[Ankara, Tyrkiet:] Den smalle gade foran fagforeningen Türk-Iş i centrum af Ankara er fyldt til bristepunktet med strejkende tobaksarbejdere. Duften af te og tobaksrøg blander sig med lyden af kampråb og tyrkisk folkemusik.
På trods af massiv politivold og en regering der ikke lader til at være interesseret i dialog, er stemningen og humøret højt blandt arbejderne i de mange små telte, der er slået op i gaden for at skærme for den bidende kulde, som den anatolske vinter har at byde på.
Flere tusind tobaksarbejdere fra hele Tyrkiet har siden midten af december boet i teltene i denne gade.
Grunden er, at Tekel, det tyrkiske statsejede tobaksmonopol, er blevet privatiseret og solgt på auktion, hvilket har store konsekvenser for arbejderne. Flere fabrikker skal lukkes ned med massefyringer som konsekvens.
De arbejdere, der får lov at beholde deres jobs, vil for fremtiden være ansat under paragraf 4c for offentligt ansatte. Dette betyder langt færre rettigheder, blandt andet forbyder paragraffen arbejderne at danne fagforeninger, og alle ansættelser bliver midlertidige med en varighed på 4-10 måneder. Derefter er det op til virksomheden om ansættelsen skal fortsætte eller ej. Derudover vil lønnen for fabriksarbejderne blive markant nedsat.
Udover de mange tusinde strejkende arbejdere, har der været sultestrejke i tre dage i midten af januar.
Burcu Ayan, koordinator for internationale relationer i Türk-Iş, fortæller, at fagforeningen lige nu er midt i forhandlinger med regeringen. Er resultatet negativt, vil arbejderne gå i sultestrejke igen og arbejdere fra andre industrier i Tyrkiet annoncerer en en-dagsstrejke i solidaritet med tobaksarbejderne.
Den 15. december sidste år ankom TEKEL-arbejdere fra hele Tyrkiet til Ankara i busser for at deltage i protesterne mod statens salg af virksomheden. Uden for byen blev de imidlertid mødt af en politiblokade, som nægtede at lade busserne passere.
Efter flere timers forhandling fik arbejderne dog tilladelse til at komme ind i byen. De følgende to dage slog de lejr foran AKP, Tyrkiets regeringspartis hovedkvarter i Ankara.
Den tredje dag havde politiet held til at få flyttet protesterne hen i en nærliggende park, hvor de fredelige arbejdere blev omringet af politiet, der tog alle tilgængelige magtmidler i brug for at opløse folkemængden.
Knipler, tåregas, peberspray samt det tyrkiske politis yndlings-repressionsmiddel, vandkanonerne, blev brugt flittigt mod de sagesløse arbejdere.
Politivolden havde dog den stik modsatte effekt. Flere og flere tilslutter sig hver dag de tusinder af demonstrerende arbejdere, som siden d. 17. december har haft deres lejr i gaderne rundt om Türk-Iş.
Og arbejderne har ikke i sinde at give op. Murat Efe, en 40-årig tobaksarbejder fra Diyarbakir, fortæller om sin og kollegernes situation:
– Vi har gennem flere år arbejdet under dårlige forhold på fabrikkerne, hvilket har ført til helbredsproblemer hos mange. Vi brokkede os ikke af frygt for at miste vores job, men nu, hvor vi står til at blive fyret, er der jo intet tilbage at miste. Jeg er for gammel og mit helbred er for dårligt til at jeg kan finde et andet job. Alle er fast besluttede på at blive ved med at kæmpe til den bitre ende i denne sag.
Dette lader til at være indstillingen hos alle. Strejken har skabt en enorm sammenhængskraft i den tyrkiske arbejderbevægelse. Fagforeninger og arbejdere står for første gang, på trods af store ideologiske forskelligheder, sammen om hovedkravene: drop fyringerne og afskaf paragraf 4c.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96