Indenfor feminismen har der igennem nogle år været en diskussion bl.a. på baggrund af teksten ’Strukturløshedens Tyranni’. Som tekstens titel lyder handler diskussionen om hvorledes informelle besluttende netværk er medvirkende til udemokratiske og i den forstand illegitime beslutningsprocesser, der ekskludere forskellige enkeltpersoner, grupper og interesser fra beslutningstagning.
Krikken er relevant ikke mindst i en dansk udenomsparlamentarisk kontekst hvor organisationsstrukturerne er komplet uigennemskuelige. Mange beslutninger bliver således taget mellem dem der har flest telefonnumre i telefonbogen, de rigtige venner på facebook og dem der kommer til de rigtige fester. Dette blandt andet fordi den udenomsparlamentariske venstrefløj ingen organisationer længere har.
Den udenomsparlamentariske venstrefløjs organisering er permanent midlertidig. Man hopper så at sige fra projekt til projekt og skal holde sig til for at få politisk indflydelse. Det udenomsparlamentariske venstre er blevet struktureret omkring Projekt-hopping, på samme måde som man i sidste halvdel af 90’erne og starten af det nye årtusinds var orienteret omkring Summit-hopping.
Omstillingsparatheden er enorm, men kontinuiteten udebliver. Samtidig bliver det vanskeligt for nye folk at blive en del af de politiske fællesskaber, fordi der kun er få formelle strukturer at gå til som ny.
Strukturløshedens dans
Forleden var jeg til fest. Det var en vild fest med høj musik og mange mennesker. Folk dansede hele natten med hinanden og hver for sig. Det var dog totalt uigennemskueligt hvordan ordenen var på dansegulvet, og det virkede til, at der slet ingen orden var. Men måske var der en orden, den var bare ikke gennemskuelig.
Jeg kan godt li at danse. Nogen gange i hvert fald. Jeg kan bedst li, at danse alene og jeg er derfor også mest til dans når musikken står på techno eller reggae-genre. Dette fordi det er let, at danse til og fordi man uden det forekommer underligt kan gøre det alene.
Jeg kan ikke li at danse når man skal danse. Når man bliver budt op. Det forekommer mig mærkeligt og virker påtaget, som et teaterstykke. Indimellem lykkes det mig, at danse sammen med andre, men det er en noget kaotisk omgang idet musikken flyder sammen nummer efter nummer, og man på det strukturløse dansegulv hele tiden frivilligt og ufrivilligt skifter danserelationer. Man skal holde sig til og være opmærksom på hvordan andre danser og hvad der er muligt og hvad der ikke kan danses.
Anders Fogh Jensen fremskriver i sin Ph.d. Projektsamfundet styresystemerne historie gennem dansens historie. Som Foucault beskriver styrestemmer gennem fængslets historie, danner Fogh Jensen et blik for ordenen i det der ser rodet og uordnet ud - på dansegulvet.
Hvor er balkortet og mødelederen?
Til en 30 års fødselsdag for uger tilbage blev jeg budt op til dans. Jeg blev budt på en dans kl. 01.15 præcis. Det var en aftale hjemmefra! Vi dansede præcis et nummer, dvs. ca. 3,5 minut. Vi dansede et par af to mennesker og man kunne undervej ikke forlade dansen til fordel for en øl en stol eller en anden dansepartner.
Men ligeså svært det er at være mødeleder og referent på facebook, i rygepausen eller ved en informelle hyggesnak, lige så underligt er det at have balkort på et strukturløst dansegulv. For klokken 01.15 var der ingen på dansegulvet udover mig og min dansepartner. Alt ære og respekt for min dansepartner, hun (for det var en hun) gjorde det godt, men jeg følte mig lidt underligt til mode. Lidt som i et udstillingsvindue.
Dansens historie
Selv det strukturløse har en orden. Den er bare ikke gennemskuelig. Ligesom man ved en undersøgelse kan opspore hvor beslutninger bliver taget i det udenomsparlamentariske venstre, kan man ved en undersøgelse se hvorledes der danses på et strukturløst dansegulv. Derfor er det også muligt, at stille samme type af spørgsmål:
Hvem danser meget? Hvem taler meget? Eller: hvem er ikke med til at danse? Hvem bliver ikke hørt ved en diskussion? Eller: Hvem har ansvaret for, at folk har lyst til at danse? Hvem har ansvaret for at folk føler sig selvsikre til at deltage i en diskussion?
Hvordan organisere vi dansen eller beslutningsprocessen så der er lige adgang til at deltage eller undlade at deltage?
Dansen har til forskellig tid været organiseret forskelligt. Dette bliver udfoldet i Fogh Jensens bog. Dansens historie er vel lige så gammel som menneskenes, på linie med sproget og arbejdet. De første instruktionsbøger i dans er således fra det 15. Århundrede (Fogh Jensen 2009:57).
Dansens historie er lang, men den kan groft skåret siges, at bevæge sig fra store fællesdanse i kæder eller cirkler, over pardanse til individuelle danse. Fogh Jensen nævner her Jitterbug og twisten som skelsættende. Disse danse sættes i forbindelse med overgangen fra den disciplinære dans til den projektorienterede dans. Dels er det her, at dansepartnerne slipper hinanden for første gang i historien, dels bliver reglerne for dansen mere frie. Anders Fogh Jensen skriver:
”Med 1960’ernes Twist indtraf to begivenheder, der var katastrofale for den disciplinære danseskole. For det første slap partnerne hinandens hænder og kunne nu bevæge sig mere frit og mindre afhængigt af hinanden. Det betød, at en kodificeret sammenpasning var mindre nødvendig, hvorfor danseskolernes bevægelsessynkronisering blev overflødig. For det andet blev dansen så simpel, at enhver kunne danse den uden forudgående skoling.” (Fogh Jensen 2009:63)
Twisten kom med rock’n’roll og var et opgør med det gamle og stive.
Dansens historie handler om hvorledes dansen historisk har været ordnet. Dansen er blevet mere fri gennem historien, men ikke mindre ordnet. Orden har altså ikke med ufrihed at gøre. Frihed er en særlig form for orden!
Det er din egen skyld – ”du kan da sagtens danse”
Er det ens eget ansvar eller skal omgivelserne give plads? Skal du selv kæmpe mere for dit rum eller er fællesskabet umyndiggørende ved, at tage ansvaret gennem omsorg for din svaghed? Bliver du gjort til offer eller er det en gestus når du bliver budt op til dans? Denne type af spørgsmål kender vi bl.a. fra de feministiske diskussioner.
Det sker at jeg står i hjørnet og surmuler over ikke at kunne danse. Jeg har ikke lige lyst. Når folk kommer rendende og hiver en ud på dansegulvet bliver det blot endnu værre. Det samme kunne man sige om folk, der føler sig udenfor i et besluttende forum. ”Du kan jo bare komme og sige hvad du mener” – kan man få at vide. Derfor er refleksioner over hvorfor folk snakker eller danser meget eller lidt, afgørende for ’den gode dans’ eller ’det gode demokrati’. Dansegulvet og strukturløshedens organisering har mange lighedspunkter.
Organiser din dansen!
Nu er det en lidt vanskelig sag, at opstille formelle retningslinier for hvordan der skal danses særligt inkluderende. Men i grunden er nogle af problemerne ved dansegulvene de sammen som dårlig og uformelle besluttende organisationsstrukturer.
Anders Fogh Jensen går til tango siges det. Han har valgt gentagelsen og præcisionen, pardansen og den strukturerede organisation. Om vi skal vælge tangoen, Jitterbug eller noget femte ligger mig lidt uklart. Dog skal vi snakke om hvilke danse vi danser. For der danses uanset hvad. Nogle gange bliver beslutningerne om hvilken dans vi har valgt dog ikke klarlagt.
Vi skal organisere os. Ikke som en hyldest til danseskolen og valsen, men fordi vi selv vil bestemme hvordan vi vil dansen. Sammen! Vi skal organisere os, så det bliver vores dans der bliver danset og ikke en informel individualistisk dans hvor nogen bestemmer vores fælles politiske fremtid.
Ligesom vi ikke skal bestemme hvordan folk formulere sig i et demokratisk forum, skal vi heller ikke bestemme hvordan folk skal danse. Dog skal vi være opmærksomme på, at forskellige former for danse skaber bestemte ordner der er bestemmende for hvilken slags politik, der føres og hvem vi blir’.
Vi skal organiseres os, fordi vi skal ture ha magten. En dårlig dans er en dans hvor de forkerte bliver holdt udenfor.
Kilder:
Jeg Længes efter Gentagelsen: http://www.information.dk/201691
Strukturløshedens Tyranni: http://aktivist.nu/spip.php?article21
Fogh Jensen, Anders (2009) Projektsamfundet, Aarhus Universitetsforlag