Torsdag den 25. marts besluttede Københavns Byret at forlænge varetægtsfængslingen af en person mistænkt for »politisk ekstremisme« i yderligere fire uger. Heraf skal de første to være i isolation.
Den unge mand har været isolationsfængslet siden den 1. marts, hvor han blev anholdt som led i en landsdækkende aktion på initiativ fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Isolationsfængslingen opretholdes af Byretten af hensyn til efterforskningen, og fordi anklagemyndigheden ikke kan afvise, at der kan blive tale om flere anholdelser i sagen.
Den sigtede er ifølge anklageskriftet tilknyttet aktivistgruppen Antifascistisk Aktion og har angiveligt deltaget i flere voldelige overfald, begået dataindbrud og overtrådt paragraf 114f, som omhandler støtte til grupper, som virker ved vold - den såkaldt »milde terrorparagraf«.
At sagen fortsat skal behandles bag lukkede døre - og dermed uden pressens tilstedeværelse - bliver nu mødt med kritik fra en journalist på dagbladet Politiken.
– Det er helt urimeligt, at dommeren vælger at lukke dørene i en sag, som har bred offentlig interesse. Det betyder, at vi ikke har mulighed for at efterprøve anklagemyndighedens påstande og ikke kan referere sagen for vores læsere, lyder det fra Bo Maltesen.
Han dækker historien for Politiken, og ved torsdagens retsmøde forsøgte han at overbevise dommeren om, at offentligheden bør have fuld indsigt i sagen. Men uden held. Og det undrer den garvede journalist, at sagen mørklægges.
– PET har selv valgt at skabe fokus på sagen ved at udsende en pressemeddelelse, da de anholder den sigtede. Desuden har PET i flere rapporter henledt opmærksomheden på konfrontationer mellem højre- og venstrefløj, og derfor er det underligt, at pressen ikke kan må være tilstede i retten, siger Bo Maltesen til Modkraft.dk.
Trods byrettens dørlukning, så har der blandt andet i Politiken været flere artikler om sagen. Her bringes en lang række detaljer, hvilket kunne tyde på, at PET og anklagemyndigheden lækker informationer til pressen. Men det afviser Bo Maltesen, som fastholder, at hans historier alene bygger på åbent tilgængelige kilder.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96