Det faldende elevtal i landets folkeskoler er langt fra nok til at begrunde de dramatiske budgetnedskæringer på skolerne, som kommuner over hele landet udmønter netop nu.
Sådan lyder beskeden fra de lokale kredsformænd i Danmarks Lærerforening, der i går morges var samlet til stormøde om situationen.
– Gennem et halvt år har statsministeren omtalt folkeskolen som samfundets vigtigste institution. Folkeskolen skulle trække os gennem krisen. Men de flotte ord hænger overhovedet ikke sammen med den økonomiske virkelighed ude på skolerne, siger formand for Danmarks lærerforening, Anders Bondo Christensen.
Han henviser til en rundspørge blandt de kommuner, der nedlægger lærerstillinger i år. Den viser, at det faldende elevtal langt fra er hovedårsag til nedskæringerne.
I København skal skolerne nedlægge 150 lærerstillinger efter sommerferien, samtidig med, at kommunen får mere end 300 ekstra skolebørn.
– Det bliver rigtig, rigtig vanskeligt at give eleverne en undervisning af en kvalitet, vi kan være bekendt i København. Det skader både integrationen og elevernes muligheder for at kunne klare sig videre i voksenlivet, siger Ole Hein Christensen, næstformand i Københavns Lærerforening.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96