Fredag den 15. januar 2010 holdes sidste retsmøde i retssagen mod talsmanden for Foreningen Oprør, Patrick Mac Manus.

Den irsk fødte talsmand er anklaget for at støtte terror ved at ved at have overført 100.000 kroner til oprørsbevægelserne FARC og PFLP i Colombia og Palæstina samt for at have opfordret til økonomisk støtte af »terrorhandlinger«.

Patrick Mac Manus hævder, at påstandene om pengeoverførsler var en satirisk happening. Dommen forventes afsagt den 8. februar 2010.

Den anklagede har til sidste retsmøde lavet en tekstsamling, der vil blive brugt af hans forsvarer Torkil Høyer.

Indledning

Som nytilkommen til Danmark var den satiriske ugeavis Corsaren, udgivet i årene 1974-79 og igen i 1983-85, et sted at være for den anklagede talsperson. Corsaren var piraternes skib, hvor kritik, ironi og humor var flaget.

Den anklagede var dybt inspireret af den irske satiriker Jonathan Swift, som i sin tid opfordrede til spisning af de fattiges børn som løsning på tidens krise.

Bidrag til Corsaren, Politiken, Information, Dagbladet Arbejderen og Weekendavisen omfattede mange temaer: et forsvar for alle spioner under den ’kolde krig’, et opgør med intolerancen mod flygtninge og indvandrere, med uligheden i det kulturelle, sociale og økonomiske liv i Zoologisk Have og mange andre steder.

Blandt den anklagedes første handlinger som talsperson for Foreningen Oprør var et brev, der opfordrede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen til at blive officiel protektor for Foreningen Oprør.

Et beskedent forslag

- til minde om Jonathan Swift, Et Beskedent Forslag (Dublin 1729).

Det er påfaldende i hvor ringe grad overgangen fra landbrugsland til det moderne samfund har medført den ændring, som en sådan omvæltning i sidste ende uvægerligt må medføre.

Vores menuer udviser en forbavsende traditionsbundethed. Det er stadig således, at vor forestilling om fødevarer entydigt er knyttet til agrarmiljøet. Oksen, grisen og poularden er stadig hovedemner på menuet.

Det burde egentlig være anderledes. Løsrivelsen fra det landlige miljø, fra mark, eng og mødding, bør føre til mere tidssvarende kulinariske præferencer. Opmærksomheden bør for længst have rettet sig mod den righoldige produktion af fattige og arbejdsløse, som foregår for vore øjne med uhæmmet vækst og til ingen verdens nytte.

Omfanget af denne hidtil miskendte produktion kan takket være vort eget udbyggede statistiske system anslås til cirka 22.750 tons i dette finansår. Udgangspunktet ved en sæsonbetinget beregning i arbejdsløshedsstatistikken er en dødvægt per individuel enhed på 65 kilogram.

Et samfund, som på så mange andre måder er præget af prisværdig teknologisk rationalitet, kan ikke i længden se bort fra uudnyttede ressourcer af ovennævnte omfang. Tilføjes skal også, at de praktiske vanskeligheder forbundet med omstillingen, ville være minimale.

Med teknikker, som ikke væsentligt ville afvige fra en kommunal rottepolitik, ville ressourceenhederne kunne indfanges på offentlige pladser, gadehjørner, butikscentre og banegårde. De offentlige registreringssystemer vil kunne bidrage til løbende opgørelse og opsporing. Et samarbejde mellem hidtidige arbejdsformidlingsinstanser og forarbejdningsindustrien vil være både oplagt og påkrævet. En vis modstand kan forventes, men kan håndteres af den statslige autoritet.

Dette beskedne forslag må ikke opfattes som en altomfattende løsning på verdens så plagsomme tilstande, men er alene et beskedent bidrag hertil.

Et mindre, men ganske glædelig resultat ville være fornyelser i de kulinariske værkers antal og kvalitet. Det er mit håb at andre, som besidder erfaring og dristighed, vil bidrage til en ny og liflig udvikling i menuens kunstart.

Forsvar for spioner

Aviserne beretter om afsløringen af den alvorligste spionaffære siden anden verdenskrig. Tre spioner i forsvarsministeriet har gennem fire år viderebragt oplysninger til anden side. Kopier af utallige dokumenter, en del af dem klassificeret som ’yderst hemmelige’ er blevet udleveret. Regeringen er bestyrtet. Rigsadvokaten udtaler, at »det vil vare længe før skaden er udbedret«.

Jeg må indrømme, at jeg ikke hører til dem, der helt har fattet situationens alvor. Mens de høje herrer med eller uden kasketter bestyrtes og hovederne ruller (trods alt kun i overført forstand), ville jeg mene, at vi andre kan ånde lettet op i et par år endnu.

Der er stor sandsynlighed for, at ’fredens’ bevarelse afhænger af parternes kendskab til hinandens planer, og hellere den ’fred’ end det mere nærliggende alternativ.

Det er i øvrigt højst tænkeligt, at den anden part har haft en betydelig interesse i afsløringen: at den ene part ved, hvad den anden ved, er ikke nok. Den anden må også vide, at de andre ved det und so weiter.

Vi burde overlade bekymringerne til dem, der har dem, og som nu i et langt tidsrum må arbejde på at udbedre ’skaderne’. Samtidig må vi håbe på, at de ’udbedrede’ forhold kommer til rette vedkommendes kendskab, før verden styrtes ud i det helt uforbederlige.

Spionernes internationale transaktioner er lyssky og ofte ikke uden et indslag af personlig vinding, men må trods alt betragtes som menneskevenlige. Dette bekræfter naturligvis også noget om menneskevenlighedens smalle kår i en tid som vor.

Konflikt i Zoologisk Have

De ansatte har lukket Zoologisk Have for at understrege deres utilfredshed med arbejdsforholdene og med Havens ledelse. I en udtalelse hedder det at »Zoo må formodes lukket indtil en afklaring er fundet«. Det oplyses at dyrene vil blive fodret og passet som sædvanligt, de vil ikke blive berørt af konflikten, som det hedder i en sådan sammenhæng.

Det skal nok komme til at passe. Tigeren vil fortsætte sin trange gang frem og tilbage, elefantens øjne vil forblive udslukte. Livet vil fortsætte for søløver uden håb, for den triste gorilla og flodhesten uden flod, for prærierotter uden prærie, stenbukke uden alper, fugle uden himmel, isbjørne uden isflager, for dyr uden det dyrebare.

Det kan derfor ikke komme bag på nogen, at sympatiaktioner med Havens ansatte ikke kan ventes fra den kant, også uanset det absolut rimelige i de fremsatte krav. Hvis dyrene kunne drømme, som de muligvis også kan, ville de alle som én drømme om uddrivelse fra Haven, den helt uparadisiske.

Hyldest

I 1880erne holdt borgmesteren i den engelske industriby Middlesborough en tale ved åbningen af byens nye rådhus. Ifølge avisreferaterne sagde borgmesteren blandt andet:

»Røg er et tegn på arbejdets rigelighed (bifald), på tidernes velstand (bifaldsråb), den vidner om, at alle lag af arbejdende mennesker er i arbejde (hørt! hørt!). Derfor er vi stolte af vores røg (langvarigt bifald)«.

I den tid, der siden hen er gået, er talen blevet holdt utallige gange og med mindre og uvæsentlige variationer. I dag er det ikke længere røgen, der lovprises, men giftige giganter, glaspaladserne uden prinsesser, asfaltens ekspansion og andre former for kapitalistisk jordbesættelse.

Bifaldet er præget af større diskretion end i Middlesborough, men det formår stadig at overdøve dem, som ikke er blandt de indbudte til højtideligheden.

Uhyrer

Der er indløbet meddelelser fra nyhedsbureauerne om, at vestafrikanske kystfiskere har fanget et »uhyre med arme, ben, fingre og tæer, et øre, et horn, skægvækst og et glødende øje«.

Her skal der ikke rejses tvivl om meddelelsens troværdighed, men en anden tvivl kan melde sig straks.

Med stor rimelighed kan man hævde, at hverken det fangne uhyre nogensinde kan beskyldes for noget, der blot minder om de uhyrligheder, vi kender fra alle kontinenter. Uhyrer, der besidder arme, ben og tæer, uhyrer, der mangler horn, uhyrer, der aldrig fanges, og slet ikke af kystfiskere.

Et mindre reformforslag kunne være en fredning af den art uhyrer, der uforskyldt bærer dette navn. Et beskedent forslag til en smule mere retfærdighed i verden, hvor man kan synes, at magtens uhyrer længe har nydt en sådan beskyttelse.

Skidt og kanel

I et tidligere pakhus i Amsterdams kanalsystem er der blevet indrettet en institution for de sindslidende. Det gamle pakhus er blevet istandsat og moderniseret. Under istandsættelsen viste der sig et tilsyneladende uovervindeligt problem.

Pakhuset var siden den hollandske handelskapitalismes opblomstring blevet anvendt til oplagring af kanel, høstet af slaver på de østindiske øer. Dette var man ophørt med for mange år siden, men fra mure og bjælker gik der stadig en gennemtrængende lugt af kanel.

Fjernelsen af denne ældgamle stank var det vanskeligste problem ved nyindretningen, og blev efter mange forgæves forsøg løst ved hjælp af et imprægneringsmiddel, hvorefter de sindslidende kunne anbringes.

Der er en anden lugt, der kan blive endnu vanskeligere at komme til livs, og som intet imprægneringsmiddel vil kunne fjerne. Den hænger i alt, i bygninger og bekendtgørelser, i love og adfærd, også den er ældgammel og kvalmende.

Det er stanken af intolerance og fortrængning, af selvtilstrækkelighed og foragt, af indespærring og straf, af selvgod ondskab og nationsfølelse, som for fintfølende sanser vælter frem af samfundsindretningen.

Ligeså lidt som jeg ville kunne råde de hollandske bygningshåndværkere ved løsning af deres problem, ligeså lidt vil jeg her kunne anbefale eventuelle løsningsmuligheder. Blot dette, at mens det i nogle tilfælde kan være tilstrækkeligt at behandle bjælkerne, kan det i andre være nødvendigt helt at rive dem ned.

Efterord

Åbent brev til Statsministeren: Opfordring til at blive protektor for Foreningen Oprør

Som nystiftet forening, der nu runder femhundrede enkeltmedlemmer, ønsker vi at udtrykke vor anerkendelse for de synspunkter, som senest er kommet til udtryk ved 4. maj arrangementet i år.

Din klare anerkendelse af befolkningers ret til modstand, herunder retten til væbnet modstand, er et væsentligt signal i vor tid.

I alt for høj grad er oprør mod besættelse og illegitime styreformer i disse år i fare for at blive stemplet som terroristisk. Det er derfor ganske befriende, at landets statsminister i så klare vendinger kan fastholde modstandens moralske dimension.

Som anerkendelse herfor ønsker vi at opfordre dig til at indtræde som protektor for Foreningen Oprør, hvis væsentligste formål netop er at fastholde, at frihedskamp ikke er terrorisme.

En uddybning af foreningens opfordring og afklaring af procedurer ved hvervet som protektor ville vi foreslå bliver drøftet ved personligt møde, som forhåbentligt kan aftales i nærmeste fremtid.