De seneste år har borgernetværk, kunstnergrupper og aktivister arbejdet målrettet på at sætte byudvikling på den politiske dagorden i den tyske by Hamborg. Omkring årsskiftet lykkedes det over al forventning.
I august 2009 rykkede 200 kunstnere ind i 15 gamle bygninger i byens centrum og indrettede udstillinger, atelierer og cafeer. I stedet for at sende politiet ind, valgte bystyret overraskende at gå i dialog med besætterne.
Godt fire måneder senere - den 16. december - kom der så endnu en overraskelse: Bystyret, som består af en alliance mellem venstrefløjspartiet De Grønne og det borgerlige CDU, besluttede at købe alle bygningerne tilbage fra en hollandsk investor. Til overpris og med det formål at lade de nye beboere overtage stedet.
For at forstå denne pludselige forbrødring mellem gamle arvefjender i den ellers så stridslystne havneby, har Modkraft ringet til en af centrale beboeraktivister på den anden side af grænsen.
– Det er et interessant øjeblik lige nu i Hamborg. Finanskrisen har betydet at boligspekulanter må lade huse stå tomme og det har skabt en debat om hvem der egentlig har retten til byen - beboerne eller dem, der har en stor pengepung, fortæller Christoph Schaefer.
Han er aktiv i beboernetværket »No BNQ« og initiativet »Es Regnet Kaviar« (Det regner med kaviar, red.), som det seneste år har haft succes med at organisere beboerne i Hamborg til kamp mod, hvad de opfatter som en neoliberal byudviklingspolitik.
Det er blandt andet lykkedes, at stoppe at lejelejligheder omdannes til ejerlejligheder i St. Pauli-kvarteret samt at forhindre åbningen af en eksklusiv Beach Club. En aktuel kampagne tager udgangspunkt i besættelsen af en bygning, som efter planen skal bruges til en IKEA-forretning.
Ifølge Christoph Schaefer har Hamborg, ligesom mange andre europæiske byer de sidste 20-30 år været vidne til et byggeboom, hvor store virksomheder, boligspekulanter og private investorer har omskabt byen i deres eget billede uden at tage hensyn til beboerne.
Det har betydet, ifølge kritikerne, at mange tyske lønmodtagere ikke har råd til at bo i deres egen by. Stadig flere områder i byen omdannes til urbane ørkener af glas og stål, der kun har det formål at servicerer store virksomheder og finanssektoren. Tidligere havde venstrefløjen patent på kritikken af denne udvikling, men på det seneste er stadig flere mennesker begyndt at mærke konsekvenserne på deres egen krop.
– Kombinationen af et stadig mere usikkert arbejdsmarked og stigende huslejepriser har betydet, at mange borgere er blevet lydhøre overfor vores argumenter. Selv de konservative kan se, hvad vi mener, griner Christoph Schaefer.
Den aktuelle debat i Hamborg startede med manifestet »Not In Our Name«, som blandt andet blev bragt i den borgerlige avis Die Zeit. Heri skriver aktivisterne blandt andet:
»Vi lader os ikke sælge som de rene tosser. Kære politikere: Vi nægter at tale om denne by i marketing kategorier… En by er ikke et brand. En by er heller ikke en forretningsvirksomhed. En by er et fællesskab«.
Manifestet er et skarpt angreb på bystyret, som ifølge forfatterne, forsøger, at brande Hamborg som »et harmonisk, socialt afbalanceret fantasiland« for at tiltrække »den kreative klasse« på bekostning af den allerede eksisterende befolkning.
»Not In Our Name«-manifestet rummer også en skarp kritik af en markedsstyret byudvikling i det hele taget. Og det er ikke tilfældigt.
Mange græsrodsaktivister engagerer sig i den aktuelle bykamp ud fra en overbevisning om at byen er en ny og helt central kampzone i kampen mod kapitalismen.
Hvor det tidligere var fabrikken og arbejdspladsen, der ifølge klassisk marxistisk teori var omdrejningspunkt i kampen for en bedre verden, så mener mange af de nye aktivister, stærkt inspireret af ny-marxisterne David Harvey og Henri Lefebvres ideer, at byen har overtaget denne plads.
Denne forskydning har en positiv betydning for det politiske arbejde, lyder der fra Christoph Schaefer:
– Folk opfatter sig ikke som ofre, men er bevidst om, at de er med til at tilføre byen værdi og har rettigheder. Folk ønsker at genopfinde byen på en positiv måde og være med til at tage socialt ansvar.
En af de metoder, som har vist sig særlig effektiv i den nye bevægelse er at tage udgangspunkt i beboernes egen situation. Det er blandt andet sket ved at man har interviewet de mennesker, som risikerer at måtte flytte fra hus og hjem på grund af udviklingen.
På den måde er det lykkedes at gøre fremmedord som »gentrificering« forståelig for den almindelige tysker. Begreb dækker over udviklingen i lavindkomst-områder, hvor velhavende tilflyttere skubber de oprindelige beboere ud ved hjælp af privatiseringer, spekulation på boligmarkedet og neoliberal byplanlægning.
Også i Danmark har der de seneste år været debat om gentrificerings-tendenser, særligt med udgangspunkt i bydelene Vesterbro og Nørrebro i København. I begge områder er boligpriserne eksploderet og afstanden mellem rige og fattige er blevet mere udtalt.
Ligesom i Hamborg så har finanskrisen samt kampen om Ungdomshuset været med til at aktualisere debatten om byudvikling i København. Det mener i hvert fald Jakob Jakobsen, som er lektor på kunstakademiet i Odense og forsker i byens rum.
– Der er klare paralleller mellem Hamborg og København. Men hvor det i midt halvfemserne lykkedes at udvide Folkets Park på Nørrebro, så blev potentialet i Ungdomshus-kampen ikke bredt ud til en generel diskussion om byen, siger han til Modkraft.
Ifølge Jakob Jakobsen kan dette hænge sammen med den manglende politiske organisering i København, som betyder at de forskellige kampe ikke bindes sammen. Desuden peger han på at beboerinitiativerne på Nørrebro er mere trængt i dag end tidligere. Han er alligevel optimist.
– Mentaliteten i dele af Hamborg og Nørrebro minder meget om hinanden. Og der er initiativer i gang på Nørrebro omkring, at åbne områdets mange gårde op for alle beboere, fortæller han.
I en artikel bragt på hjemmesiden Openhagen.net og Kontradoxa med titlen »Byen er krise« argumenterer han desuden for at udviklingen på boligmarkedet efter finanskrisen har sat gang i en »de-gentrifisering« på Nørrebro. Boligsalget er gået i stå og resursestærke beboere søger væk fra området.
Modsat Hamborg, så kommer konflikterne i Danmark i højere grad til udtryk igennem vold, hærværk og skudepisoder. En række konfrontationer på gadeplan i form af bande-konflikt, Ungdomshus-optøjer, hærværk mod cafeen Streckers og den meget omtalte Hyskenstræde-fest, er eksempler.
»Krisen trækker frontlinjerne skarpere op og gør den urbane klassekamp mere og mere kompromisløs. Det har vi set ved flere lejligheder på det seneste, hvor der har været direkte konfrontation mellem de forskellige interesser i kampen om retten til byen. Hyskenstræde-urolighederne og sabotagen mod Streckers cafe på Blågårdsgade/Nørrebrogade er gode eksempler på, hvordan de modstridende interesserer nu støder direkte sammen i åbne konflikter i byens rum«, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96