Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Om de almindelige mennesker

22. marts 2010 - 18:32

Om de almindelige mennesker

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Eskil Andreas Halberg

Er blevet lettere inspireret af det almindelige fra en medblogger. Derfor kommer her en kommentar om de almindelige mennesker.

Mange snakker om de såkaldte almindelig mennesker. Almindelige mennesker er mennesker som ikke stemmer Enhedslisten. Almindelige mennesker kommer fra City 2 eller Ishøj. Der er også mange der mener, at almindelige mennesker kommer fra Jylland. Almindelige mennesker kommer i hvert fald ikke fra København og slet ikke fra Nørrebro. Almindelige mennesker læser ikke Information, men Ekstra Bladet. Almindelige mennesker kan godt li’ højere straffe og ”fast og fair” udlændingepolitik.

Flere mener, at almindelige mennesker nærmest er det modsatte af at være venstreorienteret. Og da det at være venstreorienteret er noget med, at være solidarisk med almindelige mennesker har vi balladen. Almindelige mennesker har ligesom bare ikke rigtig lyst til, at være venstreorienteret, mens at de venstreorienterede gerne vil repræsentere almindelige mennesker.

Alle der kalder sig venstreorienteret kender problemet. Det er noget rigtig møj siger vi til hinanden: ”Jamen, det er jo fordi vi ikke henvender os til almindelige mennesker”.

Man kan løse det her problem på tre måder: 1) almindelige mennesker lider under falsk bevidsthed. De stemmer ikke i overensstemmelse med deres objektive interesser. 2) Almindelige mennesker er bare ikke venstreorienteret. Det ligger simpelthen ikke til dem. De vil bare ikke dele ud af deres velfærd og er derfor ikke solidarisk og internationalt indstillet. 3) Almindelige mennesker findes ikke, og der ikke nogen at henvende sig til. Man skal selv finde på noget man synes.

1) Om falsk bevidsthed

Alle der har være i marxistisk læseklub ved, at falsk bevidsthed er en prekær størrelse. ’Falsk bevidsthed’ er en politisk position hvor et politisk subjekt ikke rigtigt selv ved hvem det er. Forudsætningen for denne frase er, at den der ikke stemmer i overensstemmelse med marxismens klasse- og interesseanalyse på en eller anden måde er galt på den. Det er en slags politisk stupiditet.
Denne politiske dumhedssyge bliver tit påduttet almindelige mennesker. Almindelige mennesker er ikke dygtige til politik og derfor stemmer de ikke venstreorienteret, kunne være ræsonnementet.

I midlertidigt giver denne politiske analyse ingen mening. Det er uklogt af venstrefløjen, at lave politiske analyser, hvor der forudsættes, at ens politiske modstandere eller tilhængere (af mangel på et bedre ord) er dumme. At almindelige mennesker ikke tænker over hvad de stemmer eller hvad de synes er vigtigt virker jo helt absurd. Selvfølgelig ligger der nogle legitime argumenter til grund for almindelige menneskers politiske valg. Hvis de almindelige mennesker altså findes.

2) Almindelige mennesker er ikke venstreorienteret

Kunne man forestille sig den situation hvor almindelige mennesker bare ikke er venstreorienteret. At almindelige mennesker bare ikke bryder sig om solidaritet, højere skat og muligheden for at flygtninge kan få et godt liv i Danmark. Hvad hvis folk bare gerne vil have lavere skat for de rige, stramme udlændingelove, dårligt klima og privatbilisme fordi de synes det er fedt.
Almindelige mennesker har i 8 år stemt mod venstreorienteret politik. Almindelige mennesker er ikke venstreorienteret og holder af nogle andre ting. De venstreorienterede er i konflikt med almindelige mennesker. Således handler det ikke om, at folk ikke forstår hvad de venstreorienterede mener. De ved præcis hvad de venstreorienterede mener, de er blot uenige.

3) Almindelige mennesker findes ikke

Mennesker er forskellige. Nogen mennesker læser EB andre Information. Nogen spiser Pommes Frites til morgenmad andre spiser speltmüsli med frugt. Nogen stemmer Socialdemokratisk, andre stemmer Venstre. Almindelige mennesker findes slet ikke.
Den gamle forestilling om, at folkemassen kan dirigeres i en specifik retning af politiske repræsentationer skal smides over bords. Det er en omgang Leninistisk ævl. Mennesker vil alt muligt forskelligt til forskellig tid på forskellige måder. Derfor skal man holde op med at referere til de ’almindelige’.

Ud af de tre forskellige måder, at løse problemet med de almindelige mennesker (det kan være der er flere) vil jeg nok vælge en variant mellem nr. 2) og 3).

Selvom almindelige mennesker ikke findes, har de alligevel stemt nyliberalt og højreorienteret i 8 år. Det er slut med, at tænke sig som venstreorienteret humanist eller intellektuel kulturelite, der taler ned til de almindelige mennesker. De almindelige mennesker gider ikke hører på den slags ideologi. De intellektuelle, kulturpersonerne, humanisterne, internationalisterne, socialisterne har ikke magten. Almindelige mennesker har stemt til fordel for nationalisme, skæv fordelingspolitik, nyliberalisering af velfærdsstaten, krig mod terror, slappe klimaløsninger, højere straffe og indvandringsstop.
De venstreorienterede er i en konflikt med almindelige mennesker. Almindelige mennesker gider ikke, at være venstreorienterede. Almindelige mennesker har magten og har bestemt sig for højreorienteret politik.
’Almindelige mennesker’ er en betegnelse, der nok snarere dækker oven, at venstreorienterede godt gad være som alle andre. For det første er det helt galt fordi alle andre er på alle mulige forskellige måder. For har venstreorienterede et underligt begær efter det almindelige, som de sjældent kan opfulde. Hvis man vil forandrer samfundet er man ikke almindelig, nok snarere noget underligt, eller ligefrem dum.

1: Almindelige mennesker findes ikke. 2: hvis de almindelige mennesker fandtes ville de ikke være værd at repræsentere. Det er prøvet i Sovjet og Sydeuropa og er i bedste fald dødkedeligt og i værste fald noget rigtigt svineri. 3: Min medbloggers Mikkel Skov Petersens almindelig ualmindelighedsklasseanalyse er nok snarere vejen frem. Med fare for at ligge Mikkel Skov ord i munden.