I Overgaden viser man for tiden Jakob Jakobsens første soloudstilling, "Billed Politik – Brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie", der – som tidligere omtalt her – udgør en del af et større projekt, "Billed Politik", der tillige omfatter film, teater, bøger og et seminar.
Om alle projektets delelementer har Jakobsen dog samarbejdet med andre. Bl.a. kunsthistoriker Mikkel Bolt, der er lektor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, har skrevet introduktionen til bogen "Billed Politik – Brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie" (2010), han har redigeret flere af teksterne til den kommende bog, "Billed Politik – at se er at dræbe" (2010), og han er medarrangører af det seminar, som afholdes i Folkets Hus den 10. – 11. april. Seminaret indgår tillige i et emnekursus på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, der er arrangeret af Bolt i samarbejde med bl.a. Jakobsen, som også er afdelingsleder ved Det Fynske Kunstakademi.
Det er en erkendelse af tabet af politisk offentlighed, der ligger til grund for projektet.
Følgelig har Jakobsen om "Billed Politik" anført på projektets hjemmeside:
"Billed Politik er en kunstnerisk og politisk kampagne, som tager fat i billedets muligheder som politisk våben. De sidste 20 år har billedet tjent lydigt i markedsføringen af livsstile og krigsførelse. Med det endelige sammenbrud af den politiske offentlighed siden den 11. September 2001 er det nærmest blevet umuligt at opstille modbilleder mod det billedbombardement, som har fungeret som en integreret del af den såkaldte Krig mod Terror. Med Billed Politik tages der fat i bombardementet indenfor billedkunst, film og teater."
Hvor Jakobsen indledte arrangementet i Overgaden med at fastslå, at kunst er sprog, forklarede han, hvordan "Billed Politik" gennem institutionel kritik forsøger at opstille modbilleder på flere fronter:
Med programmet til Cinemateket, "Billed Politik – Film om dit liv og dem der stjæler det", har Jakobsen således sammensat en serie af kritiske film, der har været mere eller mindre fortrængte, og som præsenterer alternative billeder af Danmark, mens det med forestillingen til Det Kgl. Teater, "Billed Politik – Foran Byen", har været magtpåliggende for ham at skabe teater uden for den etablerede teaterinstitution.
Anderledes har Jakobsen med udstillingen, "Billed Politik – Brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie", ønsket at tale med kunstinstitutionens autoritative stemme, og hvor idéen har været at sætte det politiske ind i en kunstnerisk sammenhæng, har han her genbrugt eget dokumentarisk materiale. Jakobsen har dog i modsætning til kunstinstitutionens traditionelle hvide rum, der symboliserer objektivitet og gennemsigtighed, valgt at mime teatrets sorte boks og iscenesat udstillingen som et teaterstykke i tre akter. For at illustrere tabet af politisk offentlighed har han endvidere hentet inspiration i den græske tragedie. Karakteristisk herfor er ifølge Jakobsen en dialektik mellem hovedpersonen og koret, som han i udstillingen har integreret ved at føje en ny, dialektisk dialog til det allerede eksisterende, visuelle materiale.
Det var dog ikke samme dialektik, der prægede samtalen mellem Jakobsen og Bolt.
Bolt supplerede således med både en historisk baggrund og en teoretisk tilgang og fastslog, at det i høj grad havde været Francis Fukuyamas "The End of History and the Last Man" (1992), der havde domineret i 1990erne. På baggrund af den kolde krigs afslutning og Berlinmurens fald havde Fukuyama heri fremsat den teori, at udviklingen af menneskehedens historie udfoldet som en kamp mellem ideologier mere eller mindre havde nået dets afslutning, og at verden nu havde lagt sig fast på liberalt demokrati.
Bolt påpegede imidlertid, at der med protesterne ved topmøderne i henholdsvis Seattle i 1999 og Genova i 2001 var åbnet et nyt rum for kritisk artikulation. Men der var dog for dette nye rum blevet brat lukket med terrorangrebet den 11. september.
Hvor Bolt karakteriserede 11. september som et billednederlag eller en billederobring, konstaterede han følgelig, at krigen mod terror havde resulteret i, at alle debatter var blevet suspenderet til fordel for én eneste konflikt. Der er dermed ikke længere noget rum, hvori verden kan tænkes anderledes. Den nu både defensive og repressive stat bestræber sig således på at kontrollere alle aspekter af livet, og eftersom alle andre diskussioner er blevet suspenderet, er også kunsten gået hen og blevet latterlig.
Med henvisning til Guy Debord foretog Bolt imidlertid også en positiv læsning af 11. september. Debord var bl.a. medgrundlægger af gruppen L’internationale situationniste (1957), der ville forlade kunsten for at opløse den i revolutionær praksis, og blandt hans teoretiske udgivelser var hovedværket "La société du spectacle" (1967).
Ifølge Debords teori om skuespilsamfundet er samfundet karakteriseret ved splittelse, og det forenes kun gennem billedmaskiner, der skaber imaginære fællesskaber. Staten spiller rollen som beskytter, og eftersom samfundet ikke eksisterer, og subjektet er tømt for indhold, er det statens opgave at skabe forestillinger om samfundet.
I forlængelse heraf mente Bolt, at 11. september også kunne ses som en midlertidig sprække, hvorigennem statens manglende evne til at styre og kontrollere billedet var blevet afsløret.
Guy Debord lavede i øvrigt i 1973 en filmversion af "La sociéte du spectacle", der med engelske undertekster her kan ses i 9 dele:
Del 1 af 9:
Del 2 af 9:
Del 3 af 9:
Del 4 af 9:
Del 5 af 9:
Del 6 af 9:
Del 7 af 9:
Del 8 af 9:
Del 9 af 9:
Med sit fokus på tabet af politisk offentlighed ligger projektet "Billed Politik" sig i forlængelse det essay, "Avantgardens selvmord" (2009), som Bolt udgav sidste sommer, og som gav ophav til en del debat. Ud over anmeldelser deltog Bolt således i et interview på DR2, Deadline og i en paneldiskussion på Statens Museum for Kunst.
Følgelig skrev Bolt allerede heri:
"En ny dualisme er således dukket op efter 9/11, der har gjort det muligt at lukke den politiske horisont og implementere et nyt kontrolregime. Lukningen har indtil videre fundet sted under navnet "krigen mod terror". (s. 105)
Avantgardens selvmord
I "Avantgardens selvmord" tog Bolt først og fremmest udgangspunkt i Peter Bürgers "Theorie der Avantgarde" (1974), der udkom i sin engelske oversættelse, "Theory of the Avant-Garde", i 1984.
Hvor Bürger havde dannet to nye begreber, den historiske avantgarde og neo-avantgarden, havde han i "Theory of the Avant-Garde" fremstillet en dialektik mellem modernismen som den fuldbyrdende fase i den borgerlige kunsts udvikling mod en autonom kunst og den historiske avantgarde som et brud hermed ved i 1910erne og 1920erne med midler som bl.a. fotomontagen og Marcel Duchamps readymades at have forsøgt at reintegrere kunsten i livsverden i kritik af kunstens autonomi. Men eftersom dens bestræbelser havde fejlet, havde han fastslået, at neo-avantgarden i 1960erne havde negeret dens kritik og dermed opløst dialektikken ved at gentage de samme påfund, efter at disse havde opnået status som kunst og ophævet den historiske udvikling af teknikker og stilarter. Følgelig havde Bürger konkluderet, at ingen retning inden for samtidskunsten kunne hævdes at være hverken kritisk eller historisk mere avanceret som kunst end nogen anden.
I "Avantgardens selvmord" anførte Bolt herom:
"Selvom Bürgers afvisning af neo-avantgarden blev formuleret på baggrund af en teleologisk historieforestilling, der var problematisk … så formåede han ikke desto mindre overbevisende at pege på nogle af de forvandlinger, som avantgarden gennemgik i midten af det 20. århundrede." (s. 12)
Og han tilføjede:
… Men hvis man følger Bürgers definition af avantgarden som kombinationen af et angreb på kunstinstitutionen med et utopisk projekt om en revolution af de samfundsmæssige forhold, så fremtræder Situationistisk Internationale som et af efterkrigstidens få eksempler på en avantgarde." (s. 16)
Bolt henviste dog i en note (s. 12, note 5) til teoretikere, der har kritiseret Bürgers teori, heriblandt Hal Foster, som i "The Return of the Real. The Avant-Garde at the End of the Century" (1996) korrigerede Bürgers historieforestilling og i forlængelse heraf formulerede, hvad han anså for at være en mere tidssvarende avantgardeteori.
Om end Fosters egen teori ikke er helt uproblematisk, indeholder den ikke desto mindre nogle væsentlige pointer, bl.a. den, at Bürger havde overset en af sine egne hovedpræmisser ved at fremstille sin egen teori, som om den var den endelige avantgardeteori. I "Theory of the Avant-Garde" havde Bürger således selv anført:
"Aesthetic theories may strenuously strive for metahistorical knowledge, but that they bear the clear stamp of the period of their origin can usually be seen afterward, and with relative ease. But if aesthetic theories are historical, a critical theory of art that attempts to elucidate what it does must grasp that it is itself historical. Differently expressed, it must historicize aesthetic theory." (Theory of the Avant-Garde, s. 15)
Heller ikke Bolt historiserer æstetisk teori, når han ukritisk lægger Debord og Bürgers teorier fra 1967 og 1974 til grund for den nuværende debat; han nøjes således alene med at føje få undtagelser til den sidste. Men derved kommer Bolt - sandsynligvis utilsigtet - i pendant til Fukuyama til at fremstille deres teorier, som om de var enden på kritisk teori og Debord og Bürger de sidste teoretikere.
Konsekvensen heraf synes at være, at der går nogle dimensioner tabt i den debat, som Bolt og Jakobsen rejser.
Tekst vs billede
Selv om "Billed Politik" er et både tværæstetisk og tværfagligt projekt, fokuseres der hermed ensidigt på billedkunst og billedteori.
Bürger er dog - som Bolt selv har fremhævet - oprindelig litteraturteoretiker. Også Foster har en litteraturteoretisk baggrund, og interessant er, at Bürger og Foster på forskellige tidspunkter har forsøgt at formulere mere tidsvarende kunstteorier, der begge har været inspireret af litteraturteorier.
Uanset at deres teorier ikke tager højde herfor, synes der følgelig at være en dialektik på spil mellem tekst og billede - også når det gælder krigen mod terror:
Karakteristisk betragtes terrorangrebet den 11. september som en visuel begivenhed. Dets visuelle karakter er også blevet anerkendt af de forfattere, der har forholdt sig til 11. september. Eksempelvis har Paul Auster i sin roman, "Brooklyn dårskab" ("Brooklyn Follies") (2004), bevidst undgået at skildre begivenheden, som han blot refererer til med romanens sidste ord:
"Klokken var otte da jeg trådte ud på gaden, klokken otte om morgenen den 11. september 2001 – bare seksogfyrre minutter før det første fly brasede ind i det nordligste tårn i World Trade Center. Bare to timer efter det ville røgen af tre tusind brændte lig rive hen over Brooklyn og styrte hen over os i en hvid sky af aske og død.
Men lige nu var klokken stadig otte, og men jeg gik hen ad avenuen under den strålende blå himmel, var jeg lykkelig, kære venner, så lykkelig som noget menneske der nogensinde har levet." (s. 333f.)
Som forfattere også har demonstreret, er 11. september dog ikke nogen entydig visuel begivenhed. Hvor Jonathan Safran Foer og Don Delillo har villet tematiseret tabet og sorgen, har de således i deres respektive romaner, "Extremely Loud & Incredible Close" (2005) og "Falling Man" (2007), foretaget en billedforskydning fra de mest sete billeder af de brændende tvillingetårne til den mindre sete videosekvensen af manden, der springer ud fra det ene tårn (Falling Man).
Ved arrangementet i Overgaden fokuserede Bolt og Jakobsen dog på billederne af de brændende tvillingetårne som symbol på ydmygelsen af den vestlige verden. Heroverfor fremhævede de billederne fra Abu Ghraib som et modbillede, dvs. som eksempel på, hvordan vesten har forsøgt at generobre billedet og gengælde ydmygelsen.
Problemet med denne ensidige fokusering på billedet er imidlertid, at en væsentlig pointe i forhold til en mulig genetablering af en politisk offentlighed ikke kommer frem.
Billederne fra Abu Ghraib, der ikke er statens officielle billeder, er nemlig tvetydige. På den ene side viser de således en ydmygelse af muslimer, men på den anden side kompromitterer de George Bushs udsagn om ondskabens akse og hans berømte ord, "Either you are with us, or you are with the terrorists"; en enten-eller-retorik, der med variationer er blevet anvendt op gennem historien. Offentliggørelsen af billederne vakte derfor heller ikke begejstring hos den amerikanske regering.
Bolt og Jakobsen påpegede da også selv, at alle andre debatter end krigen mod terror afvises ud fra en formulering, der ligger i forlængelse af Bushs ord, nemlig at man "går terroristernes ærinde". Det reelle "modbillede" til 11. september synes således snarere at være retorikken, som netop ikke konfronteres, når billederne fra Abu Ghraib fremstilles som et modbillede til et andet billede; det gør den kun, når billederne fremstilles som et modbillede til en fortælling, hvilket senest Nick Flynn eksempelvis har gjort i sin bog "The Ticking is the Bomb" (2010).
For at generobre et rum for poltisk offentlighed, er der følgelig ikke kun behov for rene modbilleder; der er også behov for modfortællinger. For som eksemplet med Greenpeaces gallaaktivister viser, er det - til trods for bannerteksten - relativt set lettere at erobre billedet, end det er at komme retorikken til livs.
Aktivisme 2.0
Et andet problem med Bürger og Debords teorier er, at deres traditionelle forståelse af medier og revolution vanskeligt relaterer sig til internettet.
Jakobsen svarede godt nok på et spørgsmål fra en af tilhørerne, at han anså internettet for at have været et løfte, der ikke var blevet indfriet. Men eftersom Web 2.0 – den interaktive brug af internettet – er noget relativt nyt, er det vel endnu for tidligt at sige noget endeligt om dets potentiale.
Klimadebatten er da også et eksempel på, hvordan brugen af internettet gennem det sidste år har udviklet sig markant.
Bolt og Jakobsen fremhævede selv den overdrevne magtanvendelsen ved de lokale demonstrationer under COP15 som eksempel på den repressive stat. Men det, som de ikke kom ind på, var, at den globale klimakamp mere eller mindre har været organiseret via internettet.
I 2009 lancerede en koalition af internationale organisationer, heriblandt Oxfam, Avaaz.org, 350.org, Greenpeace, WWF, ActionAid og ChristianAid, således en digital kampagne under navnet "TckTckTck". Kampagnen indsamlede mere end 15 mio. underskrifter, men den organiserede også globale klimaaktioner, bl.a. "The Global Climate Wake Up Call" den 21. september og "The International Day of Action" den 24. oktober, hvor ca. 2.000 og 4.500 klimaaktioner fandt sted rundt om i verden.
Hvor deltagerne oploadede fotos og videoer, fungerede kampagnen også som en effektiv billedmaskine. Eksempelvis havnede et billede fra en aktion i København samme dag på forsiden af The New York Times.
TckTckTck-kampagnen, der også har anvendt en lang række andre internetstrategier, har givet ophav til den nye betegnelse aktivisme 2.0.
Ifølge Don Tapscott og Anthony D. Williams, der har forsket i internettet, repræsenterer Web 2.0 noget grundlæggende nyt, og de mener ligefrem, at vi kan være på vej ind i en ny epoke. Følgelig har de i "Wikinomics. How Mass Collaboration Changes Everything" (2006, rev. udg. 2008) fastslået, at sociale medier er karakteriseret ved 4 principper – åbenhed, udveksling, jævnbyrdigt samarbejde og global deltagelse – som ikke kun er i færd med at forandre kultur og medier; de er også på vej til at ændre den måde, som flere og flere virksomheder tænker organisation, arbejdspladser og ansatte på. Også NGO’er, har de påpeget, har formået at følge med udviklingen, og Tapscott & Williams, der for tiden forsker i, hvordan demokratiske stater kan anvende internettet til aktivt at inddrage borgerne, har kritiseret Obama-administrationen for at anvende de sociale medier som rene broadcasting-medier.
Demokrati 2.0 forudsætter imidlertid, at regeringer afgiver en del af deres kontrol, hvilket vel må siges at være temmelig tvivlsomt. Men internettet kan måske vise sig at være et af de nye rum, hvori verden kan tænkes anderledes.
Det er i alt fald, hvad den globale internetorganisation Avaaz.org forsøger at gøre det til. Dets mission er således, at "to close the gap between the world we have and the world most people everywhere want". Organisationen, der netop praktiserer de sociale mediers 4 principper, blev stiftet i 2007, og har i dag 4,2 mio. medlemmer, dvs. støtter, som pr. mail modtager opfordringer om at deltage i kampagner.
Blandt Avaaz.org’s kampagner i år har organisationen haft held med at forhindre Nordea i at finansiere af et papirmølleprojekt i Tasmanien, og også andre af dets kampagner har været forholdsvis succesfulde.
Avaaz.org har tillige flere gange samarbejdet med kunstner- og aktivistduoen The Yes Men.
Men Bolt og Jakobsen synes da heller ikke helt at opgivet internettet. Samtalen i Overgaden blev således annonceret via "Billed Politik"s Facebook-profil med de lidt håbefulde ord: "Ses vi?"
Ligeledes er weekendens seminar, "Image Politics - To see is to destroy" blevet annonceret via Facebook, hvor debatten om tabet af politisk offentlighed vil fortsætte.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96