Andrew Kliman er amerikansk professor i økonomi og har skrevet bogen Reclaiming Marx’s Capital, der tilbageviser en række populære myter om Marx’s økonomiske teori. Klimans hovedærinde er at genetablere Marx’ teori på dens egen præmisser.

Du er en stor fortaler for Marx’s teori om profitratens faldende tendens, og du har forsket meget inden for dette område. Kan du give et kort resumé af din udlægning af teorien om den faldende profitrate?

– Marx sagde, at det er den moderne politiske økonomis vigtigste lov, og det mener jeg, at vi for tiden ser i praksis. Grunden til, at værdi er så vigtig er, at den er udtryk for kapitalismens fundamentale modsigelse, nemlig på den ene side voldsomme produktionsmuligheder og voksende og hastige teknologiske forandringer, især sammenlignet med andre samfund. Derfor har kapitalismen en tendens til at vokse og vokse uden begrænsninger.

– På den anden side er kapitalismen et selvbegrænsende system, fordi produktionens formål er værdiens selvekspansion. Derfor sker der meget hurtige teknologiske fremskridt, som møder deres egen barriere i form af en utilstrækkelig værdiproduktion, hvilket fører til kriser. Faktisk er det en meget simpel pointe, som forklarer denne interne modsigelse: Når produktiviteten stiger, falder vareværdierne og varepriserne har også en tendens til at falde. Det er simpelthen kapitalismens natur.

Kriser løses ved kapitaldestruktion. Ellers opstår der ikke et nyt grundlag for kapitalakkumulation, mener den amerikanske professor i økonomi Andrew Kliman.

– Ud fra den enorme vækst skulle man tro, at profitraten ville stige, men det modvirkes af et prisniveau, der nu er lavere sammenlignet med før. Eller af en voksende inflation, som vil have samme effekt.

Der tales ofte om de tendenser, der modvirker den faldende profitrate. En af dem er en øget udbytningsgrad, f.eks. i form af lavere lønninger. Faktisk siger nogle meget prominente marxistiske økonomer, at profitraten ikke spiller en rolle for den nuværende krise, fordi lønningerne er stagneret eller faldet i løbet af de sidste 20-30 år. Hvad er dit syn på den modvirkende tendens og dens relevans for den nuværende krise?

– En øget udbytningsgrad kan naturligvis hæve profitraten. Hvis man ser på dataene for USA siden 1929, eller de sidste ca. tre årtier, kan jeg ikke se noget, der tyder på, at den øgede udbytningsgrad på lang sigt har hævet profitabiliteten. Den øgede udbytningsgrad spiller en rolle i en analyse, men den ser ikke ud til at haft en stor effekt for profitraten.

– Profitratens tendens har været faldende siden det boom, som startede med 2. verdenskrig. I løbet af de sidste ca. 25 år er profitraten ikke faldet yderligere, men den er heller aldrig blevet genoprettet til det tidligere niveau.

– Vi har altså været vidne til en form for stagnation, og her taler jeg ikke om stagnation i samme betydning, som tilhængerne af teorier om underkonsumption og manglende effektiv efterspørgsel. De siger, at profitraten ikke er en faktor i den nuværende situation, fordi profitraten ikke i den forudgående periode er styrtdykket og derefter har udløst en krise.

– Men den lavere profitabilitet og den manglende genopretning af profitratens niveau er en faktor, som har betinget det sidste kvarte århundrede og har ført til forsøgene på, at få økonomien til at vokse hurtigere via gældsstiftelse og midler som øget udbytning. Men det har ikke virket og har ført til gentagne bobler, hvor den nuværende krise er den alvorligste.

Ikke nogen Star Trek-verden En anden modvirkende tendens, der ofte nævnes, er de faldende priser på maskiner, altså konstant kapital. Hvis faldet sker hurtigt nok, vil det modvirke den faldende profitrate. Hvordan ser du på denne modvirkende tendens?

– Det er en modvirkende tendens, men den må forstås korrekt. Med andre ord, hvis man kan købe en maskine for 80.000 kroner i stedet for 100.000 kroner, ville det tendere til at hæve profitraten, fordi det investerede beløb er 20 procent mindre.

– Dette er blevet systematisk misbrugt af de forfattere, som vi [dvs. økonomer der ligesom Kliman tilhører den såkaldte Temporal Single System Interpretation-skole, red.] kalder for simultanister, fordi de er tilhængere af simultan værdiansættelse og tilskriver Marx tanken om simultan værdiansættelse. Vi kalder dem også fysikalister, fordi følgen af simultan værdiansættelse er en fysisk bestemt profitrate.

– Men det som billiggørelsen af konstant kapital ikke kan gøre, er med tilbagevirkende kraft at reducere den værdi, der blev investeret i fortiden, og dette er afgørende i forhold til den faldende profitrate. Forholdsmæssigt investerede kapitalisterne for meget værdi i fortiden, fordi der er en tendens til, at inflationsraten trykkes ned på grund af hastigheden på de teknologiske forandringer. Derfor er billiggørelsen af produktionsmidler en modvirkende kraft, men den virker ikke i forhold til tidligere investeringer, kun i forhold til nye investeringer.

– Derfor er denne modvirkende tendens ikke så vigtig, som folk gør den til. Hvis man lever i en Star Trek-verden, hvor fortiden kan ændres, kan man ganske vist hæve profitraten, fordi det i nutiden er billigere at producere. I virkelighedens verden forholder det sig ikke sådan, for kapitalisterne interesserer sig for afkastet på det faktiske beløb, de har investeret, ikke afkastet sammenlignet med, hvad de kunne have købt produktionsmidler for i dag.

Kan automatiseringen nogensinde nå et niveau, hvor det vil være umuligt at komme ud af en krise?

– Hvis værdierne og priser på aktiver, finansielle aktiver og realaktiver som maskiner osv. falder nok på grund af destruktionen af kapital eller værdiforringelse, kan der i princippet altid komme et nyt boom. Det er lige meget, hvor lidt merværdi, der produceres, hvis værdiansættelsen og den investerede kapital er lille i forhold dertil. Det er forholdet mellem disse to, der er afgørende.

Økonomer som Robert Brenner fremfører en teori om profitratens fald og konkurrencen mellem allerede etablerede kapitalister og kapitalister, der træder ind på markedet. Hvad er din kritik af denne opfattelse?

– Jeg mener, at Brenners teori bygger på en grundlæggende misforståelse, der i høj grad udspringer af de påståede selvmodsigelser hos Marx og af Okishio-teoremet [efter den japanske økonom Nobuo Okishio 1927-2003, red.], der angiveligt har modbevist Marx’s synspunkt. I modsætning til Marx hævder Okishio-teoremet, at teknologiske fremskridt hæver profitraten.

– Den afgørende fejl, Brenner begår, er at hævde, at faldende priser ikke sænker profitraten, hvis der er tilstrækkelig efterspørgsel. Der kan altså være en form for gavnlig deflation som følge af teknologiske fremskridt. Ifølge Brenner vil faldende priser i en situation med manglende efterspørgsel have en modvirkende tendens på den faldende profitrate. Det holder simpelthen ikke stik.

– Profitraten bekymrer sig ikke om, hvorfor priserne falder. Faldende priser vil have den samme effekt på profitraten, uanset hvad prisfaldet skyldes. Jeg mener derfor, og det skriver jeg også i min bog Reclaiming Marx’s Capital, at Brenner er blevet ført på afveje af fysikalistiske, simultanistiske marxistiske økonomer, som er tilhængere af Okishio-teoremet.

– Det, han forsøger at gøre, er at frembringe en teori om den faldende profitrate, men under en selvpålagt begrænsning om, at profitraten ikke kan falde som følge af arbejdsbesparende teknologiske forandringer, og her mener jeg, at han går galt i byen.

– Det får ham til at tro, at faldende priser og eller en faldende inflationstendens ikke vil have en effekt, hvis den blev frembragt af teknologiske forandring i stedet for konkurrence. Dette mener jeg simpelthen ikke holder stik på et teoretisk plan.

Inden for Temporal Single-system Interpretation-skolen siger I, at priserne bestemmes af produktionspriserne, ikke af værdi. Hvordan kan værdi være relevant i dag, hvis det er produktionspriserne, der formidler priserne?

– Det vil jeg give et meget kort og simpelt svar på. På den enkelte industris niveau bliver priserne ikke bestemt af værdier, men løsningen på det såkaldte transformationsproblem, eller hvad Marx’s teori siger, er, at samlet set, når man ser på samfundet som helhed, er totalen af alle priser lig med totalen af de producerede værdier, og summen af alle profitter er lig med merværdien.

– Så på et samlet, systemisk niveau hersker værdiforholdene stadig. Hvis der ikke produceres tilstrækkeligt værdi, hvis der ikke produceres nok merværdi, sætter det en grænse for landets samlede indkomst, for den samlede pris på al output, på den samlede profit.

Omfordeling kan ikke løse krisen Det er i dag en udbredt opfattelse på venstrefløjen, at den aktuelle krise er et resultat af stagnerende lønninger eller manglen på effektiv efterspørgsel, men det mener du ikke. Hvad er din kritik af denne opfattelse, og hvordan stemmer den kendsgerning, at lønningerne er stagneret, overens med din teori?

– Det er en kendsgerning, at almindelige arbejderes realløn faldt i 1970’erne, men kapitalismen lever af profit. Dens drivkraft er profit, selvekspanderende værdi, merværdi, så når lønningerne falder, stiger profitten, forstået på den måde, at hvis arbejderne får en mindre del af kagen, får kapitalisterne en større.

– Det siges derfor typisk, at hvis arbejderne ikke får nok i løn, kan de ikke købe hele produktet, der derfor angiveligt ikke kan sælges. Imidlertid forbruger rige mennesker også. De får dividender, de modtager renteafkast og de køber ting.

– Men derudover findes der efterspørgsel i form af virksomhedernes investeringer. De bygger fabrikker, de bygger kontorbygninger, de bygger storcentre, de installerer maskiner og de installerer computersystemer med deres profitter. Så dette er altså også efterspørgsel.

– Fejltagelsen består altså i at tro, at efterspørgsel kun kan være forbrugerefterspørgsel. Kapitalisterne er ligeglade, hvordan de tjener deres profitter, hvem de sælger til, om det er til forbrugere eller andre kapitalister. Her indvender underkonsumptionistiske økonomer altid, at al produktion i sidste ende er produktion for menneskeligt forbrug. Dette understreges f.eks. meget kraftigt i Paul Sweezys The Theory of Capitalist Development, men han fremsætter ikke noget argument til at underbygge det, så det er blot en påstand.

– Jeg er aldrig stødt på andet end en påstand i den henseende, og der er ingen grund til at tro, at det skulle være korrekt. Man kan have mineudstyr til at udvinde jern, hvoraf der produceres stål, som bruges til at bygge maskiner, hvilket kan gentage sig i et cirkulært mønster, så kapitalen i første afdeling [dvs. den afdeling, hvor der produceres produktionsmidler, modsat anden afdeling der producerer forbrugervarer, red.] kan vokse internt, uden at være begrænset af forbrugerefterspørgsel.

– Der findes altså efterspørgsel, som ikke i sidste ende er forbrugerefterspørgsel. Sådan lyder en stor del af forklaringen. Pointen er altså, at lavere lønninger ikke sætter nogle grænser, for i princippet kan der være tilstrækkelig efterspørgsel i form af investeringer. Hvis arbejderne får mindre, er der mere profit, som kan investeres, hvis det ikke uprofitabelt at gøre det. Der kan derfor være tilstrækkelig investeringsefterspørgsel, og der vil ikke være nogen krise.

– Krisen udspringer af noget andet, nemlig fra en forudgående situation med manglende profitabilitet. Jeg mener, at dette spørgsmål lige nu har stor politisk betydning, fordi mange mennesker siger, at krisen er forårsaget af manglende effektiv efterspørgsel på grund af lavere lønninger, og dette ender i, at man kan løse krisen ved at omfordele indkomsterne til fordel for de lavestlønnede. Der kan altså eksistere en kapitalisme, som fungerer bedre for flertallet af befolkningen og som kan komme ud af krisen via politiske tiltag, som er progressive, men holder sig inden for kapitalismens rammer.

– Det tror jeg ikke vil kunne lade sig gøre. Jeg mener ikke, at et mindre, frem for et mere, profitabelt kapitalistisk system vil kunne komme ud af krisen. Kapitalismen behøver profitabilitet for at overleve. Kapitalisterne behøver profitincitamentet for at investere, udlåne penge osv.

– Jeg tænker derfor på, hvad der ville ske, hvis Obama havde nogle venstreorienterede rådgivere, og man afprøvede denne trickle-up strategi med at hæve lønningerne, uden at det mindskede krisen, men gjorde profitabiliteten endnu lavere og destabiliserede systemet yderligere. Hvad ville der så ske?

– Der vil komme en alvorlig reaktion, og det må befolkningen være forberedt på. Men den vil ikke forberedt på det, hvis den får at vide, at det, der er godt for arbejderklassen, er godt for det kapitalistiske Amerika.

De frygter gentagelse af 1930’erne Hvordan kom kapitalismen så ud af den store depression i 1930’erne?

– Det var destruktionen af kapital, som fik kapitalismen ud af den store depression, ligesom det er sket i alle dens andre større kriser. Det, der dengang var anderledes, var, at det ikke skete via markedskræfterne, men krævede statskapitalisme, statsintervention i økonomien og sidste ende 2. verdenskrig til at destruere kapital i fysisk og værdimæssig forstand.

– En af måderne, man kan se det på, er ved at se på vækstraterne i per capita BNP efter krigen. Disse var højest i de lande, som havde været udsat for mest ødelæggelse, i Europa og Japan, og lavere i de engelsk-talende lande, som USA, Canada, Australien og Storbritannien.

– Destruktionen af kapital er altså den mekanisme, der skaber et nyt opsving. Fundamentalt set sker der også andre ting, men den særlige form, det antager, er historisk specifik, og sidste gang antog det en meget, meget destruktiv og antisocial form, og dette mener jeg bør vække bekymring i dag.

– Hvorfor skete det ikke i 1970’erne? Hvorfor blev der ikke destrueret kapital? Jeg tror, at den herskende klasse simpelthen var bange for at lade den store depression gentage sig, og de tænker på samme måde i dag.

– Kapitalismen sættes under et betydeligt pres og systemets stabilitet trues, hvis man lader kapital blive destrueret. Konservative økonomer talte ellers for sådan en løsning politisk, det samme gjaldt angiveligt også Hoovers finansminister Andrew Mellon, men man stiller politisk spørgsmålstegn ved systemet, for hvor meget ødelæggelse kan systemet rumme?

– Under den store depression så man også en utrolig radikalisering, især blandt arbejderbefolkningen, og de kan jo give systemet dødsstødet. Det tror jeg ikke, man vil risikere. Det, man i stedet har gjort, er at forsøge at tildække krisen, og det forhindrer ødelæggelser i gigantisk målestok, men forlænger også krisen.

– Det klassiske eksempel er det, der skete i Japan under deres såkaldte »forspildte årti«, hvor regeringen afviste at lade usikker gæld blive nedskrevet, banker krakke osv. Den prøvede at holde det hele kørende, og i stedet for en udrensning af de gamle værdier, en udrensning, der ville være meget ødelæggende ved, at de gamle ejere mistede penge, arbejdspladser gik tabt osv., men at der så ville komme et nyt opsving, styrede de ind på en vej med stagnation.

– Og det kan betragtes som en slags metafor for alt, der også er sket i de andre dele af den udviklede kapitalistiske verden.

Angreb på Marx fra venstre side De fleste af angrebene på Marx kommer fra neo-klassiske økonomer eller tilhængere af den østrigske skole. Men i dit arbejde er modstanderne ofte neo-ricardianere eller sraffianere, som de fleste uden for den akademiske verden end ikke har hørt om. Hvorfor er det så vigtigt for dig at beskæftige dig med disse retninger?

– Først og fremmest har disse mennesker indflydelse, selvom det er gennem andre. F.eks. nævnte du Robert Brenner.

– Han har skrevet det mest omdiskuterede marxistiske værk i de sidste to eller tre årtier [The Economics of Global Turbulence fra 1998, red.], og det er et marxistisk værk om kriseteori. Det er på 250 sider, og alligevel spiller Marx’s kriseteori dårligt nok nogen rolle i bogen. Den afvises på et tidligt tidspunkt, i en fodnote i 1. kapitel. Og det eneste Brenner behøver at gøre for at afvise den, er at skrive, at Okishio og John Roemer [amerikansk økonom og politolog, red.] har vist, at Marx’s profitrate simpelthen hen ikke kan være korrekt og strider imod sund fornuft.

– Brenners teori er altså kendt og bliver diskuteret, så selvom man måske ikke kender navnet Okishio eller end ikke har hørt om John Roemer, har de indflydelse.

– De såkaldte neo-ricardianere og sraffianere spiller en central rolle, fordi det er dem, der angiveligt har påvist Marx’s selvmodsigelser. Og det er dem, som forhindrer Marx’s egen oprindelige teori fra at være en del af det offentlige rum. Man får således i stedet en korrektion eller en revision, eller, med deres egne ord, en revision, men det er en anden teori. Derfor spiller sraffianerne en utrolig vigtig rolle i den akademiske verden og andre steder, hvor sådanne idéer frembringes.

– Et andet eksempel, er, at når først man skrotter Marx’s værditeori, som han selv formulerede den, må man stille spørgsmålet: Er udbytningen af arbejdere virkelig kilden til al profit, som Marx sagde? Her siger fysikalisterne, sraffianerne og ricardianerne, at der ikke er grund til bekymring, for de har opfundet noget ved navn »the fundamental marxian theorem«, som viser, at udbytning er den eneste kilde til profit, selvom Marx’s værditeori må smides på historiens losseplads.

– Rent faktisk er det grundlæggende marxistiske teorem, som de fremsætter, ikke korrekt. Når først man skrotter Marx’s værditeori, som han selv formulerede den, kan man ikke længere vise, at profitten stammer fra udbytning. Alt dette kommer også til udtryk i mere populære værker som The ABCs of Political Economy af Robin Hahnel, som udgives af Pluto og udgivet som paperback.

– Det er et meget sraffiansk værk eller inspireret af John Roemers arbejde. Jeg har derfor været meget opsat på at lade Marx kunne tale på egne vegne. Jeg mener, at han bør have muligheden for at få sin teori hørt og behandlet på sine egne præmisser. Vi har ikke brug for en eller anden mellemmand til at fortælle os, hvad Marx sagde eller ændre det til, hvad denne mellemmand gerne vil have os til at tro.

– Der findes mange sider af Marx, som endnu ikke blevet assimileret. Marx’s værk er vanskeligt, så folk er tilbøjelige til at tro, at de kan læse en popularisering, men det går ikke. Folk giver det en subjektiv hældning. Den eneste måde at tilegne sig Marx’s værk er ved at opsøge originalen. Det er der intet alternativ til. Det er dette, jeg gerne vil gøre muligt.

– Når man prøver at tale om Marx’s seriøse arbejde, møder man konstant den barriere, der hedder, at det er blevet påvist, at Marx modsiger sig selv. Hvis man f.eks. vil skrive en akademisk afhandling eller publicere en forskningsartikel, bliver man nødt til at svare på det. Det er kernen i det hele.

– Jeg er ikke så optaget af at vise, hvem der har ret, som af at skabe rum, så Marx’s egen teori og Marx’s eget arbejde kan blive accepteret som en legitim kandidat. Og det er fra venstrefløjen, at dette er blevet angrebet af sraffianske, fysikalistiske eller simultanistiske radikale teoretikere.

Hvordan er din Temporal Single-system Interpretation blevet modtaget i den akademiske verden og udenfor?

– Det har glædet mig meget at se den modtagelse, som bogen har fået fra mennesker med en ægte interesse for disse spørgsmål, som søger svar, har et åbent sind og ikke har deres egne kartofler at hyppe.

– Det er især unge mennesker og mennesker, som har en vis forståelse af marxismen som akademisk disciplin – hvad den egentlig ikke er – og mennesker som forsøger at skabe et forhold mellem teori og praksis og betragter disse idéer som nogle, der bidrage til at ændre verden.

– På den politiske marxistiske venstrefløj, som vi ikke har meget af her i landet, er bogen blevet meget fint modtaget. Inden for den akademiske verden er bogen i bund og grund blevet ignoreret. De akademiske marxistiske økonomer har virkelig hadet bogen, og jeg tror ikke, at de vil skænke den nogen opmærksomhed, med mindre de er tvunget til det.

– Den generelle regel er, med et par undtagelser, at de mennesker, som har formuleret en position på spørgsmål som den faldende profitrate og transformationen af værdier til produktionspriser, ikke ønsker at skænke den noget opmærksomhed. Jeg mener, at årsagerne dertil, er dem jeg giver i bogen.

– Det, der også bekymrer mig, er, at marxistiske akademikere uden for økonomi, inden for discipliner som sociologi, filosofi og politisk videnskab, heller ikke virker til at ænse bogen. Jeg er usikker på årsagen til det, men jeg tror, at det hænger sammen med, at projektet med marxismen som en totalitet er brudt sammen, og at marxismen er blevet forvandlet efter den akademiske verdens behov, hvor der er skarpt adskilte discipliner, hvor folk gør karriere og alle har deres egen særlige position.

– Derfor bliver et værk som mit, der forsøger at tale for at lade Marx have sin egen position, betragtet som en trussel mod deres eksistens.

Et emancipatorisk alternativ til kapitalismen Hvad er det næste emne, som du vil behandle teoretisk efter at din bog er udkommet?

– Lige nu arbejder jeg på at frembringe en forklaringsramme til forståelse af den nuværende økonomiske krise, og i den forbindelse laver jeg en masse empirisk arbejde. Jeg mener, at der kan gøres meget inden for dette område. Jeg mener, at udbredelsen af disse idéer til mennesker, som ikke tager en uddannelse i økonomi, er ekstremt vigtig.

– Jeg har brugt lang tid på at skrive bogen for at nå ud til et nyt publikum, og jeg mener, at der er behov for at dette arbejde fortsætter. Jeg anser det for meget vigtigt fortsat at bekæmpe myten om Marx’s selvmodsigelser, for det er en kamp. Om Marx vil kunne blive lyttet til, afhænger af hvor meget, der sker lige nu. Og hvilken rolle, Marx’s idéer vil spille i den nuværende krise og svaret på den, handler i høj grad om denne myte om logisk inkonsistens.

– Det er på tide at sætte tingene på plads, og jeg mener ikke, at bogen kan gøre det alene, men den kan bidrage til at bane vejen. Det er altså endnu vigtigere end ren forskning.

– Der er andre spørgsmål, jeg mener er meget vigtige at udforske. Et af dem er, om der findes et levedygtigt emancipatorisk alternativ til kapitalismen. Den bevægelse, der opstod i Seattle, sagde, at en anden verden er mulig og udfordrede opfattelsen af, at der ikke findes noget alternativ.

– Men jeg mener ikke, at dette emne på nogen måde er blevet udforsket fuldt ud, og det mener jeg, at der er behov for at gøre. Sammen med andre forsøger jeg at udforske det, som Marx sagde i Kritik af Gotha-programmet og i hans skrifter mod proudhonismen.

– Hans giver os ikke svarene, men jeg mener, at han giver et frugtbart udgangspunkt for at tackle disse spørgsmål. Grundlæggende set var det, som Marx opnåede gennem sine studier af den klassiske politiske økonomi, en meget dyb forståelse af kapitalismen som system, hvor dette systems resultat ikke er en simpel oversættelse af individuelle intentioner. Her findes der i den klassiske politiske økonomi den usynlige hånd, hvor alle handler for egen vindings skyld, men der på en eller anden måde opstår orden og resultater til gavn for samfundet.

– Det tager Marx fat i og siger, at resultatet ikke er summen af menneskenes individuelle intentioner, for systemet fungerer anderledes og ikke til fordel for det store flertal af menneskeheden. Tanken om, at der er et system og økonomiske love hinsides individerne og den politiske sfæres kontrol og ønsker, spiller en ekstremt vigtig rolle for Marx i hans kritik af Proudhon og hans kritik af Gotha-programmet. Og det element mangler i mange forestillinger om et alternativ til kapitalismen.

– Man tror, at man tager magten og har nye prioriteter, som man bare gennemtvinger. Men det er en mangelfuld forståelse af kapitalismen som system, og det er en mangelfuld forståelse af kapitalismens økonomiske love, som vil genopstå, hvis ikke systemet gennemgribende transformeres på nogle måder, som må gennemtænkes meget nøje.

– Det er vanskeligt at se, hvordan kapitalismens økonomiske love sætter sig igennem. Der mangler en masse arbejde for at gennemtænke dette.

Andrew Kliman er professor i økonomi ved Pace University. Hans bog Reclaiming Marx’s Capital: A Refutation of the Myth of Inconsistency udkom på forlaget Lexington i 2007.

På Klimans hjemmeside, akliman.squarespace.com kan en række af hans artikler downloades.

Artiklen er transskriberet, oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra et online videointerview (http://kapitalism101.wordpress.com/...) foretaget af Brendan M. Cooney.