Som hvid heteroseksuel mand skal man passe på med at udtale sig om ligestilling og især 8. marts. Fra nogle feministiske kredse kan man risikere at få at vide, at man skal lukke arret, og at kvindernes frigørelse er deres eget værk. Rigtigt nok et stykke af vejen, men så heller ikke mere.

Fra mandlig side kan man blive latterliggjort, som en gang på et Enhedslisteårsmøde, hvor jeg formastede mig til at støtte et forslag fra kvindeudvalget mod pornoficering af det offentlige rum. Efter megen høhø i toget hjem til Århus kom en ungersvend på at kalde mig Loretta efter en mandlig palæstinensisk oprører i Monthy Pytons Life of Brian, der ville solidarisere sig med kvindesagen og derfor klædte sig ud som kvinde og insisterede på at blive kaldt Loretta. Så langt gik jeg nu ikke, men navnet hænger ved, når det mandlige epos støves af med et par bajere i partilokalerne.

Bevares, stikker man snuden frem, så blotter man nakken og risikerer lidt dask. Min pointe er imidlertid mere alvorlig. Gu´ skal man da solidarisere sig og tage ligestilling alvorligt som mand. Det er jo hele grundbegrebet i solidaritet, at man solidariserer sig ved at tage del i andres kampe, hvor disse måtte findes, hvad enten det er undertrykte palæstinensere eller undertrykkende kønsstereotyper og -strukturer på arbejdsmarkedet, i religion eller kultur.

Alligevel halter solidariteten gevaldigt på venstrefløjen, når det kommer til et hjørne af kvindesagen. Nemlig minoritetskvinders rettigheder.

Denne dagsorden har højrefløjen sat sig godt og eftertrykkeligt på, og er man i tvivl kan man læse det seneste nummer af Enhedslistens blad, hvor Johanne Schmidt-Nielsen har en dobbeltsidet artikel under overskriften Er regeringen indvandrerkvindernes redningsplanke?

Heri gør hun dygtigt rede for, at regeringens mantra om, at ligestilling kun er et problem for indvandrerkvinder, er et falsum. Hun peger på den generelle uligeløn på 18 procent, og ikke nok med det, så gør hun lige så dygtigt op med, at regeringen skulle være indvandrerkvindernes redning ved at pege på en række regeringstiltag, som særligt rammer indvandrerkvinder såsom 7 års regel og 450 timers reglen, der især fratager indvandrerkvinder deres forsørgelse osv. Så langt så godt.

Problemet består bare i, at Johanne stopper her, som om den eneste undertrykkelse og uligestilling for etniske kvinder er regeringsskabte.

Det passer selvfølgeligt ikke. Lad os tage et par eksempler fra de sidste par uger.

Tvangsægteskaber

Søndag kunne Politiken.dk fortælle, at indsatsen mod tvangsægteskaber var slået fejl, og med kvindekrisecentrene som kilde fortælle, at der trods en stor oplysningsindsats fortsat er problemer med tvangsægteskaber. Dels da disse kan udføres i udlandet og dels med piger under 18 år, som ikke bliver officielt gift med myndighedernes indblanding, men alene religiøst gift hos en imam. Dertil kommer alle de gråzoneægteskaber, der befinder sig mellem tvang og fuldstændig frivillig accept af et arrangeret ægteskab.

Har man en gang, som vi, haft grædende unge piger på sofaen, der oplevede et enormt pres fra forældrene efter at have afvist de første forslag og egentligt bare ikke ville giftes. Piger som har oplevet forældres selvmordstrusler o.l. Ja, så er dette sgu´ et problem, som også skal tages alvorligt af venstrefløjen, uanset hvilke minoritetsgrupper det så måtte forekomme i. For mig er tvangsægteskaber og grelle tilfælde af gråzoneægteskaber intet andet end institutionaliserede serievoldtægter.

Må man slå sin kone?

I Kristeligt Dagblad har der de seneste uger kørt en debat om en ny bog om islamisk samliv og ægteskab udgivet af fængselsimam Jan Hansen og imam Abdul Wahid Petersen, hvoraf det angiveligt skulle fremgå, at det ifølge islam er tilladt manden at slå kvinden, hvis hun har været utro eller på anden måde handlet afskyeligt, hvad pokker det så betyder, om end man(d) ikke må slå i ansigtet eller efterlade mærker.

Af andre kønspolitiske artigheder fremgår det angiveligt også, at kvinder oftere kommer i helvede, fordi hun generelt er manden utaknemmelig, at kvinder skal adlyde sin mands (seksuelle) ønsker, at manden står over kvinden i familien og jævnfør tvangsægteskaber, at et gyldigt ægteskab ikke behøver myndighedernes inddragelse, og at faren bestemmer med hvem. Og hvis du er jomfru kan han sige ja på dine vegne – blot du ikke protesterer. Og denne bog er så udleveret til indsatte i landets fængsler af statslønnede fængselsimamer!

Lad os lige for prins Knud gentage Enhedslistens politik om kvindeundertrykkelse, som det fremgår af den religionspolitiske vedtagelse på årsmødet 2008:

- At vi arbejder for kvinders fulde ligestilling, hvad angår muligheder og rettigheder, som et led i kampen for kvinders frigørelse, og at arbejde for et generelt opgør med de kønsroller der indskrænker vores frihed som mennesker.

Så er det jeg undrer mig. Hvis nogle indvandrerkvinders undertrykkelse alene stammer fra regeringen, som man næsten forledes til at tro, når man læser Johanne Schmidt-Nielsens i øvrigt glimrende artikel.

- Er det så også herfra, at problemerne med tvangsægteskaber, legitimering af vold mod kvinder i ægteskabet og umyndiggørelse af kvindens ret til at bestemme over sin egen krop og seksualitet kommer fra?

Og hvis ikke, hvorfor pokker er venstrefløjen generelt og Enhedslisten i særdeleshed så pokkers berøringsangste for at sige det højt og ligeud. At grupper (langt fra alle - heldigvis) indenfor de etniske kvinder er udsat for en dobbelt undertrykkelse, som kun de færreste danske kvinder kan forestille sig. Og at denne dobbelte undertrykkelse dels stammer fra regeringens diskriminerende politik og hetzen mod fremmede på den ene side, men også kønsroller, patriarkalske strukturer og reaktionære religiøse praksisser og imamer på den anden?

Der findes vel to-tre hovedforklaringer på berøringsangsten.

Den første er vel den mest yderligtgående i mine øjne, som også af og til kan genfindes i debatterne på Modkraft og andre steder. Nemlig den kulturrelativistiske, som siger, at vi skal acceptere og forstå andres kulturer og religioner, som er særligt hævet over politisk kritik.

Og skal vi endelig forsøge at ændre noget, så skal det ske ud fra en respektfuld dialog og med vide hensyn og forståelse for netop det religiøse standpunkt, hvad enten det så er homohad eller stærkt patriarkalske strukturer. I mine øjne er dette på grænsen til racisme hverken mere eller mindre! Man accepterer nogle undertrykkelsesformer for andre på deres vegne, som man aldrig ville have accepteret selv eller for sin egen gruppe.

Den anden og mere udbredte forklaring er frygten for DF’s skygge. Nogle som eksempelvis flere fra IS, som jeg har drøftet det med, siger det befriende ærligt, at man ikke i en situation med fremmedhetz og islamkritik fra højrefløjen skal gå ind i den debat og kritisere islamister. Men at man omvendt skal solidarisere sig med muslimerne, da de er udsatte nok.

Dette er for mig et problematisk standpunkt – dels da man herved gør muslimer til en samlet ensartet gruppe (i øvrigt lidt ligesom DF, Trykkefrihedsselskabet og andre gør det, blot med modsat fortegn) og dels da man derved gør sig blind over for de undertrykkende strukturer, der også foregår internt i minoritetsmiljøer.

Og endelig er der vel den mest udbredte, hvor man i stil med nummer to har det dårligt med at kritisere minoriteter, der i forvejen er stigmatiserede. Omvendt er man også godt klar over problemerne, og vil erkende dem indadtil, mens man udadtil nøjes med at tage nogle få ufarlige kampe, som alle kan enes om. Det være sig kritik af præstestyret i Iran eller lejlighedsvise markeringer mod Hizb Ut Tahrir, hvilket er godt og vigtigt, men ikke nok, da man lukker øjnene for andre grupper og problemer og vel bare håber, at det går væk af sig selv.

Men det gør det ikke! Det er os som venstrefløj, der kan og skal tage de kampe på os. Ikke at vi skal umyndiggøre alle indvandrerkvinder og italesætte dem som ofre. Heri har Johanne en god pointe i sin artikel, men lige som mange etnisk danske kvinder er blinde for den sexisme og de strukturer, der begrænser dem, så skal vi da sætte fokus på, hvilke strukturer, kønsnormer og religiøse praksisser, som vi finder undertrykkende for minoritetskvinder ud fra vores idealer om ligestilling.

Med andre ord skal vi finde en mellemvej, og ikke den samme som SF og sosserne, der blot kopierer VKO minus 20-30 procent i den stramme udlændingelov.

Vi skal derimod turde tage debatterne og være der for den undertrykte og også dem, som undertrykkes internt i minoriteterne og vi skal sige mullaherne midt imod, hvad enten det er Krarup og Langballe eller Wahid Petersen og de andre konservative imamer.

Lad mig komme med et par eksempler.

For det første er det pinligt, at der endnu ikke har været venstrefløjsreaktioner på eksemplerne ovenfor. Havde det været Langballe, der havde været ude med en ”kristen” bog om retten til at revse sin kone, så skulle der nok være blevet råbt op.

For det andet og mere jordnært. Når Johanne glæder sig i sin artikel over, at et forslag om forbud mod badeforhæng ikke blev vedtaget i Folketinget, så mangler den anden del af fortællingen jo.

Nemlig en diskussion af hvilket kønssyn, der ligger bag ønsket om individuelle badeforhæng for piger. Er der Cult-reklamer i busskurene eller tilbud på G-strengstrusser til 7-årige i Kvickly, så skal venstrefløjen nok lade høre fra sig. Men ikke når det gælder et kønssyn, der betyder, at forældre ikke vil lade deres piger ses nøgne af andre alderssvarende piger.

Er det ikke at gøre piger i barndommen til objekter på lige fod med G-strengstrusserne? Er det i orden, at småpiger for at fremstå som rene ubesudlede gifteobjekter, som det har været fremme i debatten, skal være afskærmede. Og ligger der ikke en meget god pædagogisk pointe i, at man gennem folkeskolen kan lære, at kroppe ser forskellige ud, og vi kan være lige gode af den grund?

Og er det i det hele taget folkeskolens og dermed den offentlige sektors opgave at tilgodese disse hensyn? I Enhedslistens religionspolitiske vedtagelse fra 2008 står der jo ligeud, at ”det offentlige skal ikke bruges som kampplads for religiøs forkyndelse eller indrettes ud fra religiøse dogmer og regler.”

I øvrigt er det jo også et spørgsmål om ressourcer, som da Gullestrup skole ved Herning med 50 procent tosprogede i juni 2007 afskaffede de særlige muslimske badeforhæng med minimale problemer med forældrene. Simpelthen da det kostede en lærer ekstra at have det lovpligtige tilsyn med eleverne under badning, hvilket kunne bruges bedre på undervisning. Så det kan altså sagtens undværes uden bøvl.

Det tredje og sidste eksempel er Holberg skolen, der for nylig blev kendt for møder kun for mødrene. Bevares, nu viste det sig netop ikke at være det formelle forældremøde, som først antaget i medierne, og mange måtte bagefter trække i land – mig selv inklusiv på Facebook.

Men efter at postyret har lagt sig, så har jeg ikke hørt en eneste på venstrefløjen til venstre for SF, der har stillet spørgsmålet. Er det i orden at have en større gruppe medborgere i samfundet, hvis kvinder ikke må deltage i et møde på skolen af risiko for at se på eller blive set af en anden mand. Og er vi i øvrigt her ude i en såkaldt afskyelighed, hvis hun trodsede manden, der berettiger tærsk jævnfør Wahid Petersen og Hansens bog ovenfor?

Det er muligt at mødet isoleret set var en god ide for at få nye forældregrupper i tale og sætte fokus på mobning – sågar støttet af integrationsministeriet.

Men var præmissen for mødet i orden? At det åbenbart er legitimt med en sådan kønsapartheid, og var det gået for danske kvinder? Det er vel netop det, som må være lakmusprøven for solidariteten?

Mit håb med denne blog er at sætte en debat i gang om, hvordan vi håndterer dette ømtålelige emne for venstrefløjen. Jeg tror, at vi ved at turde tage debatten vil kunne udgøre et stærkt og solidarisk alternativ for mange nydanskere som er fanget mellem hetzen fra højre og reaktionære bindinger fra den konservative fløj i migrationsmiljøet, som vinder frem i disse år. Simpelthen fordi alternativet ikke findes. Spørgsmålet er så, om vi tør være det?

Kom med jeres bud herunder om jeg har ret og i givet fald, hvordan vi kan udfylde en sådan position bedst muligt. Og lad os få en sober debat uden mudderkast og kalden hinanden navne. Det er en følelsesladet debat på venstrefløjen, så lad os lige være ordentlige :-).
.