En der kalder sig Søm skrev på min blog, at min opfattelse af Asmaas politiske potentiale "virker meget verdensfjernt. Det virker ærlig talt mest som en forelskelse, hvor man ser sit indre idealbillede og ikke den rigtige person man står overfor."
Den engang kendte sagfører, kommunist og modstandsmand, Carl Madsen(CM) beskrev i sine erindringer "Mens bladende falder" hvordan det var mødet med den kommunistiske leder Thøger Thøgersen, der som ganske ung gjorde ham til kommunist.
Det var, skriver CM(som jeg husker det) fordi Thøger Thøgersen var den absolutte modsætning til CM´s afrettede og småborgerlige far.
CMs grundlæggende antagelse var, at følelsen kommer før rationalet. At vi intuitivt, følelsesmæssigt vælger en retning, en tendens, og senere belægger det med ord begrunder det overfor sig selv og omverdenen.
Jeg giver CM helt ret. Vi er båret langt mere af følelser end det pæne rationale vi fremviser for verden - og søger at begrunde vore egne handlinger med.
Forleden tænkte jeg på en eller anden underlig indre lighed i mit hoved mellem Asmaa og Muhammed Ali.
Muhammed Ali (dengang Cassius Clay) havde jeg en meget ungdommelig (11årig) betagelse af. Han var bare fabelagtig. Alt han gjorde strittede imod den indsnævrede sønderjyske provinsby moral(efterrationalisering!!)
Muhammed Ali,skiftede navn, fordi hans gamle efternavn Clay, var det han havde fået fra den slaveejer,hans forfædre i sin tid var blevet givet fri fra. Efter han var blevet olympisk mester blev han"boy" hos sin manager, og fik ikke lov til at spise sammen med ham og hans familie
Mohammed Ali blev min vej til optagethed af racefordomme etc etc.
Men, se nu igen ..jeg efterrationaliserer. Jeg anede jo intet om det, da jeg som 11 årig sneg mig ind og så ham på tysk tv klokken 2 om natten.
Ligheden på Asmaa og Muhammed Ali er at de på forhånd er klassificeret som underhunde, men nægter at påtage sige rollen som sådan. At gøre det kræver en særlig form for selvbevidsthed - og det er måske den, der har irriteret nogle folk, som jeg har talt med, om Asmaa.
Jeg har altid elsket den særlige form for selvbevidsthed og trods.
Jeg mener, at den er forudsætningen for, at undertrykte kan rejse sig.
Alt det pis der var om tøklæde klædte piger- og ind på scenen trådte Asmaa. SEJT!! Jeg elskede hende for det.
og så synes jeg faktisk osse rigtig godt om hendes holdninger, hun er en begavet kvinde....faktisk...men det var ikke det det startede med....jo...