Venstre vil alligevel ikke have en kommission til at undersøge mulighederne for brugerbetaling på videregående uddannelser. Forslaget overlevede ikke engang et døgn.
–Venstre har ikke haft et forslag om brugerbetaling. Det havde vi ikke i sidste uge, det havde vi ikke i formiddags, og det har vi heller ikke nu. Vi vil ikke have, at debatten om, hvordan vi bruger pengene bedre på uddannelsesområdet, bliver overskygget af en forkert diskussion om et forslag, Venstre ikke har, siger Venstres gruppeformand Kristian Jensen til Politiken.
I går foreslog en samlet opposition med Venstre i spidsen ellers at nedsætte en hurtigt arbejdende kommission, der blandt andet skulle undersøge muligheden for brugerbetaling på videregående uddannelser.
Ifølge Venstres daværende oplæg skulle kommissionen undersøge brugerbetaling, som et »incitament til at ændre de studerendes adfærd i retning af valg af uddannelser med bedre jobperspektiv.« Det skrev Berlingske Tidende på deres hjemmeside i går.
Men det mener Venstre ikke længere.
Læs artiklen »Venstre skifter holdning til brugerbetaling på uddannelser« hos Politiken.
Læs artiklen »Borgerlige partier åbner for brugerbetalte uddannelser« hos Berlingske Tidende.