Anstændighed er noget med, at opfører sig ordentligt. Man kan for eksempel være anstændigt klædt. Det vil sige passende tøj til lejligheden. Anstændig politik er altså noget med, at opfører sig ordentligt eller passende.

Det er naturligvis samfundet der på den ene eller anden måde bestemmer hvad det vil sige, at opfører sig ordentligt eller bestemme hvornår man er anstændigt klædt. Man har forskellige steder til forskellig tid haft forskellige forestillinger om hvad der er anstændig opførsel og hvad der er uanstændig opførsel.

Kan et samfund så aldrig være uanstændigt? På samfundets egne præmisser er samfundet altid anstændigt, idet de overindividuelle strukturer og normer bestemmer formerne for anstændigheden. Samfundet er opretholdelse af anstændigheden.

Det er samfundet der bestemmer hvem der er anstændige og hvem der er uanstændige. Der er ingen ydre instanser, der er intet sted udenfor samfundet hvorfra man objektivt kan bestemme hvem der er anstændige og hvem der er uanstændige. Samfundet har ingen ophøjede etik eller gud, som bestemmer anstændigheden. Den bestemmes af samfundet. Immanent så at sige.

Når man derfor som politisk minoritet vil sætte samfundet i bevægelse mod et nyt samfund eller yde modstand mod noget, der virker uretfærdigt, bliver anstændighed en prekær politisk størrelse. Hvis man vil rykke samfundets opfattelse af det selv, altså samfundets forestilling om dets egen anstændighed, bliver man dømt uanstændig.
Anstændighed er det modsatte af forandring. Anstændighedsbegrebet er ikke et progressivt begreb. Det er ikke et reformistisk begreb. Det er et reaktionært begreb. Anstændighed betyder, at opfører sig ordentligt.