Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Honduras: Kongres bekræfter (igen) militærkuppet

3. december 2009 - 16:44

Honduras: Kongres bekræfter (igen) militærkuppet

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ole Wugge Christiansen

111 medlemmer af den 125 mand store honduranske Kongres nægtede onsdag den 2. december at genindsætte den folkevalgte præsident Manuel Zelaya på præsidentposten i de to sidste måneder af hans embedstid.

Læs artiklen »Honduran Congress votes down Zelaya’s reinstatement« på hjemmesiden for BBC

Læs artiklerne »Kongressen siger nej til at genindsætte Mel Zelaya«, »Valget får et retsligt efterspil« og »Mens stemmerne tælles op, systematiseres valgdagens overgreb« på hjemmesiden www-ulandsnyt.dk

Læs danske fagforeningsfolks beskrivelse af valget i artiklen »Manipuleret valg i Honduras« på hjemmesiden ulandssekretariatet.dk

Kongresmedlemmerne skulle i afstemningen tage stilling til, om de ville bekræfte en tidligere beslutning, nemlig en resolution fra den 28. juni, der afsatte Zelaya fra præsidentposten og indsatte Roberto Micheletti som midlertidig præsident - en beslutning, der kastede landet ud i en krise, der ind til videre har varet i et halvt år.

Forsoning undermineret af kupmagerne

Den nye afstemning var et led i den såkaldte San José-Tegucigalpa-aftale, der skulle mægle mellem den afsatte præsident og kupmagerne.

JPEG - 44.5 kb
Præsidentvalget i Honduras blev gennemført under hård militær kontrol.

Aftalen åbnede mulighed for at Zelaya kunne genindsættes i resten af sin embedsperiode, hvis Kongres og Højesteret i landet godkendte det. Men det har først landets Højesteret og nu også Kongressen nægtet at efterkomme.

Aftalen skulle have banet vejen for et demokratisk valg søndag den 29. november. Kupmagerne udskydelse af iværksættelsen af aftalens bestemmelser betød imidlertid, at præsident Zelayas støtter og de folkelige kræfter i Modstandsfronten mod Militærkuppet har trukket deres støtte til valget og opfordret til boykot. Mere end 170 kandidater trak deres kandidatur op til valgets gennemførelse.

Og valghandlingen blev på grund af kupmagernes enevældige magt gennemført under stærk militær kontrol og overvågning - og med flere bekræftede rapporter om overgreb, blandt andet om tvungen valgdeltagelse samt gummikugler, tåregas og vandkanoner indsat mod ubevæbnede demonstranter.

»Ratificering af kup«

Manuel Zelaya kalder kongressens beslutning den 2. december for en »ratificering af kuppet«.

Mens Kongressen debatterede resolutionsforslaget, måtte sikkerhedsstyrker endnu en gang holde demonstranter, der protesterede uden for bygningen, på afstand. Andre demonstranter, der forsøgte at nå frem til parlamentsbygningen, blev holdt uden for byen af svært bevæbnet politi og militær.

Vinderen af søndagens valg blev det stærkt højreorienterede Partido National’s kandidat Porfirio Lobo Sosa. Kun USA, Israel, Peru, Colombia og Tyskland har meddelt, at de anerkender valgets resultat. Ecuador, Bolivia, Venezuela, Argentina, Paraguay og Spanien har afvist det.

EU har endnu ikke taget stilling - og også det danske udenrigsministerium har indtil videre været tavs.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96