Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > »Homofobisk abortmodstander« valgt til EU-formand

15. juli 2009 - 13:56

»Homofobisk abortmodstander« valgt til EU-formand

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Valget til ny formand for EU-parlamentet blev ikke ligefrem en gyser. Til gengæld udløste det politiske kuldegysninger, da både Socialdemokraterne og SF valgte at stemme på den konservativ-kristelige polak Jerzy Buzek frem for den svenske socialist Eva-Britt Svensson.

Buzek vandt overvældende afstemningen med 555 stemmer, mens Svensson kun fik 89 stemmer. Og at sejren blev så entydig skyldes bl.a. at de danske SF’ere og socialdemokrater overraskende stemte på den konservative kandidat.

– Det er rendyrket bedrageri overfor de vælger, der troede de stemte på et venstreorienteret parti til EU-parlamentet, når SF nu støtter en konservativ, homofobisk abortmodstander frem for en kvinde fra SFs svenske søsterparti ved valget af ny formand for EU-parlamentet, udtaler Per Clausen, EU-ordfører for Enhedslisten, i en pressemeddelelse.

Også Folkebevægelsen mod EU er kritiske overfor de partiers stemmeafgivning:

JPEG - 15.3 kb
Polens tidligere premierminister, den konservativ-kristelige Jerzy Buzek, blev valgt til formand for EU-parlamentet med socialdemokraternes og SF’s stemmer, selvom han beskrives som både homofob og abortmodstander.

– Op til EU-valget forklarede S og SF at det handlede om et valg mellem venstre og højre. Men det valgflæsk holdt kun til den allerførste afstemning på det nye EU-parlaments allerførste dag. Så foretrak Socialdemokraterne og SF en polsk konservativ frem for en progressiv svensker, siger Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU i en pressemeddelelse.

Socialdemokrater gik efter studehandel

Ifølge Søren Søndergaard er der tale om decideret studehandel, hvor de konservative får formandsposten to et halvt år, hvorefter socialdemokraternes kandidat overtager posten. Men udover denne handel – som socialdemokraterne står ved – står også uenigheden om Lissabontraktaten helt centralt:

– Jeg har stemt på Buzek af to årsager. Den ene er, at vi har aftalt med EPP, at vi så får vores kandidat valgt om to og et halvt år. Den anden er at Eva-Britt er modstander af EU og Lissabon-traktaten. Og især det første halve år får vi meget fokus på traktaten, forklarer MEP Christel Schaldemose (S) til Folkebevægelsens blad »Folk i Bevægelse«.

Læs mere på Folkebevægelsens hjemmeside

Læs pressemeddelelse fra Søren Søndergaard: »Studehandlernes paradis«

Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten: »SF-vælgerbedrag i EU-parlamentet«

Læs en gennemgang af Jerzy Buzek holdninger til homoseksuelle på UK Gay News

Denne forklaring bakkes op af hendes partifæller Dan Jørgensen, Britta Thomsen og Ole Christensen.

Ø: SF bedrager vælgerne

SF’s nyvalgte kandidat, Emilie Turunen, er mindre skråsikker i sin forklaring på, hvorfor hun valgte at stemme på en konservativ abortmodstander frem for en kvinde fra sit svenske søsterparti:

– Det var ikke med begejstring. Hvis det var et politisk valg, havde jeg måske stemt anderledes. Men jeg har lyttet til de mere erfarne, som fortæller at det er et valg til en administrativ post. Jeg havde overvejet at bryde linien i min gruppe og stemme på Eva-Britt, for det havde været et godt ligestillingspolitisk signal med en kvinde i spidsen. Men Buzek repræsenterer Østeruropa. Det er også et godt signal, forklarer SFs MEP Emilie Turunen fra den grønne gruppe til »Folk i Bevægelse«.

Men den forklaring køber de hverken i Folkebevægelsen eller Enhedslisten. Ifølge Søren Søndergaard viser

Socialdemokraternes og SF’s stemmeafgivning viser, at de »til enhver tid foretrækker en konservativ, som ønsker mere magt til EU, end en venstreorienteret, som ønsker mindre«.

– For dem er støtten til EU vigtigere end kampen mellem højre og venstre, siger Søren Søndergaard.

At Socialdemokraterne foretrak »en studehandel med den store konservative gruppe« frem for at stemme på en venstreorienteret kandidat, overrasker ikke Per Clausen, men han kalder det rystende, at SF også vælger en sådan aftale:

– Under valgkampen til EU-parlamentet understregede SF gang på gang, at der var tale om et almindeligt parlament, hvor venstrefløjen kæmpede mod højrefløjen. Alligevel foretrækker de en konservativ mand frem for en venstreorienteret kvinde, når der skal vælges formand. Det er rendyrket vælgerbedrag, siger Per Clausen.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96