Sune Køter er et navn der forbindes med Københavns punkscene. Nu er han at finde i en ny sammenhæng - »Manges Nargile«, et band der spilller gamle græske rembetika-sange oversat til dansk.

Rambetika kaldes den græske blues og er arbejdernes og underklassens musik. Rebetes, som rambetiko er udledt af, betyder underklasse. Genren havde sit epicenter i Athens slumkvarterer i 1920erne og 1930erne, hvor en million græsk-tyrkiske flygtninge er blevet deporteret, efter Ataturks massakre på det græske mindretal i Smyrna.

Musikken er en blanding af arabiske, osmanniske musiktradition og græsk folkemusik. I et re-mix af forskellige stilarter i immigrantmiljøet opstod en unik genre. Typiske temaer for rambetikoen er fattigdom, forfølgelse, (håbløs) kærlighed eller savn. »Manges Nargile« er det første danske band der tager den rembetika’en op og har oversat tolv sange til dansk.

Som barn var Sune Køter tit i Grækenland og det var her han første gang mødte rambetika’en. I 1999 mødte han igen musikken på vin- og sexguden Dionysos-fødeø Naxos. Her bliver han til sin overraskelse tilbudt noget pot af to ældre brødre. Med sig fra øen har han også et kassettebånd. Herefter må han ud på en længere søgen i Athen, inden han møder én der vil lære ham at spille bouzouki. Om musikken siger Sune Køter:

– »Teksterne er skrevet af folk på bunden og kanten af samfundet, folk der har prøvet at bryde ud af elendigheden, både ved eskapismen i form af hashrygning og det der er værre, men også i at udtrykke deres smerte og håb i musik: Sange om at ryge tjald og sidde i spjældet, og hele den indforståede humor og selvforståelse af at være udenfor samfundet er den samme, som du møder f.eks. i miljøet omkring Ungdomshuset eller Christiania, og det er sjovt at se hvordan hashryger-kulturen, der jo er relativt ny i Danmark, var same shit i Grækenland for 80 år siden.«

I første nummer på "Vandpipens stemme« inviteres lytteren indenfor hos "Hos Thomas" (Stau Thoma). Her er hash, brændevin og opfordring til en dans. Når livet er hårdt er eurforiserende stoffer og dans en yndet virkelighedsflugt. Men allerede i andet nummer på »Vandpibes stemme« trænger virkeligheden sig på:

– »Husker du 5 år i spjældet / inde i Yedi Koulé / Og når smerten blev for meget / røg vi vores Nargile / Lad den fylde dine lunger / Er det vagten nu der kommer?«

Den ulykkelige kærlighed ryges væk på »Du holder aldrig kæft«. Og der ryges videre og det giver problemer med politiet. Dem snører Manthos. Men med arbejdsløse mænd og masser af tjald, kan det give i problemer i ægteskabet. En kvindes klagesang findes i »Græsenkens sang«:

– »Jeg har en mand jeg ikk’ holder ud / Han giver mig blot sit ansigt hud / Om morgenen hos Dina / Og om aftenen hos Kartina.«

Musikken er optaget live. Om det er en god rambetiko-udgivelse aner jeg ikke! Jeg har ikke forudsætningerne til at vurdere det. Men det en godt plade. Selv om lyden er fremmed. Og teksterne nærværende på den måde, tekster om livet nu engang er det. Det er melankolsk og skævt. Og hvem fan’ har ikke taget en tur i hegnet for at fortrænge verden for en stund.
Ved anden gennemlytning af »Vandpipens stemme« begynder fingrene at »spille med« på skrivebordet - og det er et godt tegn.

Manges Nargile: Vandpipens stemme. Melting Love Records, 2009. MLR001