At kalde Pelle Dams og Kasper Bjerring Jensens synspunkter om den nye retspolitik i det ny Folkesocialistiske parti for venstreorienterede, er i bedste fald løgn og i værste fald et voldsomt tilbageslag for projektet om et bedre samfund.
Der må snart siges fra over for den slags autoritært og tilbageskuende lort. SF og i særdeleshed deres ungdomsspejderkorps er i færd med noget, som ligner... ja, de historiske sammenligninger er dog stadigt ikke legitime, så dem vil jeg spare jer for.

Det kan ikke længere komme bag på nogen at de unge (og nogle af de gamle) SFere er Leninister. Men at forsvarer ”fællesskabet” med en Hobbesiank kontraktteoretiske vending er langt over stregen. Pelle dam, formand for SFU, sagde følgende i weekenden:
“Hvis man vil beskytte fællesskabets interesser her og nu, er det helt afgørende, at man tør markere en klar konsekvens over for dem, der vælger at bryde lovgivningen.” (se her) Uden at begive mig ud I en længere ideologikritisk analyse, må jeg blot bemærke, denne betoning af ’fællesskabet’. Fællesskaber er gode og politiske fællesskaber er heller ikke værst, men at Danmark skulle være det homogene, ordentlige og dejlige fællesskab, der skal forsvares mod de onde kriminelle er en decideret dyrkelse af et sygt nationalt fællesskab, der de seneste 10- 15 år blot er blev værre og værre. På pænt dansk hedder dette mangel på globalt udsyn, andre steder hedder det nationalisme. At ophøje det rene fællesskab, lygter langt væk af... nå nej, ikke de der historiske sammenligninger.

At være en eller anden form for venstreorienteret eller socialist eller hvad fanden man ellers kalder sig, handler helt grundlæggende om, at have en strukturel analyse af samfund. Det er samfundets strukturer, der skaber gode og dårlige muligheder for politiske kampe og menneskers frihed og alt det der. Når Kasper Bjerring Jensen, derfor skriver som punkt nummer 1 i sit retspolitiske 3 punktsprogram, at:
” Vi skal sige, at gerningsmænd som udgangspunkt træffer et valg om at gøre noget, som de udmærket er klar over krænker andre (naturligvis findes der undtagelser – eksempelvis psykisk syge)” (se her), viser det hans mangel på venstreorienteret indstilling til samfundsmæssige problemer. At fremhævet denne banale, reaktionære og borgerligt liberale forestilling har intet med et venstreorienteret projekt at gøre. Klart! Mennesker kan tage frie valg, det er sguda en banal og lige gyldig pointe. Men at fremhæve dette som særligt vigtigt er da håbløst unuanceret. Det vidner om en total mistillid til sine vælgere. SF taler ned til deres vælgere, og tror ikke at de selv har begreb om samfundsmæssige strukturer og interessekampe. Det bliver SF’s egen død. Deres anti-elitære projekt er vendt til et nedladende projekt.

Læg i øvrigt mærke til hans fremhævning af de psykisk syge. De psykisk syge er de eneste der legitimt kan bryde loven (jf. ovenstående citat). Demonstranterne foran Brorsons Kirke den nat i august eller Skraldemændene der kriminaliseres i deres faglige kamp og andre der bryder loven er enten psykisk syge eller lømler og kriminelle, der må mærke konsekvensen.
Det fællesskab som de unge SFere forsvarer fastholdes i et stadigt strammere greb. Og SFerne er efterhånden dem der strammer når de nationalkonservative skal have en pause.

SFernes og i særdeleshed deres ungdomskorps retspolitiske udspil, vidner om en total mangel på politisk nytænkning. De leninistiske læseklubber må være i vækst i SFU og det stråler ud af det nye udspil, at der kun kigges tilbage, mod tidligere tider. Man gør sig simpelthen ikke den anstrengelse, at tænke i nye organisationsformer, nye politiske strategier eller nye måder at opfatter alliancer, repræsentation og det politiske på. Projektet er sten dødt, og jeg frygter at SFs succes vendes til vores alles fiasko, ved en kommende centrumvenstre regering, der har bundet sig selv på hænder og fødder.

De gamle argumenter høres ikke

Det er slut med de gamle argumenter. De har ikke klangbund i den danske folkesocialistiske bevægelse. De virker ikke længere, om end jeg stadig synes de holder. Da de ikke længere er udgangspunktet for diskussioner af denne art, smider jeg dem blot som fodnoter:

1) SF kan aldrig overbyde DF på retspolitikken.

2) Et parti skal ikke kun kigge efter hvor vælgerne er.

3) Et parti kan også ændre holdninger og være meningsdannende.

4) Menneskerettighederne er for alle, ikke kan for den arbejdende del af det danske samfund.

5) Hårdere straffe virker ikke (med undtagelse af økonomisk kriminalitet eller anden meget organiseret og intellektuel kriminalitet).