Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Amnesty advarer mod anti-terror overgreb

5. oktober 2001 - 2:59

Amnesty advarer mod anti-terror overgreb

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Ifølge Amnesty-rapporten har muslimer og folk med mellemøstlig eller asiatisk oprindelse eller udseende været udsat for overgreb i mindst ti forskellige lande. Overgrebene har fundet sted på gaden, i skoler, og på arbejdspladser.

Alene i USA er mindst 540 arabiske amerikanere og 200 sikher blevet overfaldet, og i blandt andet Polen, Indien, Storbritannien og Danmark er moskéer og hindu templer blevet angrebet og vandaliseret.

Amnesty udtrykker desuden bekymring over, at en række regeringer i Europa og andre steder i verden har ”sat en lovgivning øverst på den politiske dagsorden, som truer med at gøre indgreb på de borgerlige rettigheder og muligvis formindske beskyttelsen mod overgreb på menneskerettighederne”.

Ifølge Amnesty diskuteres i en række lande tiltag, der risikerer at gå ud over asylsøgeres rettigheder, ligesom der flere steder – blandt andet i Mexico, Brasilien og Paraguay – er eksempler på, at muslimer og folk fra Mellemøsten fængsles på mistanke om at stå i forbindelse med ”terroristorganisationer”.

Regeringer undertrykker modstandere

Endelig advarer Amnesty International om faren for, at regeringer vil øge undertrykkelsen af deres modstandere, mens verdens opmærksomhed er rettet mod terrorangrebet i USA og den forventede militære reaktion.

Som et eksempel herpå nævner Amnesty situationen i Palæstina, hvor israelske sikkerhedsstyrker dræbte 14 palæstinensere i de første 48 timer efter terrorangrebet, uden at det blev nævnt i de internationale medier.

Amnesty citerer i en pressemeddelelse den israelske forsvarsminister for at udtale:

”Det er en kendsgerning, at vi har dræbt 14 palæstinensere (…) mens verden har forholdt sig absolut tavs. Det er en katastrofe for Arafat”.

Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder

Læs pressemeddelelse

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96