Det lille tidsskrift Corsaren var piraternes skib, hvor kritik, ironi og humor var flaget. Som nytilkommen til Danmark var Corsarens dæk et sted at være, at lære og skrive sammen med den gode redaktør, Nils Ufer. Han udgav det satiriske ugeblad i årene 1974-79 og igen 1983-85 med forbillede i Meir Goldschmidts udfordrende blad fra 1840’erne.
– til minde om Jonathan Swift, (Dublin 1729).
Det er påfaldende i hvor ringe grad overgangen fra landbrugsland til det moderne samfund har medført den ændring, som en sådan omvæltning i sidste ende uvægerligt må medføre.
Vores menuer udviser en forbavsende traditionsbundethed. Det er stadig således, at vor forestilling om fødevarer entydigt er knyttet til agrarmiljøet. Oksen, grisen og poularden er stadig hovedemner på menuet.
Det burde egentlig være anderledes. Løsrivelsen fra det landlige miljø, fra mark, eng og mødding, bør føre til mere tidssvarende kulinariske præferencer. Opmærksomheden bør for længst have rettet sig mod den righoldige produktion af fattige og arbejdsløse, som foregår for vore øjne med uhæmmet vækst og til ingen verdens nytte.
Omfanget af denne hidtil miskendte produktion kan takket være vort eget udbyggede statistiske system anslås til cirka 22.750 tons i dette finansår. Udgangspunktet ved en sæsonbetinget beregning i arbejdsløshedsstatistikken er en dødvægt per individuel enhed på 65 kilogram.
Et samfund, som på så mange andre måder er præget af prisværdig teknologisk rationalitet, kan ikke i længden se bort fra uudnyttede ressourcer af ovennævnte omfang. Tilføjes skal også, at de praktiske vanskeligheder forbundet med omstillingen, ville være minimale.
Med teknikker, som ikke væsentligt ville afvige fra en kommunal rottepolitik, ville ressourceenhederne kunne indfanges på offentlige pladser, gadehjørner, butikscentre og banegårde. De offentlige registreringssystemer vil kunne bidrage til løbende opgørelse og opsporing. Et samarbejde mellem hidtidige arbejdsformidlingsinstanser og forarbejdningsindustrien vil være både oplagt og påkrævet. En vis modstand kan forventes, men kan håndteres af den statslige autoritet.
Dette beskedne forslag må ikke opfattes som en altomfattende løsning på verdens så plagsomme tilstande, men er alene et beskedent bidrag hertil.
Et mindre, men ganske glædelig resultat ville være fornyelser i de kulinariske værkers antal og kvalitet. Det er mit håb at andre, som besidder erfaring og dristighed, vil bidrage til en ny og liflig udvikling i menuets kunstart.
De ansatte har lukket Zoologisk Have for at understrege deres utilfredshed med arbejdsforholdene og med Havens ledelse. I en udtalelse hedder det at »Zoo må formodes lukket indtil en afklaring er fundet«. Det oplyses at dyrene vil blive fodret og passet som sædvanligt, de vil ikke blive berørt af konflikten, som det hedder i en sådan sammenhæng.
Det skal nok komme til at passe. Tigeren vil fortsætte sin trange gang frem og tilbage, elefantens øjne vil forblive udslukte. Livet vil fortsætte for søløver uden håb, for den triste gorilla og flodhesten uden flod, for prærierotter uden prærie, stenbukke uden alper, fugle uden himmel, isbjørn uden isflager, for dyr uden det dyrebare.
Det kan derfor ikke komme bage på nogen, at sympatiaktioner med Havens ansatte ikke kan ventes fra den kant, også uanset det absolut rimelige i de fremsatte krav. Hvis dyrene kunne drømme, som de muligvis også kan, ville de alle som én drømme om uddrivelse fra Haven, den helt uparadisiske.
I 1880’erne holdt borgmesteren i den engelske industriby Middlesborough en tale ved åbningen af byens nye rådhus. Ifølge avisreferaterne sagde borgmesteren blandt andet: »Røg er et tegn på arbejdets rigelighed (bifald), på tidernes velstand (bifaldsråb), den vidner om, at alle lag af arbejdende mennesker er i arbejde (hørt! hørt!). Derfor er vi stolte af vores røg (langvarigt bifald)«.
I den tid, der siden hen er gået, er talen blevet holdt utallige gange og med mindre og uvæsentlige variationer. I dag er det ikke længere røgen, der lovprises, men giftige giganter, glaspaladserne uden prinsesser, asfaltens ekspansion og andre former for kapitalistisk jordbesættelse. Bifaldet er præget af større diskretion end i Middlesborough, men det formår stadig at overdøve dem, som ikke er blandt de indbudte til højtideligheden.
I et nyere værk om den hellenistiske verden skriver en historiker: »At bygge et større tempel kostede lige så meget som et felttog, omkring 1.000 talenter«.
Mange af templerne har vi endnu, ruiner hvor offerblodet for længst er tørret ind. Sammen med felttogene er de gået over i historien også som bestanddel i et historisk dannelsesideal.
Det vil måske altid forblive et ubesvaret spørgsmål om ikke de tusind talenter, både som mønt og i overført betydning, kunne være anvendt på anden vis.
En anden prioritering ville efterlade andet end magtens monumenter: brødet, der blev spist, kærligheden, der blev forlænget, dansen, der fortsatte. Og utallige blomstringer af et liv, ikke afkortet i sultens hytter og krigens grav.
Man fristes til at sige: hellere brødet, der blev spist end søjlerne, der står. Menneskelig lykke er ligesom mennesket selv: forgængelig og i det forgængelige er den blivende lykke til.
Der er indløbet meddelelser fra nyhedsbureauerne om, at vestafrikanske kystfiskere har fanget et »uhyre med arme, ben, fingre og tæer, et øre, et horn, skægvækst og et glødende øje«.
Her skal der ikke rejses tvivl om meddelelsens troværdighed, men en anden tvivl kan melde sig straks.
Med stor rimelighed kan man hævde, at hverken det fangne uhyre nogensinde kan beskyldes for noget, der blot minder om de uhyrligheder, vi kender fra alle kontinenter. Uhyrer, der besidder arme, ben og tæer, uhyrer, der mangler horn, uhyrer, der aldrig fanges, og slet ikke af kystfiskere.
Et mindre reformforslag kunne være en fredning af den art uhyrer, der uforskyldt bærer dette navn. Et beskedent forslag til en smule mere retfærdighed i verden, hvor man kan synes, at magtens uhyrer længe har nydt en sådan beskyttelse.
I et tidligere pakhus i Amsterdams kanalsystem er der blevet indrettet en institution for de sindslidende. Det gamle pakhus er blevet istandsat og moderniseret. Under istandsættelsen viste der sig et tilsyneladende uovervindeligt problem.
Pakhuset var siden den hollandske handelskapitalismes opblomstring blevet anvendt til oplagring af kanel, høstet af slaver på de østindiske øer. Dette var man ophørt med for mange år siden, men fra mure og bjælker gik der stadig en gennemtrængende lugt af kanel. Fjernelsen af denne ældgamle stank var det vanskeligste problem ved nyindretningen, og blev efter mange forgæves forsøg løst ved hjælp af et imprægneringsmiddel, hvorefter de sindslidende kunne anbringes.
Der er en anden lugt, der kan blive endnu vanskeligere at komme til livs, og som intet imprægneringsmiddel vil kunne fjerne. Den hænger i alt, i bygninger og bekendtgørelser, i love og adfærd, også den er ældgammel og kvalmende.
Det er stanken af intolerance og fortrængning, af selvtilstrækkelighed og foragt, af indespærring og straf, af selvgod ondskab og nationsfølelse, som for fintfølende sanser vælder frem af samfundsindretningen.
Ligeså lidt som jeg ville kunne råde de hollandske bygningshåndværkere ved løsning af deres problem, ligeså lidt vil jeg her kunne anbefale eventuelle løsningsmuligheder. Blot dette, at mens det i nogle tilfælde kan være tilstrækkeligt at behandle bjælkerne, kan det i andre være nødvendigt helt at rive dem ned.
Den toogtyvende august 1927 ved midnatstid døde en skomager og en fiskehandler på den elektriske stol. Gennem syv år i fængsel kæmpede Sacco og Vanzetti for et liv, der blev kortere og kortere.
Fru Gerise Jack troede på sjælevandringen og lærte Sacco at skrive. ”It is too much suffering all together inside and outside the prison”, skrev han om smerten i fængslet og i verden, og hans sjæl vandrer her endnu.
Da han sad på stolen med opskårne bukseben og hætten på hovedet sagde Vanzetti stille og tydeligt: »Jeg tilgiver nogle af mine fjender det, de nu gør mod mig«.
Tilgivelsens indskrænkning udelukker fra himlen, den er et anker i jorden. Gennem tidens transformator mærker jeg endnu et dæmpet stød fra stolen.
I et fjernt jungleområde ved Amazonefloden er indianerne begyndt at slå deres børn ihjel i desperation over gummitappernes fremtrængning. Stammen er på tre år skrumpet ind fra 2.000 til 400. De føler, at de ingen sted har at tage hen, og indretter sig derfor på et stadigt mere snævert og karrigt liv.
Beretningerne er ikke andet end ekstreme eksempler på en udslettelse, som vi kender til daglig. I selvdestruktionens vaner og voldsomme udbrud, i forventningernes kvælning og håbets fordrivelse, i apatiens vækst, der langsomt dræber sjælen, genkendes et liv på tværs af kontinenter.
Vi bukker under for det samme, for tappere, der interesserer sig for betydeligt mere end gummi. Og som i Amazone er vore giftpile ikke giftige nok.
For flere hundrede år siden blev der skabt en skakmaskine, der spillede mod alle, der ville prøve den. Den mekaniske »tyrk«, som den kaldtes, vandt næsten altid. Forbavselsen var stor, men blev vendt til harme (og en del morskab) da det viste sig, at der sad en levende skakmester gemt i maskinen.
Vi er nu til dags kommet så langt, at der ikke sidder nogen gemt i maskinerne. Til gengæld virker det som om der gør det. Forjagede mænd og kvinder kan ikke hamle op med den gemte mester, hænderne ryster og leddene stivner, de udmattede falder fra.
Det må formodes, at den harme der i sin tid slog om skakmaskinens mester vil være vokset betydeligt den dag mennesker ikke længere vil lade sig udmatte af nutidens ejermænd. Morskaben vil sandsynligvis heller ikke udeblive, den befriende latter.
Til efteråret udgiver Patrick Mac Manus en lille bog: »Den tilkæmpede historie – fabler og fortællinger» (Forlaget Arbejderen). Udgivelsen sker i anledning af den kommende retssag mod Foreningen Oprør. Den lille bog er et personligt bidrag til diskussionen om frihedsrettigheder og opstand, om flugt og håb, både i historien og i nutiden.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96