Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Netværk vil forhindre topmøde-vold

11. oktober 2001 - 1:02

Netværk vil forhindre topmøde-vold

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

– Vi vil have lov til at udtrykke vores politiske holdninger på en måde, så politikerne kan se det, sådan som der er tradition for i Danmark. Men vi vil for enhver pris undgå vold.

Sådan lyder grundholdningen ifølge Martin Lidegaard for det nystiftede NGO-netværk, der vil forhindre vold i forbindelse med EU-topmødet i København i december 2002.

Martin Lidegaard, der er informationschef i Mellemfolkeligt Samvirke, er en af initiativtagerne til netværket, der indtil videre har samlet en broget flok organisationer og bevægelser, der ”tager afstand fra og aktivt vil arbejde mod vold som politisk udtryksform”.

Indtil videre har netværket ikke lagt sig fast på, hvilke former, der skal benyttes, men spørgsmålet om en eventuel ”stor-demonstrations” placering er en af de ting, der har været til diskussion.

– Vi er også blevet kontaktet af en gruppe ældre mennesker, som gerne vil fungere som fredsvagter, og vi har snakket om symbolske markeringer som for eksempel en rundkreds af mennesker om søerne i København eller en bro af mennesker over Øresundsbroen, siger Martin Lidegaard til Monsun Nyheder.

– Det afgørende er, at vi på den ene side sikrer os mod vold, og på den anden side ikke undlader at gøre opmærksom på de problemer, der er i verden.

Dialog og samarbejde

Netværket mod vold har blandt andet som mål at markere overfor radikale grupper, at selvom der kan være enighed om forskellige politiske spørgsmål, så vil der ikke blive toleret nogen form for vold i forbindelse med demonstrationer.

Netværket har i den forbindelse inviteret ”nogle eksperter” til at fortælle, hvad man kan gøre og ikke gøre for at forhindre volden. Og selvom der endnu ikke er nogle af de venstreradikale grupper repræsenteret i netværket, stoler Martin Lidegaard på, at der kan opnås en dialog med dem.

– Det er jo ikke lige den slags grupper, der møder op med navn og telefonnummer, men blandt de nuværende tilknyttede organisationer sidder der folk med kontaktflader til disse miljøer. Et par stykker derfra har da også deltaget i nogle af møderne, men det er min opfattelse, at de i øjeblikket forholder sig afventende.

I forhold til politiet lyder netværkets strategi også på dialog og samarbejde.

– Det gælder først og fremmest om at undgå at volden eskalerer, sådan som man blandt andet så i Genova, hvor en demonstrant blev dræbt. Selvfølgelig skal politiet gøre deres arbejde, men vi vil arbejde på at indgå aftaler med politiet om, hvordan vi kan kontrollerer begivenhederne i fællesskab, siger Martin Lidegaard.

Først og fremmest skal det nye netværk dog ”finde sine egne ben”, for i et så blandet selskab – til møderne har der typisk siddet 25-50 mennesker – tager det tid at blive enige.

– Det er meget forskellige organisationer med meget forskellige holdninger – også til det der er sket under de tidligere topmøder, og måderne de er blevet tacklet på. Men vi er i hvert fald enige om én ting: vi vil undgå vold.

Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder

Læs netværkets pressemeddelelse

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96