Dexter er en TV-serie der kører på 4. år, med 12 afsnit i hver. 4 ud 5 stjerner.

Dexter Morgan er massemorder. Han har altid haft begæret til, at dræbe. Siden han var helt lille. Hans adoptivfar Harry Morgan vidste det tidligt. Harry hjalp Dexter til, at projekterer sin lyst til at dræbe, over i retten til at dræbe ustraffede forbrydere. Dexters psykopatiske træk, hans manglende omsorgsfulde evner, hans manglende evne til at se meningen med det seksuelle og række evner og færdigheder vi forbinder med, det at være menneske, disse evner har Dexter lært sig. Dexter har lært af sin far, at piger godt kan lide, at man siger ’ja – tak’ når de spørger om man vil følges til årets skolefest. Han har lært, at det er uheldigt at slå sin pap-søster ihjel og en masse andre praktiske færdigheder. Men det han er bedst til er at dræbe. Han bliver aldrig opdaget!

Dexter arbejder samtidig som retsmediciner for Miamis drabsafdeling med speciale i blod. Dexter er vild med blod. Han eeeelsker blod. Han samler på blod, han har billeder af blodstænk hængene på væggen, spiser blodappelsiner og har en uhørt sans for knive og røde bøffer.
På drabsafdelingen er han vellidt, for han er virkelig godt til sit job. Især når de dræbte er blevet slået ihjæl med kniv så blodet er splattet ud over det hele og op på væggene.

Jeg er helt vild med Dexter Morgan, og jeg hader Dexter Morgan. Jeg vil med ham. Men ikke fordi han er morder eller fordi han har et noget sært forhold til blod. Men fordi Dexter er helt tom inden i. Jeg hader Dexter fordi han er personificeringen af det poststrukturalistiske paradigme. Han er ikke ægte, eller naturlig. Han performer sin ægthed og naturlighed. Dexter ved, at verden har tabt sin mening. Det eneste begær Dexter har, er hans meget upassende trang til, at slå andre mennesker ihjel. Det absolutte tab af mening. Han bliver ikke nervøs, eller liderlig. Han føler ikke ophidselse eller i besiddelse af absolut magt eller noget andet underligt når han dræber. Han gør det bare!

Dexter ER performance. Han er ren overflade. Han ved hvad der skal til for, at gør sine kollegaer tilfredse. En god arbejdsindsats og dounots. Han kigger på verden og de mennesker der omgiver ham, med et slags fugleperspektiv. Dexter glider bare ind fordi det er lettest. Det ville være så besværligt hvis alle vidste hvad han lavede om natten.
Dexter har det svært med sex. Det er vanskeligt, at performe i den seksuelle akt. Det er svært, at udtrykke at noget er rart i sengen, når man i virkeligheden er lige glad. Men også det får han efter hånden lært, og det gør hans forhold til en enlig mor med to børn, noget lettere.

Dexter slår sig selv ihjel hver nat. Han finder en massemorder, barnemorder, menneskesmugler eller en anden som samfundet normer synes er forbryder. Og så slår han ham/hende ihjel. Han slår sig selv ihjel hver nat. Hans dødsstrafs-etik har han fra sin adoptivfar, der var politibetjent. Det er således ikke Dexter, der hverken er for eller i mod dødsstraf. Dexter er skam ligeglad. Men Dexter har lært, at man skal gøre hvad ens afdøde far har lært fra sig. Dexter tilbeder sin far og dødsstraf-etikken. Dexter ved godt selv, at etik er det rene religion. Men det er nu meget praktisk, at have kriterier at dræbe ud fra. Dexter slår massemordere ihjel hver nat. Det er da underligt...

Dexter er helt sikkert de små 12 timers tv værd. Og jeg glæder mig til 2, 3 og 4 season.