Siden SFU’s landsmøde har der kørt en ganske engageret debat om, hvad en venstreorienteret retspolitik egentligt vil sige. Og især på Facebook og her på Modkraft er debatten i gang med blogindlæg fra Kasper Bjerring og Eskild Andreas Halberg og en heftig debat underneden.
I debatten har det flydt med alle mulige begreber om straf, hævn, retsfølelse, retorik, højre- og venstreorientering. Og jeg har sgu mistet overblikket efterhånden i de mange kommentarer, så måske andre også har, og vi kan have glæde af, at se på nogle af begreberne, og hvad der skal til for at lave et opgør med 10 års borgerlig retspolitik.
Da jeg hverken er kriminolog, jurist eller socialpædagog, så må I bære over med, at jeg tager udgangspunkt i noget så trivielt, som mine helt subjektive følelser og ”sunde” fornuft, foruden at dette ikke er nogen færdigpoleret ny retspakke. Lad mig derfor kalde det 6 teser til afklaring og debat. Sandsynligvis vil nogle kalde mig et højreorienteret røvhul og andre en håbløs naivist – og fred med det!
Det har vakt harme, at de unge SFU’ere har taget ordet hævn i deres munde. Hævn er barbarisk og usocialistisk, kunne man forledes til at tro, når man har læst nogle af kommentarerne. Sikke noget sludder. Hvis min nabo sexmisbrugte min søn, så ville det eneste der kunne afholde mig fra at opsøge stodderen med en tatovørnål, strømpistol og håndjern for som en anden Lisbeth Salander, at… nå ja, lad mig spare jer detaljerne. Men det er da det, at jeg har vished for, at samfundet tager hævn for mig, der forhindrer selvtægt.
Og det gælder da også cykel- eller indbrudstyven, volds- og voldtægtsmanden eller nazisterne i Århus, hvor Enhedslisten gang på gang kritiserer politiet for deres manglende domsfældelser. At hævn, eller rettere gengældelse eller retsfølelse, som det pænt kaldes, skulle være borgerlig passer ikke. Men der er givetvis forskel på retsfølelsen fra person til person og fra borgerlig til socialist.
For eksempel vil jeg gerne se den socialist, hvis retsfølelse ikke krænkes af det firma som skider højt og flot på arbejdsmiljøloven, selskabstømmere, multinassere eller skattesvindlere og vil have disse straffet.
Sagen er jo, at man i samfundet har indgået en pagt om, at selvtægt er uacceptabelt for til gengæld at overlade dette til samfundet. Det er dette, der med et fint ord kaldes retssamfundet. At man har vished for, at samfundet skrider ind, hvis man forulempes og lovene brydes.
Og det sikrer i teorien en demokratisering af straffe med en ensartet straf for gerningsmændene uanset om ofret hedder Rockerbørge eller fru Jensen. Og en demokratisk kontrol med hvilke straffe, som samfundet kan lange ud, garantien for (en vis grad af) retssikkerhed og bevisførelse osv. Selvom der her også ligger en selvstændig opgave for at styrke dette aspekt.
Som venstrefløj skal vi selvfølgelig ikke tale til den indre hævngerrighed, men retsfølelse også kaldet hævn er en legitim og nødvendig del af retssamfundet. Det må være første tese.
Ligeledes har man i debatten kunnet læse udsagnet, at straf ikke virker. Igen et besynderligt postulat. Der er masser af mennesker, som afholder sig fra at rapse i supermarkedet, køre spritkørsel, slå naboen eller hvad ved jeg, fordi man ikke vil straffes. Så selvfølgeligt virker straf for ufatteligt mange mennesker som afskrækkelse og forebyggelse. Bevares ikke for alle, hvilket jeg kommer til.
Straf virker også resocialiserende på mange. Der er jo massevis, der kun dømmes én gang, som husker cykellygterne, hvis de lige har fået en bøde, ikke synes at fængslet var en feriekoloni, er bange for at miste kørekortet efter andet klip osv. Og husk på at straf ikke kun er fængsel, det er også i mange tilfælde offentliggørelse, bøder, intimidering i mødet med politi og domstole, samfundstjeneste, fodlænke, behandling osv.
Tænk i øvrigt på den logiske konsekvens af udsagnet ”straf virker ikke”. I så fald kan vi jo lige så godt afskaffe straf. Hvorfor beholde noget så dyrt, som ikke virker? Med fare for at lægge mig ud med nogle anarkister, så ville jeg dælme blive krænket på min retsfølelse ved at leve i et samfund, hvor voldtægtsmanden ikke straffes. Og så kunne vi vel også lige så godt afskaffe lovene. Hvorfor beholde nogle tomme forbud, som ikke kan håndhæves?
Lige så evident som at straf virker, lige så åbenlyst er det, at der er masser af tilfælde, hvor det ikke virker. Hvor fængslet snarere forhærder, eller den kriminelle er tindrende ligeglad. Og her skal venstrefløjen have det som hovedmål at spørge, straffer vi så rigtigt? Og hvad skal der til af pædagogiske tiltag, uddannelse osv., der kan forhindre ny kriminalitet og resocialisering frem for blot mere af det, som ikke virker?
Det er også faldet nogle stykker for brystet, at SFU’erne har givet udtryk for, at alle gerningsmænd har et frit valg. Og dermed at kriminalitet er ens egen beslutning. Nogle er sågar gået så langt at hævde, at gerningsmændene (eller nogle af dem) overhovedet ikke har et valg. At der nærmest, skulle man tro, eksisterer en socialdeterminologisk lovmæssighed.
Undskyld mig, men sikke noget vrøvl. Alle i dette land ved godt, at man ikke må stjæle, skyde, sælge stoffer eller hvad ved jeg. Og hvis en sådan socialdeterminologisk tilgang skulle have ret, hvorfor Søren er det så ikke alle skilsmissebørn fra Ishøj, der ender i kriminalitet. Ja et af dem ender muligvis endda som statsminister.
Så selvfølgelig træffer kriminelle selv valget at begå lovovertræder. At hævde det modsatte er i den grad at umyndiggøre og patronisere individet.
Men det betyder ikke, at alle har samme forudsætninger eller muligheder for at træffe valget. Nogle vokser op i socialt udsatte familier med kriminelle fædre og mødre, manglende opdragelse, eller hvad ved jeg. Og mange har derfor ikke nødvendigvis evnen til at gennemskue konsekvenserne på sigt for ofrene eller deres egne uddannelses- og jobmuligheder.
Der er mange som godt ved, at det er forkert at begå kriminalitet, men som ikke kender andet, søger trygheden i en bande, den sociale status ved at have hurtige penge eller er vokset op med at konflikter i hjemmet løses med vold og derfor reagerer med vold.
Det er her, at venstrefløjen adskiller sig fra de borgerlige. Tesen må være, at der selvfølgeligt skal være konsekvens og straf for dem, som vælger kriminalitet. Men, at vi som venstrefløj har en forbandet pligt til at se strukturelt på det, og analysere på, hvilke forhold, der giver en overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne. Og søge forebyggelsen på denne baggrund.
Og netop forebyggelse er hammer vigtig. Enhver forbrydelse der undgås giver potentielt et offer mindre, en dyr fængselsplads mindre og i det hele taget et mere trygt, sikkert og socialt samfund og en ikke-kriminel inkluderet i fællesskabet.
Kriminalitet er et socialt problem. Vi ved, at i samfund med høj ulighed, der er kriminaliteten størst. Og vi ved, at meget kriminalitet kan undgås med hurtige sociale indsatser, tilknyttede ressourcepersoner, hjælp til uddannelse osv. Derfor er en strukturel samfundskritisk, nogle vil sige kapitalismekritisk, tilgang til kriminalitet det primære. Og en hver forbrydelse, der forebygges, er en sejr frem for at straffe efterfølgende.
Det betyder ikke, at venstrefløjen ikke skal være tough on crime eller på ofrenes side. Tværtimod skal det have en konsekvens at vælge kriminaliteten, hvis retsfølelse, afskrækkelse og forebyggende effekt skal give mening, men højrefløjens evindelige mantra om strengere straffe som et andet løbsk pariserhjul er skruen uden ende og må aldrig afløse den strukturelle og forebyggende indsats, som helt kan forhindre ofre.
Og netop her frygter jeg Kasper Bjerrings udsagn om, at vi skal ændre retorikken. I hvert fald, hvis den føres til yderste konsekvens. En mere barsk retorik skaber politisk forandring. Det skaber mere utryghed hos befolkningen, og det opdrager folk til, at strengere straffe virker, også i de tilfælde, hvor det ikke passer. Omvendt skal vi da heller ikke være bange for at tage ord som straf og konsekvens i munden. Det siger sig selv.
Med disse i mine øjne banale konstateringer om retsfølelse, straf og forebyggelse, så var det måske på sin plads, at se på den måde, som samfundet så har valgt at straffe og vægte kriminalitet. Og uden at kunne lire strafferammer af mig, så springer et forhold mig i øjnene. Nemlig sondringen kollektiv vs. Privat.
Hvorfor pokker er det billigere at stjæle fra det kollektive fællesskab. Hvorfor straffes ham, der via sort arbejde og skattesnyd stjæler 30.000 fra fællesskabet, fra daginstitutioner, plejehjem osv. med en bøde og i sjældne tilfælde nogle få uger i et åbent fængsel, mens ham der stjæler 30.000 fra en bank får 2 til 3 år i et lukket? Det krænker sgu min retsfølelse!
Her er der da virkeligt brug for at være tough on crime – også fra venstrefløjens side. Hvad enten det gælder multinationale firmaers manglende skattebetalinger, eller håndværkerens og rengøringskonens sorte arbejde, så er det anti-socialt – en forbrydelse mod fællesskabet. Det skal ikke være billigere at stjæle vores penge, end mine eller bankens penge. Og det samme gælder miljø, arbejdsmiljø og tilsvarende ting.
En bevidst og klar overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen fra firmaers side, er da for pokker profitmotiveret vold mod de ansatte, der kommer til skade, og så skal mester straffes, som havde det været berigelsesmotiveret vold.
Eller en ulovlig tilsvining af vores fælles natur og forurening af miljøet, luften eller grundvandet er hærværk mod et fælles eje. Og skal straffes lige så hårdt, som havde det været systematisk hærværk mod privatejendom, hvilket ikke er mit indtryk sker i dag, når man sammenligner graffitidomme med miljødomme.
I det hele taget trænger der til en gennemgribende reform af strafferammer og et øget fokus på kriminalitet mod fællesskabet. Men det rækker også bredere. Hvorfor skal voldtægt straffes lavere end bankrøveri? Og selvom rabatten på hustrudrab vist lige er fjernet, er der så andre kønsmæssige skævvridninger?
SFU og Kasper har dog ret i et punkt. At hvis venstrefløjen af den brede befolkning opleves som tossegode velmenende hippier på gerningsmændenes side, så har vi et problem. Også selvom jeg tror, at karakteristikken er forfejlet, og mere udtryk for et strategisk ønske om at udhule regeringens spin på området. Men fred med det. Min pointe er imidlertid, at vi som venstrefløj skal tage befolkningens retsfølelse alvorlig, deri har SFU ret.
Hvis vi bliver set, som nogen der forsvarer et system, der ikke virker eller er uretfærdigt, så taber vi. Det var det som skete med halvfjerdsernes klientilistiske og formynderiske velfærdsstat i firserne. Og det er lige gyldigt om det så er spin eller ej.
Vi skal turde pege på nytænkning, som eksempelvis i debatten om nedsættelse af den kriminelle lavalder, hvor venstrefløjen reagerede forudsigeligt med harme og slogans om, at børn ikke skal i fængsel. Nej, men hvad skal man så? Er det nok med flere pædagoger, og hvad med konsekvensen for allerede hærdede 14-årige kriminelle?
Her savnede jeg faktisk nytænkning. Hvorfor pokker ikke sænke den lavalder – og hæve den på samme tid. Hvorfor ikke lave en mellemkategori for 12 til 18-årige, der kan dømmes og mærke konsekvens?
Bevares, ikke efter de voksnes strafferammer og fængsel, men med konsekvens, sociale indsatser, tvungen lektiehjælp og –læsning, mildere former for samfundstjeneste for de ældre, stuearrest og i sidste instans anbringelse eller fodlænke for de ældste i et glidende forløb, der modsvarer virkeligheden frem for den nu vilkårligt satte skæringsdato ved femten år.
Ja, nu lyder der så sikkert endnu et ramaskrig, men det er da bedre, end at behandle kriminelle børn som voksne kriminelle, eller som nu forsvare et system, der har åbenlyse mangler. Og i øvrigt så var det der med konsekvens og den kriminelle lavalder virkeligt noget, som man havde respekt for i start-halvfemserne, da jeg hang ud med rødderne…
Den sjette tese er altså, slagt nogle hellige køer, og vær åben for nytænkning. Nogle gange er alt nyt altså ikke skinbarligt højreskred…