Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Budapest Pride 2009

21. september 2009 - 2:30

Budapest Pride 2009

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Britt S.

Ungarn har indtil for få år siden været et af de mere progressive lande i Østueropa i forhold til beskyttelse af mindretal. Der har været afholdt Pride i Budapest siden 1997. Indtil for tre år siden var paraderne og de efterfølgende LGBT-fester noget, alle så frem til. Paraderne blev mødt overvejende positivt og angreb mod paraderne var begrænset til enkelte tilskuers tilråb.

2007 blev et vendepunkt

I 2007 blev paraden pludselig mødt med had og aggression. Hadet mod LGBT’s intensiveredes i 2008, hvor paraden oplevede voldsomme angreb fra almindelige tilskuere og fra forskellige nynazistiske, racistiske og fascistiske grupperinger. Man var ikke forberedt på de voldsomme angreb, og paraden blev overrumplet af de højreradikale og flere LGBT’s blev kvæstet.

Budapests paradearrangører har i år måttet opgive at afholde den traditionsbundne LGBT-parade og har i stedet indkaldt til en generel parade for tolerance og menneskerettigheder, og der er appelleret til omverden om støtte. Højreradikale har op til paraden meldt ud, at de vil gøre alt for at forhindre paraden.

Kvindefest

Fredag aften var der arrangeret en kvindefest. Den ville vi gerne med til. For at komme ind til festen skulle man gennem et stykke park. Vores ungarske vært var bekymret over beliggenheden, så vi kørte i bil til festen for at kunne tage bestik af situationen omkring festen. Knapt var vi kommet til parken, før vi blev klar over, at flere biler fyldt med højreradikale afpatruljerede festområdet. Vi kørte lidt rundt og forsøgte at greje situationen. Vi besluttede os for at trodse deres psyko-terror/skræmmetaktik og kørte ind til festens parkeringsområde.

Vi nåede kun få meter til fods i retning mod festen, før nogle nazityper kørte hen til os. Vi gik tilbage til vores bil og kørte fra stedet. Senere hørte vi, at festen var blevet afholdt med relativt få deltagere.

LGBT club beskyttet af mafiaen

Som alternativ tog vores ven os med til en LGBT-club. Den var mere sikker, fordi den var beskyttet af mafiaen. Ud fra et økonomisk perspektiv er LGBT-party-scenen et indbringende segment.

Dette helt apropos den interessante artikel »Det queer-industrielle kompleks« af Mette Buchardt. Buchardt genkritiserer i sin artikel tomgangskritik af netop det afholdte Outgames, de årlige parader og nærmest alle LGBT-arrangementer, som værende kapitalorienterede.

Du kan læse Mette Burchardts artikel her

Buchardt beskriver, hvordan kapitalisering kan spille et art kortsigtet »helle« for minoritetsgrupper, herunder LGBT’er, ud fra et teoretisk perspektiv.

Klubben var fyldt med festende LGBT’s og vi mødte stor venlighed og almindelig nysgerrighed omkring, hvem vi var og hvad vi lavede i Budapest. Når vi sagde, at vi var der i anledning af paraden, mødte vi samme reaktion, som vi havde mødt fra vores vært – angst. Som vores vært havde gjort det, appellerede de LGBT’s vi mødte os indtrængende til at lade være med at gå til paraden, fordi det var for farligt.

Det begyndte at stå os klart, at en stor del af den ungarske LGBT-scene gennem de seneste års hetz er blevet så stor-angste, at kun et fåtal fra LGBT-scenen ville turde gå på gaden og deltage i paraden. Dermed er gennemførslen af paraden fuldstændig afhængig af, at der kommer LGBT’s/solidaritetsaktivister udefra samt, at heteroseksuelle menneskerettighedsaktivister deltager.

Paradetid

Dagen efter var det paradetid. Vi forberedte os og gennemgik Best Case Scenario og Worst Case Scenario. Før vi forlod vores vært, gejlede vi os op med det indledende nummer »Fuck You«.

Se videoen som ungarske kunsterne har lavet til sangen Fuck You med Lily Allen.

Ankommet til paraden måtte vi passere massive politikæder for at nå hen til paradens tjek-in. Udenfor politiets kæder tog højreradikale moddemonstranter opstilling.

Hele paraderuten var afspærret af to meter høje gitterhegn og politikæder. Dertil var alle sidegaderne langs ruten afspærret af gitterhegn og politikæder så langt væk, at moddemonstranterne var uden for kasteafstand.

Mens vi ventede på at blive tjekket ind til selve paraden, altså det område der var afskærmet med hegn, oplevede vi, hvordan højreradikale i grupper spadserede direkte ind blandt os og chikanerede, provokerede, ydmygede og truede vilkårligt blandt paradedeltagere.

JPEG - 87.1 kb
Budapest Pride 09

Som ved kvindefesten var der tale om ren højreradikal magtdemonstration. Stemningen var anspændt, men det kom ikke til den konfrontation, de højreradikale søgte, og som sådan lykkedes det dem ikke at spolere paraden, inden den var kommet i gang.

Langsomt blev vi sluset ind i paraden. Vi blev visiteret af ungarske LGBT-aktivister for våben og bedt om at drikke af vores væskeflasker. Dette for at beskytte paraden mod, at højreradikale skulle kunne udøve angreb indefra.

Efterhånden som folk ankom og blev sluset ind, kunne man fornemme størrelsen af paraden. Til vores glæde og lettelse var den heldigvis relativt stor, cirka 1.000 mennesker deltog. En række forskellige aktivistgrupperinger deltog med bannere for frihed, tolerance, humanisme og feminisme. Fra Wien deltog to busser med aktivister, og de fyldte godt op i paraden med et kæmpe regnbuebanner.

Indkapslet af massive politikæder

Stemningen inde i paraden var helt fantastisk og efter lidt ventetid blev paraden sat i gang. Fra højttalervognen blev der spillet musik og holdt taler. En deltager i paraden gik med et stort spejl, som han kunne vende mod moddemonstranterne, en gruppe bar et kæmpestort regnbuebanner og nogle rendte rundt som chearleaders.

Se ÝouTubevideo fra Priden

Både succes og fiasko

Paradens forløb kan betragtes på to måder: På den ene side lykkedes det ikke moddemonstranterne at gentage de massive angreb, som blevet udøvet mod paraden i årene før. På den anden side forløb paraden ekstremt isoleret.

Paraden endte i en lille park. Gaderne omkring parken var overrendt af højreradikale, der ikke rigtigt turde komme ind til os. I stedet ventede de i sidegaderne på, at paraden skulle opløses og folk skulle gå hjem i mindre grupper, sådan som det nu er deres strategi, at angribe og overfalde folk, når de er alene eller i undertal. For at undgå det scenarie eskorterede politiet os ned i en nærliggende metro, så vi kunne komme væk.


Som københavner og berliner var det underligt at være under beskyttelse af politiet. Og det var vi. En del af vores Worst Case Scenario havde været, at også politiet havde været fjendtligt indstillet mod paraden, så vi ville skulle slås med både moddemonstranter og politi. Men det skete ikke.

Indkapslet af massive politikæder og hegn og afskærmede sidegader, forløb paraden uden direkte angreb. Men den forløb også isoleret og stort set uden tilskuere. Det var som at bevæge sig gennem en hermetisk aflukket menneskeforladt by. Ned af sidegaderne kunne vi se, hvordan højreradikale stod positioneret bag hegnene og politikæderne. Langs ruten blev paraden fra balkoner og torve hilst med glæde af glade ungarer.

Fakta om det politiske kilma i Ungarn:
The Trade Union of Hungarian Police Officers Prepared for Action, er en forening af politifolk, der menes at udgøre ca. 10 pct. af Ungarns politi. Unionen støtter offentligt det nyfascistiske parti Jobbik.
Alle nævnte grupperinger og en række andre ungarske højreradikale grupperinger udøver deres had mod en række mindretal i Ungarn, herunder jøder, LGBT’s, muslimer, romaer, venstrefløjsaktivister etc.
Jobbik-fascisterne sidder i EU. De fik ved Uu-parlamentsvalget 15 pct. af de ungarske stemmer, og det frygtes, at partiet vil storme ind i det ungarske parlament ved det næste valg.
Bare i år er der registreret seks mord på ungarske romaer begået af højreradikale og alene siden juli er der registreret 49 sårede romaer som følge af højreradikales angreb. Paramilitære højreradikale spadserer uniformeret i grupper direkte ind i romalandsbyer og udøver selvbestaltede magtdemonstrationer, sætter ild til folks huse, overfalder og myrder folk.
Officielt er der blevet anmeldt ét overfald i forbindelse med LGBT-paraden dette år. En ung kvinde på vej hjem fra paraden blev genkendt som paradedeltager, da hun bar en T-shirt med pridens logo. Hun blev overfaldet og tæsket af tre højreradikale.

Inde i toget, stod vi som sild i tønde, og folk klappede og hujede og omfavnede hinanden i lettelse over, at årets parade var overstået, og over at det var gået så »godt« (at de seneste års begivenheder ikke havde gentaget sig). Senere fandt vi ud af, at der undervejs havde været sammenstød mellem moddemonstranter og politi, men det var foregået uden for vores synsfelt bag hegnene og politikæderne.

Om aftenen var der arrangeret en kæmpe afslutningsfest for LGBT-prideugen. Den havde vi planlagt at deltage i. Vores vært havde i mellemtiden gennem sit LGBT-netværk opsnappet, at de højreradikale via deres informationskanaler og websites havde indkaldt alle højreradikale inkl. hooligans fra aftenens landskamp Ungarn/Sverige til at møde op udenfor aftenens LGBT-fest.

Næste år bliver vi endnu flere

Om aftenen kørte vi ned til området omkring festen. Ved indgangen til festen stod politikæder og »sikrede«, at festarrangementet i det mindste kunne afholdes. Overalt var der nazister, fascister og andre højreradikale uden hår på hovedet. Vi kom ikke til festen. Vi og mange andre turde simpelthen ikke at gå igennem nazi-hoben for at nå frem til politikæderne og festen. Festen blev afholdt med relativt få deltagere.

Vi tog et timeout, og senere på natten kørte vi forbi klubben fra aftenen før, blot for at konstatere, at der også her havde været problemer. Klubben var blevet tømt efter at været blevet truet med bombning. Vi tog hjem til vores vært og drak og snakkede og hyggede os igennem natten.

Dagen efter kørte vi hjem til Berlin. Forsikret om at vi vil deltage i næste års Pride i Budapest. Vi håber, at der vil komme mange med os. Det er nødvendigt, at vi viser vores solidaritet nu, så LGBT’s og sympatisører ved, at de ikke er alene i den anspændte situation, der eksisterer i øjeblikket i Ungarn.

Og til de fascister der forsøger at skræmme os :

Fuck you

Fuck you very, very much

Cause we hate what you do

And we hate your whole crew

So please don’t stay in touch

Fuck you, Fuck you, Fuck you

Redaktion: 
QueerKraft

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96