Fyresedlerne blev modtaget roligt og fattet, selvom stemningen selvfølgelig ikke er munter.
Sådan lyder meldingen fra Per Andersen, formand for fællesklubben på Lindøværftet.
Tirsdag den 13. april blev 336 Lindøarbejdere fyret. Det er den første store fyringsrunde efter, at Mærsk sidste år meddelte, at skibsproduktionen på værftet stopper i 2012, når de nuværende ordrer er udført. I stedet vil Mærsk få sine skibe produceret i Asien, hvor lønningerne er lavere.
– Siden vi fik besked om lukningen, har vi brugt tiden på at få underleverandørerne ud af værftet og få lavet nogle gode aftaler med ledelsen omkring efteruddannelse, fratrædelsesordninger og bonusordninger, siger Per Andersen.
– Nu er det erhvervslivets og politikernes tur. Nu skal de lave en industripolitik, som kan fastholde danske arbejdspladser. Det gør man ved at sætte sig omkring forhandlingsbordet, tilføjer han.
Formanden for fællesklubben er godt træt af hele tiden at høre melodien om, at danske arbejdere skal vise lønmæssig tilbageholdenhed, hvis de vil have arbejde.
– Vi har holdt tilbage med lønnen, vi har vist samfundssind. Nu er det arbejdsgiverne, som skal vise samfundssind og være med til at bevare danske arbejdspladser i stedet for at lade hensynet til profitten alene være afgørende for, om der er industriproduktion i Danmark, erklærer Per Andersen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96