Nu skal vi hjem og arbejde for en høj stemmeprocent.
Det blev 40 tillidsrepræsentanter enige om, da de tirsdag mødtes til landsdækkende overenskomstkonference i Horsens.
– OK 2010 initiativet opfordrer alle til at stemme, så vi får en høj stemmeprocent. Det er afgørende, når vi næste gang sidder ved forhandlingsbordet, at vi har fået medlemmerne til at tage aktiv stilling, sagde Anders Olesen.
Han var én af initiativtagerne til konferencen, der var indkaldt for at gøre status, inden afstemningen om resultaterne går i gang.
På skift tog Bjarne Sørensen, Dansk Metal, Ole Nors Nielsen, 3F, og Carsten Rasmussen, TIB, ordet for at samle op på overenskomstresultaterne indenfor henholdsvis industri, transport og byggeri.
Alle tre er enige om, at det samlede resultat er for magert og ikke giver anledning til de store jubelscener. Derfra hører enigheden op.
– I min afdeling anbefaler vi alligevel et ja. Ikke på grund af indholdet, men på grund af den virkelighed, vi befinder os i. Industrien ligger ned, erklærede Bjarne Sørensen.
Han er formand for Metal Horsens og indrømmer at have det underligt med anbefalingen. Det er blot anden gang på 26 år, at han siger ja til et overenskomstresultat.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96