I foråret 2009 opstod der stor debat i Storbritannien om hvorvidt det racistiske British National Party (BNP) skulle have en platform på en public service kanal som BBC.
Anledningen var at Nick Griffin, som er formand for BNP og Europaparlamentsmedlem, i forbindelse med EU-valget blev inviteret til at deltage i Question Time på BBC4. Dette udløste protestdemonstrationer foran BBC’s bygninger i London.
På trods af protester fra journalistforbundet National Union of Journalists og antifascistiske grupper har BBC alligevel valgt at invitere det omstridte parti til at deltage i et debatpanel op til det britiske valg i juni 2010.
Denne gang skal BNP-lederen debattere med The Green Party og UK Independence Party. Efter en BBC-debat mellem de tre største partier i parlamentet; Labour, Conservative Party og Liberal Democrats skrev BBC på sin hjemmeside, at man ville »sørge for at småpartierne også fik taletid«.
BBC skriver yderligere, at tv-stationen netop som public service-kanal skal »agere upartisk medie«.
BNP-aktivister kalder BBC’s invitation for en »sejr for højrefløjen«. Næstformanden for BNP, Simon Darby, glæder sig over indbydelsen og skriver på sin blog, at han ser frem til at gå »head to head« i en debat mellem de tre småpartier.
Besøg hjemmesiden Unite Against Fascism
Læs artiklen Nick Griffin invited back by BBC på Socialistworker.co.uk
Flere talspersoner fra mediekampagnen Expose the BNP, som har gjort det til sin opgave at udstille BNP’s racistiske agenda i medierne, er oprørte over disse udtalelser og BBC’s »bejlen« til et racistisk parti som BNP.
Redaktør og medlem af Expose the BNP, Mehdi Hassan, siger til den britiske avis Socialist Worker, at BNP udnytter BBC-debatterne for at »opnå ekstra omtale og en falsk moderniseret og stueren profil.«
Weyman Bennet fra Unite Against Facsism er enig og tilføjer, at »BBC ingen lovlig forpligtelse har til at agere platform for det racistiske parti.
– BNP’s racisme, fascisme, homofobi og sexisme har ingen plads i vores samfund. Selv hvis BBC var forpligtet til give dem taletid, skal fascister ikke have lov til at sprede snavs på programmer, der er betalt af skatteyderne, siger han til Socialist Worker.
BNP er indtil videre inviteret til at deltage i tre programmer på BBC: BBC1’s News at Ten, BBC2’s Newsnight og BBC Radio 4’s Today programme.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96