Fyringsramte offentligt ansatte, skolebestyrelsesmedlemmer, forældre, repræsentanter fra ældrecentrene og mange andre mødtes mandag aften i Silkeborg for at diskutere byrådets bebudede nedskæringer.
– Vi holdt mødet for i fælleskab at diskutere besparelserne. For at undgå alles kamp imod alle, hvor et område vil have penge fra et andet, vil vi forsøge at danne fælles front og stå sammen imod de voldsomme nedskæringer, siger Per Brobæk Madsen, formand for Det Kommunale Kartel i byen.
På mødet, som var indkaldt af de lokale fagforeninger, blev det besluttet at indkalde til demonstration den 6. april, hvor byrådet skal drøfte nedskæringerne.
Mødedeltagerne besluttede også at indkalde til borgerhøring.
Samlet set vil byrådet gennemføre nedskæringer på 250 millioner kroner. Per Brobæk Madsen vurderer, at det kan betyde op imod 600–1.000 kommunale fyringer.
– Det ser meget sort ud for vores velfærd. Det er jo et enigt byråd, der vil have besparelserne igennem og alle lige fra Konservative til SF har stemt for. Vi undrer os over, at beløbet behøver at være så stort, siger Per Brobæk Madsen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96