Annonce

Fagligt
10. december 2013 - 13:14

Underbetaling udløser konflikt mod sushi-kæde

Ansatte hos Letz Sushi klager over underbetaling og dårlige arbejdsforhold. 3F varsler konflikt mod kæden.

Ansatte hos kæden Letz Sushi får en markant lavere timeløn, end hvad der er normalt i branchen. De får ingen løn under sygdom, og de skal ulønnet stå ’standby’ to dage om måneden, hvor de ikke må lave planer i tilfælde af at blive kaldt på arbejde.

Sammen med et dårligt arbejdsmiljø præget af mistillid har det siden maj 2013 fået de ansatte til at forsøge at få tegnet overenskomst med 3F.

Men forhandlingerne har ikke ført til resultater, og indehaver Louise Ertman Baunsgaard er ikke gået med til en lønstigning til de ansatte fra nuværende 110 kr. i timen til branchens normalløn på 128,18 kr.

Konflikt og demonstrationer

Sagen fik mandag den 8. december 3F til at varsle konflikt mod sushi-kæden.

Det betyder, at ansatte, der er medlem af fagforeningen, ikke længere møder op, og 3F varsler desuden demonstrationer foran Letz Sushi’s restauranter.

Louise Ertman Baunsgaard er uforstående overfor udmeldingen om konflikt og påpeger overfor Fagbladet 3F, at hun er på vej med et nyt forslag til overenskomst. Hun vil imidlertid ikke kommentere på, om hun dermed vil forbedre lønforholdene for de ansatte.

Letz Sushi har seks restauranter med 70 ansatte i København. Kæden er netop fusioneret med Dondon Sushi, hvorfor der snart vil være 13 restauranter med 150 ansatte i hovedstadsområdet.

Læs artiklen »3F indleder konflikt mod sushi-kæde« hos Fagbladet 3F

Læs artiklen »Konflikt på vej mod populær sushi-kæde« hos Avisen.dk

Redaktion: 

Annonce