Der er længe imellem, at der kommer bøger af en vis tyngde og kvalitet om samfundsudviklingen i Danmark. Der er intellektuel krise i fædrelandet (oven i alle de andre kriser). Og der er også krise på venstrefløjen – vi er udsultede med hensyn til viden og indsigt.
Så når der kommer en gedigen bog med grundig venstreintellektuel debat, med diskussion og kritik af nyliberalismen og al dens væsen, er det bare med at få den læst.
Antologien Dansk nyliberalisme indeholder 17 forskellige artikler, af forfattere fra hele landet, men med en vis koncentration omkring Ålborg og AUC.
En række bidrag giver konkret information om nyliberalistisk udvikling indenfor bestemte områder, f.eks. om arbejdslivet og fagbevægelsen (Janne Gleerup), privatisering og udlicitering (Frank Aaen), den offentlige sektor (Henrik Herløv Lund), byplanlægningen (Petter Næss), og klasser, fordeling og magt (Anders Hadberg).
Men der er også mere principielle bidrag om, hvad begrebet neoliberalisme og den neoliberale politiske dagsorden dybest set indeholder. Her afsløres interessante meningsforskelle mellem bidragyderne (selv om de ikke direkte diskuterer med hinanden).
En simpel definition af nyliberalisme, som de fleste umiddelbart kan skrive under på, kan lyde sådan her: Troen på de frie og uregulerede markedskræfter (eller i en moderat udgave: mere marked, mindre stat).
Logikken bag troen kan også indkredses ret simpelt: En nærmest blind tillid til markedet som vejen til menneskelig frihed samt til effektiv udnyttelse af samfundets ressourcer, til gavn og glæde for alle. Det gælder derfor om at rulle statens magt tilbage, forhindre dens forvridende indgreb i samfundsudviklingen og dens overgreb mod individet.
At det kun er markedsmekanismerne og konkurrencen, der kan skabe den bedste af alle verdener, kan også karakteriseres som en nærmest religiøst betonet besværgelse.
Jeg noterer med tilfredshed, at det nu er blevet ganske stuerent at tale om markedsfundamentalisme. En rammende sprogbrug, som har vundet frem i takt med, at den økonomiske krise har afsløret væmmelige slanger i det nyliberalistiske paradis.
En række bidrag i bogen bygger mere eller mindre eksplicit på denne forståelse af, hvad nyliberalisme handler om. Men den definition er Peter Nielsen ikke enig i. I et tankestimulerende bidrag »Nyliberalismen i velfærdssamfundet« anfægter han den simple modstilling af marked og stat, som venstreløver á la Søren Pind og CEPOS, men også mange på venstrefløjen tænker i.
Nielsen definerer i stedet nyliberalisme som »den universaliserede markedsmæssige adfærd« som skal »skabes, reguleres og udbredes aktivt gennem en stærk stat« (side 95).
En stærk stat!? Her kommer provokationen til alle os, som tror nyliberalisme handler om så vidt muligt at demontere staten, så jungleloven kan herske.
Men Nielsen har argumenterne i orden. Han hævder, at den grundlæggende fejl er, at man ikke skelner mellem klassisk liberalisme og nyliberalisme. Den klassiske liberalisme dyrker, med bl.a. Adam Smith som forbillede, »natvægterstaten« (statens stort set eneste opgave er at tænde og slukke gadelygterne og holde orden), eller »minimalstaten« (jf. Anders Fogh Rasmussens berømte/berygtede bog fra 1993, Fra socialstat til minimalstat, hvor stort set alt skal privatiseres).
Den nye liberalisme er af en anden, mere sofistikeret støbning. Her bruges staten aktivt på en lang række samfundsområder til at fremme »markedsmæssig adfærd«.
Anders Fogh skiftede selv holdning undervejs: Agitationen for at demontere velfærdsstaten, som følger borgerne fra vugge til grav og fremmer en »ynkelig slavenatur« (side 14), blev erstattet af en langt mere glidende, tilsløret udvikling, hvor skattestop og skattelettelser blev guleroden, der fik borgerne til at acceptere en gradvis indskrænkning af statens omsorg og udgifter (udtrykt f.eks. i ventelisterne på de offentlige sygehuse og den samtidige opprioritering af private hospitaler).
De venstreliberale målsætninger er muligvis/sandsynligvis de samme, men måden at gå frem på er anderledes. Og det medfører ikke en passiv minimalstat, men tværtimod en stat der griber aktivt ind på flere samfundsområder end før.
Peter Nielsen får aldrig gjort helt klart, hvad han forstår ved at nyliberalismen indebærer »en stærk stat«. Men han giver flere eksempler, som understreger pointen.
Før havde vi passiv arbejdsmarkedspolitik, med individets ret til hjælp og ydelser, hvis man mistede sit job. Nu har vi aktiv arbejdsmarkedspolitik med talrige pligter for de mange mennesker, som havner udenfor arbejdsmarkedet. Med et drys gulerod og megen pisk skal de motiveres til at komme i job igen.
At det medfører et absurd og dyrt byrokrati med kurser, aktiveringer og utallige forgæves jobansøgninger, med få synlige resultater, nævner Peter Nielsen ikke. Regeringens hovedsigte synes at være at gøre det til et helvede at være arbejdsløs, for at spare det offentlige penge. En aktiv stat, ja – en stærk stat, der løser problemer (sociale og beskæftigelsesmæssige), næppe.
Et af Peter Nielsens tankevækkende eksempler er universitetspolitikken. Også her har den nyliberalistiske regering grebet særdeles aktivt ind. Med universitetsloven fra 2003 afskaffede man stort set al demokratisk indflydelse, for ansatte såvel som for studerende. Man indførte et hierarkisk diktatursystem, med enevældige, selvsupplerende bestyrelser, med et flertal af repræsentanter fra erhvervslivet, som ansætter lige så enerådige rektorer og institutledere (interessant strøtanke: vi har altså en regering, der med militær besættelse vil skabe demokrati i lande som Irak og Afghanistan, men samtidig har travlt med at rulle demokratiet tilbage på hjemmefronten – er det nyliberalisme?).
Tankegangen er soleklar: Nu skal universiteterne drives som virksomheder. Men er det dermed marked og konkurrence, der bliver indført?
Nielsen taler om, at der sker en markedsgørelse og indføres en markedslignende model på universiteterne (uden at forklare det nærmere). Kigger man dybere i dette fænomen, er det klart, at det ikke er frit marked og fri konkurrence, der nu tilbydes, men et hierarkisk topstyret system, som medfører en stærk byrokratisering, som tager ressourcer fra undervisning og forskning, og demotiverer medarbejderne.
Men det er en model fra erhvervslivet: den dårlige hierarkiske koncern, som ikke evner at få det bedste frem i de ansatte (og derfor typisk ender med at gå fallit). Business betyder ikke bare marked, men også topstyring.
Det andet erhvervsmæssige aspekt er, at universiteterne nu er selvstændige virksomheder, som selv har ansvaret for at få økonomien til at hænge sammen: Hvis de ikke kan tiltrække studerende og forskningspenge nok, kan de da bare få lov at gå fallit (ligesom Danmarks Radio, der nu stort set leverer genudsendelser).
For at sige det ligeud: Regeringen er ved at ødelægge vort offentlige undervisningssystem (som vi skal overleve på), fra folkeskolen over gymnasiet til universiteterne. Ved at indføre et »markedslignende« misk-mask, som gør det hele uoverskueligt, gør det surt at være medarbejder, tager ressourcer fra undervisningen til administration og kontrol, gør elever og studerende forvirrede, og får de bedste folk til at gå deres vej.
En aktivt anmassende stat, ja – en klog og stærk stat, nej.
Her er det måske på sin plads at nævne et område, hvor den så aktive stat og regering ikke griber ind: erhvervslivet selv. Det fungerer jo perfekt, det er rollemodellen for hele samfundet. Jo, man har måske reddet bankerne. Men industrien og eksporten har det ikke godt – tilbagegangen er omkring 20 procent.
Vi har allerede set mange konkurser, også i store virksomheder, titusinder af arbejdspladser tabes, mange permanent fordi produktionen aldrig genopstår. Overfor en livsfarlig kriseudvikling for dansk produktion og arbejde sidder regeringen med hænderne i skødet – naiv tro på markedskræfterne avler katastrofer.
Hvad er de så optaget af? – ja, det vigtigste synes pt. at være burkaer og kamphunde!
Trods mine kritiske kommentarer til Peter Nielsens fremstilling er jeg enig i hans hovedpointe: Det nytter ikke at se den nyliberalistiske stat som en passiv og forsvindende stat. Det er en aktivt intervenerende stat, der forsøger at indføre »markedslignende« reformer på en række områder.
En af konsekvenserne er, at den bidrager til at markedstænkning invaderer den offentlige sektor, og gør skellet mellem offentlig og privat mere flydende.
Denne pointe kommer især tydeligt frem i Henrik Herløv Lunds informative artikel om markedets indtrængning og hærgen i den offentlige sektor . Han skelner mellem markedsstyring fra udbudssiden (dvs. privatisering og udlicitering) og fra efterspørgselssiden (i form af såkaldte »frit-valg-ordninger« for borgerne).
Men artiklen sætter i høj grad spotlight på et tredje felt, der ikke er egentlig markedsstyring, men indføring af »privatsektorinspirerede ledelsesformer« i det offentlige. Managementtænkning og topstyring indføres helt systematisk i de offentlige institutioner. Sjældent med effektivisering til følge, for konsekvensen bliver øget byrokrati og faldende faglig kvalitet, som Herløv Lund understreger, samt pres og stress for medarbejderne.
Han giver også en koncentreret indføring i de teoretiske tankegange, der begrunder det omsiggribende kontrolvanvid. Public Choice-teorierne overfører nemlig markedsprincippet om, at individet er nyttemaksimerende, dvs. handler efter egne private interesser, til de offentlige ansatte.
Hvis de får frit spil vil de sikre sig »størst mulige budgetter, størst mulige lønninger, flest muligt ansatte, mindst muligt arbejde, størst mulig magt, egne venner ind som ledere osv.« (side 325). Derfor må staten og dens ansatte minimeres og kontrolleres. Og det skal ske ved statslig tvang!
Vi er ved at nå frem til en paradoksal pointe: Den nyliberale stat, der er kommet til verden for at genskabe individets frihed, bidrager i høj grad til hierarki, byrokrati, kontrol – og dermed en magtesløshed overfor systemet/staten, som opleves stærkt af den enkelte borger, og af den enkelte medarbejder i en offentlig virksomhed.
I artiklen »Staten, Individet og Styringen« strammer Ivan Lind Christensen og Christian Ydesen anklagen op: Det en ensretningsproces, hvor den nyliberale stat i sin styringsiver truer med at antage et totalitært væsen (side 151).
Det er stærke ord, men de rammer. Tænk bare på kampen mod terrorismen, der får Danmark og en række andre nyliberale lande til at sætte ukrænkelige individuelle retsgarantier ud af spil. Eller hele tankegangen om, at det er da i orden at overfalde andre lande med militærmagt og skyde løs på både oprørere og civilbefolkning – bare formålet er at lære dem at få indført vores »fredelige og demokratiske samfundsorden«.
Enkelte bidrag i bogen har en forståelse af nyliberalisme, som det er lidt svært at tage alvorligt.
Balder Asmussens artikel »Nyliberalismens storhed og fald« analyserer sig frem til, at det var Poul Schlüter, der forsøgte at indføre nyliberalisme i Danmark, men mislykkedes med det. Derefter levede nyliberalismen en »skyggetilværelse under Nyrup«, mens Anders Fogh Rasmussen siden har »pakket de nyliberale faner væk«!? (side 178).
Asmussen skulle prøve at læse Frank Aaens bidrag om privatisering og udlicitering, som i rigt mål dokumenterer, at det var Poul Nyrup, der satte gang i det (bl.a. med privatisering af pengemaskinen TDC), hvorefter den nuværende regering og kommunerne har fulgt op i stor stil.
Hvad får Balder Asmussen til i den grad at gå galt i byen? En del af forklaringen er, at han bygger på en meget snæver forståelse af, hvad nyliberalisme er: »Nyliberalisme i praksis indebærer, at staten undlader at blande sig i den økonomiske udvikling« (side 176).
Mange glimrende bidrag i bogen demonstrerer det modsatte.
Det andet bidrag, der provokerer undertegnede, er Kenneth Haahrs om EU. Han ser EU som et renlivet og entydigt projekt til fordel for det frie marked. Den anden side af medaljen, Fort Europa, har han tilsyneladende aldrig hørt om.
For os, der er tilbøjelige til at kigge på Europa med u-landenes briller, er det en selvfølge, at det på landbrugsområdet er USA og især EU, der er højprotektionistiske og med stor magt blokerer for liberaliseringer, der kunne åbne markeder for produkter fra fattige 3. verdenslande (man kan bare nævne de absurd store beskyttelsesordninger for hvidt sukker, som effektivt har holdt rørsukker ude af EU i mange år).
Men Kenneth Haahrs forglemmelse kan give anledning til en anden definition af nyliberalisme: »vi tror på markedskræfterne – men kun så længe de er til vores fordel«.
Når det er en selv, der taber terræn på det frie marked, er nyliberalismens bannerførere lynhurtige til at forlade doktrinerne. Det er altså mere en institutionaliseret dobbeltmoral og magtmoral, end det er en dybt rodfæstet tro (minder lidt om gammelkatolsk hykleri, når pengene i kisten klinger.... )
Men det er en god bog, som sætter hjernecellerne i sving, så læs den!
Birger Linde er lektor på Roskilde Universitetscenter.
Anders Lundkvist (red.): Dansk Nyliberalisme, Forlaget Frydenlund 2009, 435 sider,. Pris 299 kroner.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96