Når der kommer en ny regering, så bliver dagpengesatsen hævet.
Det er Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten enige om.
– Der er klart brug for højere dagpenge, der kan udligne forskellen mellem løn og arbejdsløshedsdagpenge, siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører i SF.
Han vil ikke lægge sig fast på en bestemt procentsats, men siger, at det må afhænge af forhandlinger i den nye regering.
Lennart Damsbo–Andersen fra Socialdemokraterne er helt enig i, at der er brug for en regulering af dagpengene.
– Men jeg kan ikke på stående fod sige, hvor meget satsen skal forhøjes med, siger han.
De arbejdsløse, der var samlet til landsmøde i København den 8. marts, kan dermed ikke være sikre på, at de to største oppositionspartier i en ny regering vil indfri deres krav om at forhøje dagpengene med minimum 25 procent.
Kravet er ét af i alt 14 konkrete krav til en ny politik på beskæftigelsesområdet, som blev vedtaget på landsmødet og efterfølgende sendt til oppositionspartierne.
Kun Enhedslisten bakker op om kravet om at hæve dagpengene med 25 procent.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96