De fleste meningsmålinger tyder på, at den uruguanske senator José Mujica vinder første valgrunde i præsidentvalget søndag den 25. oktober. Valget skal finde en afløser for den afgående socialistiske præsident Tabare Vazque, der træder tilbage i marts måned 2010.
Det lykkes dog næppe Mujica at opnå de nødvendige 50 procent af de afgivne stemmer, der vil overflødiggøre en anden slutrunde. Exit polls viste søndag, at den 74-årige Mujica har opnået omkring 48 procent af stemmerne, mens hans modkandidat, den tidligere præsident Tabaré Vazques ser ud til at opnå omkring 30 procent af stemmerne.
En anden valgrunde forventes derfor afviklet den 29. november.
José Mujica er tidligere medlem af Tupamaros, der i løbet af 1960’erne forsøgte at bygge en væbnet byguerilla op i Uruguay. Han har været fængslet i 14 år for bekæmpelse af militærdiktaturet i 1970’erne og har blandt andet været underlagt tortur.
Trods en begrænset skoleuddannelse er det lykkes ham, at blive senator for venstrefløjskoalitionen Frente Amplio, der har haft regeringsmagten i det latinamerikanske land siden 2004.
Frente Amplio har under Tabaré Vazques ledelse ført landet ud af en dyb økonomisk krise. Valgsejren for den »rummelige« eller »brede« front i 2004 brød landets 150 årige tradition for et topartisystem og var med til at bane vejen for det venstreskred, der har rullet hen over flere latinamerikanske lande.
Frente Amplio har ført en mere pragmatisk og mindre udfordrende erhvervspolitik end Venezuela, Bolivia og Ecuador. Regeringen har primært finansieret sociale programmer til forbedring af levevilkårerne, blandt andet omfattende nybyggeri til lavindkomster og udvidelse af sundhedsprogrammerne for alle arbejdere og deres børn, gennem forøgelse af skatterne.
Den nuværende præsident, Tabaré Vasques, er ifølge meningsmålinger så populær, at han ville kunne opnå omkring 60 procent af stemmerne. Men Uruguayas forfatning tillader ikke genvalg, og Vasques har, i modsætning til ledere som Hugo Chavez i Venezuela og Álvaro Uribe i Colombia, ikke forsøgt at ændre reglerne for genvalg gennem folkeafstemninger.
Både José Mujica og hans konservative modkandidat Luis Alberto Cacalle fra Partido National har under valgkampen sagt, at de ville fortsætte Vasques økonomiske politik. Lacalle dog i en mere neoliberal udgave med skattelettelser og privatiseringer af statslige virksomheder.
Mujica har under valgkampen forsøgt at dæmpe bekymringen mod hans radikale baggrund som revolutionær guerilla med social revolution på programmet ved at vælge den nuværende finansminister, Danilo Astori, som sin vicepræsidentkandidat.
Han har desuden sagt, at han snarere ser Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva end Hugo Chávez som forbillede.
José Mujicas modkandidat Luis Alberto Lacalle fra Partido National er en neoliberal journalist og advokat, der i valgkampen har spillet meget på Mujicas radikale baggrund.
Lacalle kommer fra landets overklasse og var præsident i perioden 1990-1995 i en periode med meget kraftig inflation. Han måtte forlade posten, da hans nærmeste rådgivere blev beskyldt for korruption.
Mujica har derimod brugt sin beskedne baggrund som et element i sin præsidentkampagne. Han har som senator forsaget magtens symboler og bor i en beskeden bolig på landet. Han har sagt at han vil give sit salær bort, hvis han vælges til præsident, og i stedet leve af sin kones indtægter. Han er desuden kendt for at tale i et jævnt sprog, skriver New York Times.
Ud over valget til præsidentposten var også kongressen på valg søndag.
Vælgerne skulle desuden tage stilling til et lovforslag om at tilbagekalde en lov, der giver immunitet til militærpersoner, der beskyldes for brud på menneskerettighederne under Uruguays militærdiktatur i perioden 1973-1984.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96