Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Svensk regering forbyder blokader mod social dumpning

26. marts 2010 - 14:23

Svensk regering forbyder blokader mod social dumpning

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ole Wugge Christiansen

Den borgerlige svenske regering fik onsdag den 24. marts vedtaget en såkaldt Laval-lov i Rigsdagen. Loven træder i kraft den 15. april.

Den indebærer, at de svenske fagforeninger ikke længere har ret til at kræve overenskomst og konflikte mod udenlandske firmaer med udstationerede arbejdere, hvis virksomhederne kan fremvise et papir, der siger at de ansatte ikke aflønnes under mindstelønnen i overenskomsten på området.

Det svækker svensk fagbevægelses muligheder for at bekæmpe social dumpning, fordi det i realiteten bliver frivilligt om udenlandske firmaer vil indgå kollektive overenskomster. Det mener svensk LO.

Fagbevægelsen bakkes op af oppositionen af Socialdemokraterna, Vänsterpartiet og Miljöpartiet, der forsøgte at få loven udskudt ved at indbringe den for et forfatningsudvalg, så den kunne udskydes i et år, men uden held.

JPEG - 50.4 kb
Blokader mod firmaer, der kan vise papir på at de ansatte får svensk mindsteløn, er blevet lovstridige i Sverige. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun.

– Der bliver frit løb for dårligere lønninger og arbejdsvilkår og illoyal konkurrence, siger Josefin Brink fra Vänsterpartiet.

Svensk regering går længere end nødvendigt

Laval-lovens intension er at tilpasse de svenske konfliktregler til EU-domstolens afgørelse i den såkaldte Laval-sag, hvor svenske bygningsarbejderes blokade mod et lettisk firma blev dømt ulovligt af EF Domstolen.

Men både fagbevægelse og den parlamentariske opposition mener, at loven går langt ud over hvad EU-lovgivningen kræver, ved at begrænse fagforeningernes forhandlingsret til at tegne kollektive aftaler og iværksætte blokader, hvis der ikke opnås enighed.

Ifølge Josefin Brink fra Vänsterpartiet vil den rød-grønne blok ændre lovgivningen efter et rigsdagsvalg med ændret magtbalance.

Krav om kædeansvar i Danmark

Læs artiken »Svensk Laval-lov vedtaget« på hjemmesiden for Fagbevægelsen mod Unionen

Læs pressemeddelelsen »« på hjemmesiden for Vänsterpartiet (svensk)

Læs artiklen »Harboe: Dansk løn til alle« på hjemmesiden for 3F

Spørgsmålet om social dumpning har under de danske overenskomstforhandlinger i foråret 2010 også været et kardinal punkt for dansk fagbevægelse. De danske fagforeninger har stillet krav om »kædeansvar«, så danske virksomheder skal stille garanti for at underleverandører overholder overenskomstmæssige forhold. Men kravet er ikke kommet igennem i de forligsskitser, der sendes til afstemning i løbet af april måned.

På Harboebryggeriet er det dog lykkedes 3F efter omfattende dokumentation af løndumpning med timelønninger ned til 30 kroner i timen, at få en aftale i stand med den kongelige leverandør. Aftalen indebærer at underentreprenøren Karlwood skal melde sig ind i arbejdsgiverorganisationen DI eller tiltræde Industriens Overenskomst.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96