Fangerne på Gauntanamo-basen er reduceret til rent kød. De lever helt og aldeles i hænderne på den udøvende magt. Fangerne er end ikke fanger, men illegale kombattanter som det hedder. Som de fleste ved, betyder det at disse ”mennesker” ingen rettigheder har (i virkeligheden kunne man også sige at ingen ved hvad illegal kombattant betyder). De har ikke ret til at se en advokat, ikke ret til at komme for en dommer, de har end ikke ret til at blive tiltalt. I den forstand, er det kun fordi fangevogterne er venlige at de ikke tager livet af deres fanger – og det er vitterligt deres fanger. Fangevogterne ville med stor sandsynlighed ikke blive straffet for forskellige former for overgreb (tortur) og drab. Disse overgreb vil allerhøjest blive noteret som noget rod, besværligheder eller uoverensstemmelser i bureaukratiet.

I midlertidigt har præsident Barrack Obama, tilkendegivet at dette bør få en ende – før eller siden. Intet af dette kommer bag på nogen læser!

Alt dette af banalt om end fortsat helt og aldeles skrækkeligt. Men det er samtidig fortsat et tankevækkende de facto over den vestlige verdens virke. Guantanamo og holocaust (uden sammenligning i øvrigt) er ikke et brud med den vestlige modernitet, men en konsekvens heraf.

At slippe for Guantanamo

Det forekommer mig, at der er 3 muligheder for, at undslippe denne fortsatte og totale ”menneskelige” zoologiske have. Zoe kommer i denne sammenhæng af græsk og betyder ukvalificeret liv eller fysisk eksistens. Derfor kan man forstå Guantanomo-lejren som en have eller en lagerhal til opbevaring af levende kød. ”Menneske” forbliver i denne forbindelse i parentes.

Første mulighed for at undslippe denne fangelejr er tiltalen/sigtelsen, den anden mulighed er løsladelsen og den tredje mulighed er selvmordet (hvad flere har benyttet sig af). Netop disse tre muligheder forekommer mig blot, at udvide denne menneskehedens tragedie.

Selvmordet

Lad mig starte med den sidst mulighed. Selvmordet forekommer efter min overbevisning naturligt, idet mange år i det totale barbari, tilbagevendende overfald fra fangevogtere, ydmygelser og total uvished om sig selv og sin fremtid, burde være grund til ikke at ville leve livet videre. Dog kræver selvmordet en ting, nemlig et selv. Blandt andet derfor var selvmordsraterne i de nazistiske koncentrationslejre ganske lave. Næsten ingen forsøgte sig med flugt eller selvmordet! Det kræver simpelthen, et normativt overskud eller et selv, der ligger udover den blotte fysiske eksistens, for at kunne tage livet af sig selv.

Løsladelsen

Muligheden for løsladelse findes også. Det forekommer som den bedste i de tre muligheder. En endelig afslutning på sine lidelser og starten på et menneskeliv. Dog ser man blandt mange fanger, endda fanger der har siddet i regulært fængsel, med rettigheder og muligheder for aktiviteter, have meget svært ved, at varetage livet efter mange år i fangeskab. Har fangeskabet været i Guantanamo, er chancerne for et ordentligt liv, ikke just bedre. En total løsladelse vil betyde, at tiden i Guantanamos rædselskabinet har været helt og aldeles ubegrundet, og end ikke udsigten til en straf kan være rettesnor. Dette absolutte tab af mening, vil være en ulidelig prøvelse for mange. Og denne mulighed vil kunne føre til selvmordet som nævnt ovenfor.

Tiltalen

Den første mulighed som jeg nævnte, nemlig tiltalen, vil måske virke som en lettelse, hvor absurd det end måtte lyde. Tiltalen vil være en fortsættelse og samtidig en stabilisering af den historie Guantanamo-basen har produceret. Fangen er fanget, fordi fangen er tiltalt/sigtet. Det er meningsfuldt og vil måske opfattes som en sammenhængene historie, der omsider ville ende med en sigtelse og siden hen en dom. Fangen (eller det ukvalificerede liv) vil omsider modtage rettigheder. Rettighederne der knytter sig til en dømt forbryder. Vi vil endda komme i den situation, at det for fangen vil være mindre vigtigt om han/hun faktisk har begået noget ulovligt eller om forbrydelsen og dommen stemmer overens.
En tiltalt, sigtet eller dømt person må være forbundet med en højere grad af integritet end en illegal kombattant. Således vil det være et skridt fremad mod sine politiske rettigheder, at blive dømt for noget man ikke har gjort. En person der er dømt uden at have begået noget ulovligt er ikke nær den eksklusion og ydmygelse en illegal kombattant underlægges.

Samfund

Lykken er ikke gjort ved Guantanamos nedlæggelse. Guantanamo er en forbrydelse mod menneskeheden som det så storslået hedder. Forbrydelser af den art, har det vanskelig med ordene. Ordene slår ikke til. Forsøger man at beskrive grusomhederne (som jeg lige har forsøgt mig) med de ord vi har til rådighed, fortaber de sig i urimelige påstande om hvordan disse hændelser skete eller hvordan mennesker har det efter disse statslige overgreb. Virkeligheden er endnu mere grusom end ordene kan begribe. Skal vi derfor helt undlade, at forsøge på en beskrivelse? Selvfølgelig ikke!

Det er vores samfund der producere den slags elendigheder og grusomheder. Det er vores samfund hvori Guantanamo befinder sig. Det er vores type samfund, der ”opfandt” udryddelseslejre. Dette vil end ikke dyr gøre mod hinanden. Lejren (for Guantanamo er ikke et fængsel i oprigtig forstand) producerer bestemte former for samfundsproblemer der på ingen måde forsvinder med dens nedlæggelse. Problemer som vores demokratiske samfund selv har skabt og som griber dybt. Det danske folkestyre har samarbejdet og understøttet disse former for radikale overgreb og vi må derfor ikke forstå Guantanamo-lejren som en parentes, et enkelt tilfælde eller en ”smutter”. Disse former for radikale overgreb forsvinder ikke ved floskler som ”en ny regering” eller ”ned med Obama”. Det er en systematik der findes potentielt i den måde vi har opbygget vores samfund på!