De to blogskribenter på konflikten.dk – der i øvrigt har et imponerende CV – Søren Villemoes og Troels Heeger, har gennem længere tid bearbejdet farcen omkring ytringsfriheden. Det fremgår, at de ser sig som en del af de store forsvarere, af denne ret. Jeg forsøger mig med en kommentar!

Deres blog har det overfede navn ’Konflikten.dk’. Navnet forpligter, og denne forpligtigelse opfylder de desværre ikke gennem deres socialdemokratiske universalisme. Som lighedstænkere og socialdemokrater er deres ståsted vedrørende ytringsfriheden forudsigeligt, om end legitimt. Men de formår ikke, at komme ordentligt til bunds i problematikken. Hvis man synes godt om konflikter, er det ud med Habermas og ind med Marx og Foucault!

Lighedstænkning

Hr. Villemoes og Hr. Heeger forsøger, at tage en centrum-venstreposition i debatten; hvor forsvaret for ytringsfriheden må tage udgangspunkt i den universelle rettighed, at kunne sige hvad man vil hvornår man vil. Positionen ender dog ofte med at blive et forsvar for de stærkes ret, til for eksempel at nedgøre minoriteter. Deres socialdemokratiske universalisme bliver dermed en ideologi der ikke rigtigt kan begribe forskelle, uligheder og dominansforhold. Dette finder jeg overordentligt problematisk, idet verden er fyldt med den slags. Alle er ikke lige!

Villemoes og Heeger angriber problemet om ytringsfrihed gennem lighedens prisme. Alle har samme ret til at ydre sig. Eller alle bør have samme ret – her er ordet bør afgørende. For det står mig lidt uklart om de to skribenter mener, at alle er lige, eller om alle bør være lige.

Konflikten.dk’s skribenter har ved flere lejligheder efterlyst venstrefløjen i debatten om ytringsfriheden. Jeg vil komme med et bud, men fra et andet ståsted, nemlig forskelstænkningen. Dette betyder at mit udgangspunkt for diskussionen om ytringsfrihed er, at ikke alle er lige.

Forskelstænkning

Spørgsmålet om ytringsfrihed kan nemlig også stilles på en anden måde: Hvad er ytringsfrihed for de stumme? Eller hvad er en ytring i larmen hvor ingen kan høre ens synspunkt?

Jeg havde for måneder tilbage den fornøjelse at træffe Hr. Villemoes ved et bryllup, hvor jeg lidt patetisk fremlagde den tanke, at det gode arguments tid var forbi.
Vi bliver ikke enige ved at lytte til hinanden og komme med gode argumenter, for så til sidst at nå til enighed, lød mit synspunkt. Dette sker aldrig, mente jeg, fordi mennesker eller grupper kan have modsatrettede interesser, således at magt og interesse bliver vigtigere end at lytte til et godt argument.
Det kan godt være, sagde hr. Villemoes, men et godt argument kan aldrig blive et dårligt argument af den grund. Klart nok, men dette bliver pludselig underordnet, ville jeg svare. Og i øvrigt at et godt argument i højere grad et spørgsmål om overbevisningens kraft, end et spørgsmål om sandhed.

Hvis mennesker og grupper har forskellige udgangspunkter for at indgå i en debat, bliver spørgsmålet omkring ytringsfrihed pludselig ikke blot et spørgsmål om alles lige ret til formelt at indgå i samtalen (eller råbekoret). Der er en helt masse forudsætninger for at kunne deltage, der bør tilføjes den formelle ret til ytringer.

Der er en række grupper, der på et formelt niveau har lige ret til at ytre sig, men på et konkret niveau er afskåret fra at kunne komme med synspunkter, idet deres synspunkter er uvæsentlige for det dominerende flertal.

Rettigheder er altid lettere at benytte sig af, når man i forvejen har en samfundsmæssig fordelagtig position. Problemet med Villemoes’ og Heegers lighedstænkning er, at den på forunderlig vis, underkender, eller om ikke andet dækker interessekonflikterne til. Det er blandt andet derfor, at det er ærgerligt at netop Villemoes og Heeger har det overfede domæne konflikten.dk. De arbejder ikke konstruktivt med konfliktbegrebet og forudsætter den formelle lighed og det gode argument. Det får man ikke meget konflikt af. Det er nærmere et tegn på håbet om konsensus! I den anledning burde Hr. Willemoes og Hr. Heeger overveje at skifte navnet på deres blog fra konflikten.dk til konsensus.dk.

At skille ord og handling – der er altid magt bag ordene

Flere mener – herunder Villemoes og Heeger – at ytringer kan skilles fra handlinger. Folk med homofobiske eller racistiske holdninger må godt ytre dem, bare de ikke følger deres ord op med handling. Her adskilles ordet fra handlingen, hvad der for mig ikke er muligt.

At udsige noget – at ytre sig – er en handling. Ordene handler på og i verden. Hvis minoriteter systematisk bliver kategoriseret som urene eller forbrydere, begynder omverdenen også at virke efter den forståelse. Tilmed begynder mennesker også ofte at opfatte sig selv efter den måde hvorpå omverdenen italesætter dem.
Derfor mener jeg ikke det er meningsfuldt at adskille ordet fra handlingen.

Ytringen er ikke en handling på linje med knytnæveslaget, men det ville være for langt ude at påstå at ordene ingen virkning har på sin genstand. Hvis dette var tilfældet ville ordene være meningsløse. Og videre: Hvis ordene ikke virker på verden, hvad skal vi så bruge ytringsfriheden til? Hvis ordene kan skilles fra handlingen, hvorfor så tale?

Ordene og sproget har virkning på verden. Endda i stor grad. Nogle mener, at ytringerne er vores verden. Det er måske, at gå til yderligheder, om end ordene har stor betydning for vores omgang med verden.

Jægerbogsskandalen

Et eksempel på hvorledes spørgsmålet om ytringsfrihed ofte blot kan reduceres til de stærkes ret, kunne selvfølgelig være Jægerbogsskandalen. Her havde regeringen ingen interesse i ytringsfriheden og forsøgte på alle måder at sværte den offentlige diskussion til. Offentligheden havde ingen mulighed for at kommentere – og har stadig ikke denne mulighed – idet offentligheden, af Forsvaret er blev fyldt med den ene løgn efter den anden.
Regeringen og deres støtteparti DF, der så hårdnakket har påstået at de forsvarer retten til frit at ytre sig, vender pludselig på en tallerken. Det er åbenlyst sket fordi regeringen ikke har interesse i at alt bliver sagt. Ytringsfriheden er aldrig ukrænkelig og den bliver altid brugt med eget mål for øje.

Derfor bliver spørgsmålet til konflikten.dk: hvilke interesser har I på spil i forhold til ytringsfriheden?

Sprogpoliti og nye ord

Det ville være langt ude, at opfatte ytringsfrihed udelukkende som noget ’magten’ havde fundet på. Rettigheder er til for dem, der har dårligere tilgang til magtmidler end andre. Dette gælder selvfølgelig også i forhold til retten til at ytre sig frit.
Derfor burde ytringsfriheden forsvares for, at underprivilegerede grupper havde mulighed for at ytre sig kritisk overfor staten, markedet og alle de andre aktører og strukturer der problematiserer deres eksistens og livsformer. I stedet bliver den forsvaret så de privilegerede fortsat kan råbe.

Positionen som Villemoes og Heeger tager i ytringsfrihedsdiskussionen bliver desværre svær at skille fra den position de mest privilegerede har: alles ret til, at sige hvad som helst.

Sproget virker lige som ens handlinger gør. At tale er at handle. Tøger Seidenfaden tager konsekvensen af dette ved at tale om ”den gode tone i debatten”. Tøger Seidenfaden bliver til sprogpoliti, hvad der forarger mange. Men pointen er blot, at sproget og talen udøver magt og indvirkning på sin genstand og derfor kæmpes der om hvordan der tales. Sproget er fyldt med konflikter og interesser. Spørgsmålet om hvordan vi taler om tingene er ikke uvæsentligt. Seidenfaden gør som feminismen eller antiracismen; taler om hvordan vi bør tale. Seidenfaden har indsat sig selv som sprogpoliti fordi der er kamp om ordene.

Spørgsmålet omkring ytringsfrihed burde i stedet handle om retten til at finde på nye ord. I kampen for at finde på nye ord, går talen fra at være sprogpoliti til at blive sprogpolitik. Når nye ord opstår, kan nye måder at leve på opstå. Nye ord gør det muligt, at ændre sine omgivelser, idet omgangen med verden tager nye former. Man kan tale om sine omgivelser på nye måder. Nye ord skaber nye muligheder og konflikter. Og det er hvad politik handler om!

Ytringsfriheden er muligheden for, at bedrive sprogpolitik. Kampen for nye livsformer ligger blandt andet i – sammen – at kunne finde nye ord der giver nye muligheder for udfoldelse og skaber nye fordelagtige konflikter med ens politiske modstandere.

En politisk opfordring

Jeg opfordrer hermed Søren Villemoes og Troels Heeger til at skifte navnet på deres blog ’konflikten.dk’ til ’konsensus.dk’. Det synes at være mere rammende for deres syn på sproget, ytringsfrihed og lighedsideologien.