5. august 1993 henrettede staten Texas den 36 år gamle morder Joseph Paul Jernigan.

Institutionen, der stod for henrettelsen, »Texas Department of Criminal Justice«, har sin egen hjemmeside, og her kan man finde en liste over de mange fanger, der i tidens løb har lidt samme skæbne. Listen er et både skræmmende og fascinerende dokument.

Her finder man oplysninger om den dødsdømtes alder, race, straffeattest og i flere tilfælde den dødsdømtes sidste ord. Disse sidste ord er stærk læsning. Mange af dem er af religiøs karakter eller handler om tilgivelse. Ikke underligt er det nemt at få det nærmest fysisk dårligt, når man læser dem.

Denne kronik handler om en mand, hvis sidste ord ikke blev nedfældet af straffeenheden. Under alle omstændigheder er de ikke noteret på listen med de dødsdømte fanger. I den officielle straffeattest kan man læse, at Jernigan brutalt havde myrdet den 75-årige Edward Hale under et røveriforsøg.

Jernigan stak Hale flere gange med en kniv, hvorefter han skød ham tre gange med et haglgevær. Straffeattesten afslører desuden, at det ikke var nogen engel, der afgik ved døden 5. august 1993. Røveriet mod Hale var ikke første gang, Jernigan kom på kant med loven. Formentlig ville hans ugerning dog have været glemt af de fleste nu, hvis det ikke var, fordi hans krop efter døden fik en ganske usædvanlig skæbne.

Efter henrettelsen, der foregik med giftsprøjte, stod et hold læger klar til at tage imod Jernigans legeme. Gennem samtaler med fængselspræsten havde Jernigan besluttet sig til at donere sin krop til videnskaben. Hvorfor han havde truffet denne beslutning, er uklart, men noget tyder på, at han ville spare sin familie for omkostningerne ved en dyr begravelse. Det virker dog under alle omstændigheder sikkert, at Jernigan næppe havde forestillet sig præcis, hvad hans krop skulle bruges til efter døden.

De læger, som stod klar til at modtage Jernigans krop, var en del af et forskningsprojekt under »The United States National Library of Medicine«. Projektet, med navnet »The Visible Human Project« (Projektet Det Synlige Menneske), blev grundlagt i 1989 og havde til formål at skabe en komplet og normalanatomisk tredimensionel model af mande- og kvindekroppen.

For at lave denne visualisering af menneskekroppen skannede lægerne Jernigans krop, indkapslede den i gelatine og frøs den ned. Grunden til, at liget blev nedfrosset, var dels, at man ville sikre holdbarheden af Jernigans fysiske rester, dels at det gjorde det lettere at skære liget i stykker uden at flænse og på anden måde unødigt beskadige kroppen.

Efter nedfrysningen savede lægerne kroppen i fire stykker og havde dermed frembragt fire store menneskelige isterninger. Så skar lægerne Jernigan i millimetertynde skiver. Efter hvert stykke blev der taget et fotografi af kroppen, og ni måneder efter var Jernigan delt i 1.871 stykker. Grundigt fotograferet og dokumenteret. At det vitterligt er Jernigans krop, man kan se på nettet i dag, er der ingen tvivl om.

Selv om formålet med projektet var at skabe en komplet normalanatomisk model af menneskekroppen, er projektet kun en delvis succes. Jernigan var nemlig ikke ’normal’ i gængs forstand. Når man betragter de billeder, som blev resultatet af hans donation, kan man se, at hans venstre testikel mangler.

Når man besøger The Visible Human Projects hjemmeside, er det svært at finde nogen information om Jernigan. De mange artikler, man kan finde, drejer sig i høj grad om, hvilke forskningsresultater Det Synlige Menneske har afstedkommet. Og de er mange. Billederne af kroppen bliver brugt over det meste af verden og giver alle, der er interesseret i den menneskelige anatomi, mulighed for at studere menneskekroppen ned til mindste detalje.

Da jeg første gang mødte Joseph Paul Jernigan, var det også under navnet Det Synlige Menneske. Som de fleste andre blev jeg imponeret over den store skønhed i de billeder, som forskerne havde produceret. Indblikket i kroppen er fundamentalt spændende, og den fantastiske detaljeringsgrad gør, at man virkelig kan gå på opdagelse i kroppen. Faktisk er det muligt i bogstaveligste forstand at rejse gennem kroppen – fra isse til fod.

Jeg var naturligvis klar over, at det var et rigtigt menneske, jeg kiggede på, men ikke desto mindre tænkte jeg ikke på, hvem der havde lagt krop til. I processen fra henrettelsen til den tredimensionelle model med navnet Det Synlige Menneske var Jernigan på en eller anden måde forsvundet. Fra at være en person var han blevet til noget fuldstændig andet. En virtuel entitet uden relation til et menneske af kød og blod. Paradoksalt, eftersom en del af formålet med projektet var at give et indblik i menneskekroppen. Kroppen var blevet synlig, men personen var forsvundet.

Der er en lang række etiske problemer forbundet med brugen af Jernigans krop. Er det f.eks. overhovedet etisk forsvarligt at bruge henrettede fanger i forskningen? Den berømte udstilling ’Bodies’, som kunne opleves i København sidste år, blev kritiseret, fordi det var uklart, hvor de udstillede kroppe kom fra. Var det henrettede kinesiske dissidenter, vi kunne se i udstillingen?

Udstillingen var kontroversiel, men Det Synlige Menneske har indtil videre ikke givet anledning til samme debat. Måske fordi projektet indtil videre mest har været kendt af forskere og ikke er nået ud til et bredere publikum?

I virkeligheden er det underligt, taget i betragtning at ’Bodies’ kun blev set af dem, der havde råd til at betale for billetten, mens Jernigans krop kan ses af alle, der har forbindelse til internettet. Denne mere demokratiske tilgang til datamaterialet kan selvsagt også være en del af forklaringen på, at der kun har været få kritiske røster imod materialet. Jernigans krop tilhører alle.

Det norske Tidsskrift for læger bragte for nylig en artikel om brugen af det datasæt, som blev resultatet af Jernigans donation. I tidsskriftet redegør det norske »Rådet for legeetikk« for de etiske problematikker, der er forbundet med brugen af Jernigans krop.

Rådet peger her på, at både World Medical Association og Den norske lægeforening ikke accepterer, at læger deltager i tilrettelæggelsen af henrettelser, og rådet gør også opmærksom på problemer i forhold til, hvorvidt Jernigan kan siges at have afgivet informeret samtykke.

Det største problem for rådet er dog, at brugen af en henrettet mands krop indirekte kan ses som en accept af dødsstraf som institution. Rådet konkluderer, at lægerne ikke kan siges at have deltaget i tilrettelæggelsen af henrettelsen, selvom de har været orienteret om tidspunktet for denne, idet kroppen skulle overdrages til dem efterfølgende.

I forhold til respekten for det enkelte menneske er Jernigans donation også et vanskeligt dilemma. Hvis man vælger at afstå fra at benytte datasættet, mener rådet, at det kan ses som et signal til om, at dødsdømte ikke har krav på samme fundamentale respekt som andre mennesker. Heller ikke efter deres død.

Hvis man derimod vælger at bruge datasættet, kan de ses som en indirekte accept af dødsstraffen og i værste fald være med til at legitimere brugen af dødsstraf. Rådet for legeetikk konkluderer trods usikkerheden om informeret samtykke, at det er acceptabelt at benytte datasættet, bl.a. fordi Jernigan nu tilhører verdenens medicinske kulturarv.

På trods af denne anbefaling sidder jeg dog stadigvæk tilbage med nogen tvivl. Når man sidder på dødsgangen berøvet alle fremtidsudsigter i en situation, hvor man er berøvet sin frihed og kun venter på at blive slået ihjel, er det da muligt at træffe den slags valg, som Jernigan traf?

I den situation – hvor man er berøvet det, vi i andre sammenhænge priser så højt, nemlig friheden – kan man så overhovedet træffe et reelt frit valg?

På Medicinsk Museion i København forsker vi i sundhed og sygdom, fødsel og død igennem historien. Som omdrejningspunkt for denne forskning står mennesket. Som konsekvens heraf er den samling af museumsgenstande, vi råder over, ganske speciel. For blandt hospitalssenge, apotekerkrukker, spartler og mærkværdige medicinske artefakter finder vi også genstande, som har en speciel relation til menneskekroppen, al den stund at de netop er menneskedele.

Således rummer vores samlinger genstande, der må karakteriseres som etisk neutrale, men også genstande, som kræver etiske overvejelser. Den mest kendte af disse er den Saxtorphske Samling, grundlagt af Mathias Saxtorph. Den består bl.a. misdannede fostre og spædbørn. At udstille barnet og fostret, specielt i det tilfælde, hvor der er misdannelser involveret, er etisk set stærkt kontroversielt.

De er dog langtfra de eneste genstande, som kræver en etisk stillingtagen. Den Saxtorphske Samling er ikke offentligt tilgængelig, men i de udstillinger, alle kan besøge, stilles man også over for etiske valg. Her kan man bl.a. se et syfilisinficeret kranie, to tørpræparerede menneskehoveder, humane (dvs. menneskelige) vådpræparater samt et skelet, der på venstre side af kraniet bærer inskriptionen ’Neger’. Et vidnesbyrd om en tid, hvor racismen var anderledes accepteret.

Når vi vælger at udstille disse genstande, retfærdiggør vi det bl.a. med, at de er nødvendige for at forstå den medicinske kulturarv. Vi argumenterer med, at hvis vi vil forsøge at forstå vores forgængere, må vi tage det udgangspunkt, som de havde.

Det er også et rimeligt argument, men Jernigan gav alligevel den etiske diskussion en drejning. Hvor vi ikke kender oprindelsen af de tørpræparerede hoveder, er der ingen tvivl om, hvor Jernigan kommer fra. Her er et anderledes nærvær i tid og rum, som er svært at se bort fra.

Vi bruger det synlige menneske i vores nyeste særudstilling under netop det navn, og er det etisk forsvarligt? Selv om debatten om dødsstraf sjældent dukker op i Danmark, er vi ikke fritaget for at forholde os til problematikken i en tidsalder, hvor udviklingen af computerteknologi bryder grænserne ned. Går de etiske grænser samme vej? Og hvem skal bestemme, hvor grænserne skal gå?

Selv om vi har humane præparater i vores samlinger, er jeg ikke sikker på, at det nødvendigvis er en fordel, når grænserne skal trækkes. Uundgåeligt indtræder der en vis kynisme i omgangen med disse menneskerester. På et tidspunkt er det svært at se dem som menneskedele. De bliver i stedet til genstande, med et registreringsnummer og en fast plads i samlingerne. Selv om de betegnes som humane præparater, er det svært at se dem som ’ægte’ menneskedele.

At de amerikanske læger valgte at bruge en henrettet fange til deres forskningsprojekt, er der ikke noget nyt i. Når vi kigger rundt i biologilokalet i folkeskolen eller på gymnasiet, vil vi mange steder kunne se grundige anatomiske tegninger, der viser kroppens detaljer.

Den viden er resultatet af en historisk proces, der bl.a. har bestået af, at man har skåret menneskekroppen op, og de anatomiske tegninger røber ikke, at det er rigtige mennesker, der om man så må sige har lagt krop til. Ligesom Det Synlige Menneske er de personer, der oprindeligt blev skåret op, forsvundet i historien. Nogle af disse har utvivlsomt været henrettede fanger.

Personligt blev jeg overrasket, da jeg opdagede, at dette også sker i dag. Især fordi lægevidenskaben og den lægevidenskabelige forskning ikke er løsrevet fra det omgivende samfunds moralske kodeks og nødvendigvis må afveje de etiske konsekvenser af de forsøg, de foretager.

Generelt har jeg stor tillid til, at lægestanden forstår og forholder sig til etiske problemstillinger, når de opstår. Om ikke af andre grunde så fordi lægerne har brug for det omgivende samfund lige så meget, som samfundet har brug for læger.

Vi er så heldige, at nogle mennesker vælger at donere deres krop til videnskaben, så lægestuderende har mulighed for at blive fremragende anatomer, kirurger og forskere. Donorsystemet bygger på en grundlæggende tillid mellem lægestanden og det omgivende samfund, og hvis ikke denne tillid kontinuerligt bliver fornyet og forstærket, risikerer vi i yderst konsekvens, at donationerne til lægestanden falder. Det ville være en katastrofe for begge parter.

Historien om Jernigan kan være kompromitterende for lægestanden, men understreger også behovet for kritisk refleksion. Refleksion over, hvor vores fælles etiske grænse går. Et samfund uden etiske refleksioner er et samfund, der er dømt til totalitarisme.

Jernigan selv kan formentligt være ligeglad med, hvad der skete med hans krop efter hans død. Værre er det med hans familie, som aldrig blev spurgt om deres holdning. For dem er det synlige menneske faktisk et menneske af kød og blod og måske især af sjæl.

Som det første virkelige meta-menneske kan hans krop frit downloades og studeres af alle, der har lyst. Som et perverteret eksempel på drømmen om evigt liv ’lever’ Jernigan i cyberspace. For tid og evighed.

Artiklen blev bragt i dagbladet Politiken 02.08. 2009