Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Humanister kalder til modstand

28. august 2009 - 22:27

Humanister kalder til modstand

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Rune Eltard Sørensen

»No justice, No peace!«, »No justice, No peace!«.

Ordene gjalder, som så ofte før, udover Rådhuspladsen, hvor tusindvis af mennesker er samlet til støttekoncert for de afviste irakere tirsdag den 18. august. Men denne gang kommer de ikke som taktfaste kampråb fra sortklædte unge, der protestere over dette eller hint.

På scenen står den politiske kommentator Peter Mogensen, kendt fra TV2 News’ Mogensen & Christiansen, iklædt solbriller og en akustisk guitar i hånden. Opråbet er flettet ind i en sang af Bruce Springsten, men budskabet er ikke til at tage fejl af: Der er noget galt i Danmark. Og det er tid til at komme op på barrikaden – and do something about it!

Når modstand bliver pligt

Skærmtrolden fra TV2 står ikke alene med følelsen af, at rydningen af Brorsons Kirke og udvisningen af de irakiske asylsøgere er dråben. En lang række humanister og intellektuelle har de seneste uger appelleret til deres medborgere og opfordret folk til at gå til »modstand« eller ligefrem melde sig ind i en decideret »modstandsbevægelse«.

Blandt dem er forfatter, kommentator og journalist Rune Lykkeberg. Han skrev i dagbladet Information den 21. august, under overskriften »Når uret bliver ret«:

JPEG - 83.1 kb
Sagen om de afviste irakiske asylsøgere har mobiliseret humanistiske og aktivistiske kredse i en bredere protest mod den gældende politiske dagsorden i Danmark. Den 18. august samledes f.eks. tusinder på Rådhuspladsen i København til støttekoncert for irakerne. Foto: Mark Knudsen/Monsun

»Det handler om politisk retfærdighed. Det handler om, at den fundamentale solidaritet for alle bliver ødelagt, når det uacceptable bliver til det eneste mulige. Og som det blev sagt af Bert Brecht og siden citeret vidt og bredt med en sentens, som er eminent demokratisk: Når uret bliver ret, bliver modstand til pligt«.

»Ånden fra 1943«

Carsten Jensen, der ligeledes er forfatter, kommentator og journalist, mener, at der behov for en »stor, rensende samvittighedskrise« i Danmark, før tingenes tilstand kan forbedres. Han betegner regeringens flygtningepolitik som en »djævlepagt med den blinde og døve umenneskelighed«.

Mogensen – på pol.tv – »No justice, No peace«…

Carsten Jensens tale til iraker-demo

Rune Lykkeberg: »Når uret bliver ret«

Kronik: »Modstandsbevægelsen mod Pia Kjærsgaards besættelse af Danmark«

»Folkelig opbakning til humanitært ophold« på Modkraft.dk

»Rekordstore demonstrationer mod rydning af kirke« på Modkraft.dk

Han fortsætter i en kommentar bragt i Information: »Vi roser os af vores tolerance. Og jo, vi er faneme tolerante. Tolerante over for afstumpetheden, kynismen, den blinde selvtilstrækkelighed, det mest infame menneskesyn. Dem har vi givet plads ved vores bord, dem giver vi taletid igen og igen. Indskrænkethedens repræsentanter har vi stemt ind på landets højeste poster, og i den kuede opposition finder vi mest deres sjælløse eftersnakkere«.

I en tale, Carsten Jensen holdt ved en støttedemonstration for irakerne den 14. august, sagde han desuden: »Engang stod vi sammen og hjalp med fare for vores eget liv de forfulgte jøder til Sverige. Jeg vil ikke opgive troen på, at ånden fra oktober 1943 lever i os endnu«.

Modstandsbevægelse mod Dansk Folkeparti

Senest har Rune Engelbreth Larsen, blogger, forfatter og erklæret humanist, lanceret »Danmarks Løver – modstandsbevægelsen mod Dansk Folkepartis besættelsesmagt«.

– Det er tid til at slå i bordet i forhold til Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik og stoppe deres forløjede propaganda-projekt om, at de repræsenterer danskerne, siger Rune Engelbreth Larsen til Modkraft.dk.

På Facebook har en støttegruppe for modstandsbevægelsen rundet 7.000 medlemmer. Den tidligere formand for Minoritetspartiet tror på, at et opgør med den aktuelle national-konservative diskurs er mulig.

– Der findes en lang tradition i Danmark for rebelskhed mod ensretning og intolerance. I første omgang handler det derfor om at intensivere kritikken af højredrejningen og ændre dagsordenen i medierne. Vi opfordrer folk, blandt andre humanistiske bloggere, som i dag allerede skriver mange skarpsindige indlæg, til at blande sig mere i debatten i dagbladene, forklarer Rune Engelbreth Larsen.

Han understreger dog, at læserbreve og kronikker ikke kan stå alene, men skal gå hånd i hånd med »den aktivistiske og politiske bevægelse, som man har set blandt andet i forbindelse med de afviste irakiske asylansøgere«.

Professor: Opsving »i humanistisk aktivisme«

John Andersen, professor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på RUC, udtaler i dagbladet Information fredag den 28. august, at der for tiden sker »en repolitisering af især unge mennesker. Det, vi ser, er et opsving i en blanding af frivilligt arbejde og politisk humanistisk aktivisme«.

Hans vurdering bygger på det store engagement, som er blevet forløst i solidaritetsarbejdet med de afviste irakere generelt og omkring gruppen Kirkeasyl konkret.

– Ud fra et demokratisk synspunkt er det utrolig interessant, at der har været en så bred mobilisering i forhold til denne sag – og selvfølgelig også i forhold til de nye former for aktivisme, siger han.

Rene Karpantschof, som er sociolog og forsker i sociale bevægelser på Københavns Universitet, mener også at kunne se et nybrud:

– Den form for aktivisme, vi ser i dag, bærer elementer med sig, der har eksisteret længe, men afspejler også den nye verdensorden. Irakerne er ikke med i nogle særlige bevægelser, som danskerne støtter, så man handler mere ud fra universelle menneskerettighedsværdier. Det er derfor projektet støttes af så bred en skare, siger han til dagbladet Information.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96