Annonce

Frankrig
15. december 2015 - 10:45

Valgtaktisk manøvre holder Front national fra magten

Det højrepopulistiske parti Front National gik frem i sidste runde af de franske regionalvalg, men uden at få flertal i nogle af regionerne. En valgtaktisk manøvre fra de franske socialdemokrater i Socialistpartiet, der trak sine kandidater i udvalgte regioner, bidrog til at holde FN stangen.

 

Ved den første runde af de franske regionalvalg søndag den 6. december vakte det opsigt, at det højrepopulistiske og fremmedfjendske parti Front National (FN) fik flest stemmer i seks ud af landets tretten regioner, og at partiet samtidig fik flest stemmer på landsplan med 28 procent af stemmerne.

Læs artiklen »Indvandrerfjendtligt parti i fremgang ved fransk regionalvalg« på Modkraft

Men ved den anden og sidste runde af regionalvalgene søndag den 13. december stod det klart, at regionalvalgene ikke blev det politiske gennembrud, som FN havde håbet på.

Selvom partiet gik frem i flere regioner, så lykkedes det ikke FN at opnå flertal i en eneste region. Og det skyldes i stor grad en valgtaktisk manøvre fra de franske socialdemokrater, Parti socialistes (PS), der trak sine kandidater i de tre regioner, hvor FN stod stærkest og så ud til at kunne opnå flertal i anden valgrunde..

Den beslutning 'tillod' venstreorienterede vælgere at stemme på kandidaterne for det konservative parti, Les Républicains (LR), således at FN blev forhindret et flertal af stemmerne i nogle af regionerne.

Samtidig lykkedes det midterpartierne at mobilisere flere moderate vælgere i regionalvalgenes anden runde på baggrund af modstand mod FN. Således steg valgdeltagelsen fra omkring 50 procent i første runde til ca. 58 procent i anden runde.

Redaktion: 

Annonce