Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > PET-offensiv mod antifascister vækker undren og bekymring

16. april 2010 - 22:59

PET-offensiv mod antifascister vækker undren og bekymring

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Rune Eltard Sørensen

Af principielle grunde ønsker aktivistgruppen Antifascistisk Aktion (AFA) ikke at udtale sig om hvem der er - eller ikke er - medlem af deres gruppe.

Men anholdelsen af en 24-årig mand, fredag den 16. april, som ifølge Politiets Efterretningstjeneste har forbindelse til gruppen, vækker alligevel både undren og vrede.

– Denne anholdelse virker totalt vilkårlig. Vi kan ikke andet end opfatte det som et politisk angreb på den antifascistiske bevægelse generelt. Jeg kan kun understrege, at antifascisme ikke kriminelt, men en legitim og demokratisk kamp, siger Anders Lind fra AFA til Modkraft.dk.

Sigtet efter terrorparagraf

Ifølge nyhedsbureauet Ritzau er den 24-årige mand blevet varetægtsfængslet i 20 dage.

Han er mistænkt for at have begået dataindbrud, deltaget i et slagsmål på en bodega på Nørrebro i København samt for at tilhøre venstrefløjsgruppen AFA. Sidstnævnte tilhørsforhold har udløst en sigtelse for paragraf 114f - den milde terrorparagraf - med en strafferamme på seks års fængsel.

JPEG - 88 kb
Politiets Efterretningstjeneste har rettet fokus mod den antifascistiske bevægelse og fængslet to unge mænd mistænkt for forbindelse til aktivistgruppen Antifascistisk Aktion. Foto: Rune Eltard-Sørensen.

Sagen efterforskes af PET og er ifølge tjenesten et tilfælde på »politisk ekstremisme«. Sagen foregår bag lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning og fordi anklagemyndigheden mener, at der stadig er medgerningsmænd på fri fod.

En anden ung mand har siddet fængslet siden den 1. marts sigtet for samme forhold. Også her bliver sagen ført for lukkede døre.

Ekstra Bladet kom først

Trods dørlukningen kunne Ekstra Bladet blot en time efter retsmødet fredag under overskriften »Breaking News«, på deres hjemmeside offentliggøre en detaljeret historie om baggrunden for fængslingen. Kilden til oplysningerne var ifølge artiklen: Politiets Efterretningstjeneste.

– At PET lækker oplysninger til pressen understreger for os blot, at der er tale om en politisk sag. I så fald er det ikke første gang, at de er ude i et politisk ærinde, siger Anders Lind.

Læs artiklen »AFA-aktivist fængslet for spionage og politisk vold« i Ekstra Bladet.

I Ekstra Bladet kan man blandt andet læse, at efterretningstjenesten mistænker den fængslede for at have »spioneret« mod den yderste højrefløj. Men dette forhold afviser AFA’s talsperson overfor Modkraft, kan have noget med deres gruppe at gøre.

– Vi laver ikke efterretningsarbejde men benytter os af tips og oplysninger fra dagbladene, forklarer Anders Lind.

Er research ekstremisme?

En gruppe som derimod gerne vedstår, at de foretager research af det højreekstremistiske miljø - og tilmed har gjort det i årtier - er foreningen Demos.

De forklare i artiklen »Ekstremister eller demokratiske vagthunde?«, bragt på Modkraft.dk’s baggrundsmagasin Kontradoxa, at research af højrefløjen blot er anti-racistisk arbejde til gavn for ethvert demokratisk samfund.

Læs artiklen »Ekstremister eller demokratiske vagthunde?« på Kontradoxa.

»Denne form for politisk arbejde er ikke ekstremisme, det er offentlighedsarbejde. Gennem årene har mange journalister nydt godt af de oplysninger om højreradikale grupper, som Demos har indsamlet,« skriver Anne Jessen fra Demos.

Ifølge Anne Jessen er det et problem, når PET omtaler research som »politisk ekstremisme«:

»Ved i den offentlige debat at omtale research og registrering som venstreorienteret ekstremisme mistænkeliggøres hele det antiracistiske arbejde.
Det er foruroligende i en politisk samtid, hvor racisme-paragraffen igen foreslås afskaffet, hvor racisme og hate-crimes er i stigning, hvor den antimuslimske retorik er blevet hverdagskost, hvor udlændingelovgivningen til stadighed strammes, og hvor bestemte samfundsgruppers demokratiske rettigheder udhules,« lyder det.

Redox: Vi er uafhængige

En anden gruppe, som de seneste år har formidlet informationer om den yderste højrefløj til offentligheden, er researchkollektivet Redox.

Kollektivet er i flere medier sat i forbindelse med den aktuelle sag og udsendte i forbindelse med anholdelsen den 1. marts en pressemeddelelse om deres rolle.

Besøg researchkollektivet Redox’ hjemmeside.

Her skrev de blandt andet: »I denne forbindelse vil vi i Researchkollektivet Redox gerne understrege at vi ikke er en aktør i denne konflikt. Vi arbejder uafhængigt af både partier og andre politiske organisationer. Vi leverer et stykke uafhængigt journalistisk researcharbejde,« skriver gruppen.

Og fortsætter: »Vi arbejder for at opkvalificere debatten om racisme og nazisme, primært ved at bidrage med analyser og fakta til medier og andre relevante parter«.

Ekspert: Terror-paragraf er betænkelig

PET’s sag mod den antifascistiske bevægelse bliver også mødt med bekymring fra en helt anden kant.

JPEG - 40.4 kb
Juraprofessor Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet, ser med bekymring på den milde terrorparagraf, paragraf, 114f, som PET vil bruge mod venstrefløjsaktivister. Foto: KU.

Paragraf 114f

»Den, som, uden at forholdet omfattes af §§ 114-114 e, deltager i eller yder væsentlig økonomisk eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.«

Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet, kalder brugen af paragraf 114f, som de to fængslede aktivister er sigtet efter, for »betænkelig«.

Det sker i artiklen »Den aktuelle fængsling for voldelig politisk ekstremisme sker på grundlag af en sjældent anvendt paragraf i antiterrorlovgivningen« bragt på universitetets hjemmeside.

»Det vidtgående og ubestemte korpsforbud i § 114 f kan på en betænkelig måde skabe beredvillighed til at give grønt lys for indgribende efterforskningsskridt over for grupper, som f.eks. betjener sig af voldsforherligende retorik,« skriver Jørn Vestergaard.

Tilknytning kriminaliseres

Ifølge professoren så er det problematiske ved netop paragraf 144f (se faktaboks), at en dom for overtrædelse af paragraffen alene kan ske på grundlag af »tilknytning« til en gruppe som har »magtanvendelse på dagsordenen«.

»Anvendelse af § 114 f forudsætter ikke faktisk voldsudøvelse. Paragraffen gør det strafbart i sig selv at have tilknytning til en gruppe med politisk magtanvendelse på dagsordenen. Tilknytningen kan for det første bestå i deltagelse i gruppen. Den kan for det andet bestå i ydelse af væsentlig støtte til en sådan gruppe,« fastslår Jørn Vestergaard.

Læs artiklen »Den aktuelle fængsling for voldelig politisk ekstremisme sker på grundlag af en sjældent anvendt paragraf i antiterrorlovgivningen« på Københavns Universitets hjemmeside.

Paragraffen er angiveligt kun blevet brugt en enkelt gang før. Det skete i forbindelse med efterforskningen af den venstreradikale gruppe »Autonome Revolutionære«.

Gruppe var i midten af 1980’erne involveret i solidaritetsarbejde til fordel for politiske fanger i det daværende Vesttyskland og blev af efterretningstjenesten mistænkt for forbindelse til by-guerillagruppen Rote Armé Fraktion.

Der blev dog aldrig rejst sigtelser i sagen.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96