Annonce

Exharchia
10. december 2014 - 12:46

Video: Græske anarkister angriber politiet fra hustage

Politiet har offentliggjort helikopter-optagelser, der viser hvordan venstreradikale aktivister kaster sten og andet mod politibetjente fra hustage i bydelen Exharchia i Athen i forbindelse med en demonstration den 6. december.

Episoderne dokumenteret af politiets helikoptere fandt sted i forbindelse med gadekampe efter en demonstration på årsdagen for politiets drab på den venstreorienterede teenager Alexis Grigoropoulos i Exharchia i Athen den 6. december i 2008.

Lørdagens sammenstød i Exharchia beskrives som de værste i flere år og ifølge de græske myndigheder havde demonstranterne denne gang planlagt deres angreb på politiet.

De venstreradikale aktivister hoppede fra hustage til hustag, hvorfra de blandt andet kastede adskillige sten, brandbomber og en fryser ned fra tredje sals højde.

Det har fået medier i Grækenland til at spekulere i om at bydelens anarkister er begyndt at bruge 'parkour', som en del af deres kamp mod politiet.

Spekulationerne er blevet besvaret med indlæg og billeder på Twitter, hvor folk ifølge avisen Times Of Change, morer sig over påstanden om »flyvende anarkister«.

Læs artiklen »Exharchia battles as seen from the air« hos Times Of Change.

Læs artiklen »Grækenland: Politidrab udløser gadekampe, sultestrejker fortsætter« hos Modkraft.

Redaktion: 

Annonce