Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Forbrugerisme og Engangsknald

1. december 2009 - 18:50

Forbrugerisme og Engangsknald

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Eskil Andreas Halberg

Vi adskiller os fra dyrene ved ikke at tilfredsstille vores behov umiddelbart. Vi koger kartoflerne, før vi spiser dem, skummer fløden, før vi drikker mælken, og har sociale ritualer ved servering. Vi indgår i en samfundsmæssig arbejdsdeling, der på rationel vis har medført, at vi ikke umiddelbart konsumerer ting, når vi modtager dem. Vi bytter eksempelvis med andre for at fremskaffe andre ting.

Denne adskillelse fra dyrene kommer i midlertidigt på prøve i julemåneden. Her er det, som om vi glemmer vore civilisationsopdragede mådehold. Ved et hurtigt kig i FONA 2000 på Strøget i København, kommer det ikke længere bag på nogen, at indretningsarkitekter, sociologer, psykologer og andre sociale ingeniører spiller en afgørende rolle for det forbrug, der får ’virksomheden Danmark’ - jul efter jul - til at slå nye konsum- og indtjeningsrekorder. Ved indgangen til butikken bliver man med et eksplosionsagtigt sanseindtryk suget ind. 30 forskellige fjernsyn viser med millioner af farver deres potentiale, samtidig med at dvd-maskiner i en stor bunke fås til 299 kr.

Forretningskunst handler - ikke mindst i juletid - om, at nedbryde den disciplin eller socialisering, der skiller menneskene fra dyrene. Forretningers indretning, som fordrer stigende forbrug og impulskøb, er et forsøg på at fravriste os vores gennem historien tilvejebragte fornuft: Gennem mådehold har menneskene gennem civilisationen forsøgt at holde igen med emotionelle følelsesudbrud.

Men i FONA 2000 skal ingen spare på drifterne. Flå blot ned fra hylderne og nyd den umiddelbare udløsning. Hold ikke igen, du kan jo købe nyt, når det nye er blevet gammelt. Butikken skal gøre det nye gammelt, blot som vi har købt det, for herpå at tilbyde nyt igen. Der er udbudt fri kærlighed til alle vare.

Magien er reduceret til umiddelbar udløsning - som singlelivets ’one-night-stands’. Magien, der i Marx’ vareanalyse gjorde tingen til fetich, synes nu væk til gengæld for den rene tingshed. Vi har indset, at varer blot er ting, vi konsumerer fordi den frie kærlighed, blot er blevet til engangsknald.
For at skabe nye markedsandele skralder butikken menneskenes beherskelse af drifterne væk. Vi er igen blevet de dyr, vi var engang. Sublimeringen er blevet til repression. Varen er igen blevet til de ting, de engang var.

Denne kommentar blev sidste gang vi havde december bragt i Dagbladet information.Jeg tænker dog, at anledningen igen er meningsfuld.