Annonce

22. april 2015 - 13:10

Skraldemænd fortsætter arbejdsnedlæggelse på anden dag

Københavnske skraldemænd efterlyser klar kommunal udmelding.

350 skraldemænd forsætter onsdag den 21. april på anden dag en arbejdsnedlæggelse i frustration over, at Københavns kommune ifølge dem ikke vil tage ansvar for, at vognmandsfirmaet City Renovation lever op til opstillede krav i kommunalt licitationsmateriale.

Det sker på trods af at teknik og miljøborgmester Morten Kabell tirsdag til Modkraft garanterede, at City Renovation skulle efterleve alle betingelser i licitationen.

Læs artiklen »Skraldemændene i København nedlægger igen arbejdet« på Modkraft

Men de københavnske skraldemænd mener at kommunen fraskriver sig ansvar:

»I udbuddet er det beskrevet hvordan en kommende vognmand skal leve op til en hel række krav for overhoved at kunne byde på opgaven, kommunen har ansvaret for at dette bliver overholdt, og kan ikke bare vaske hænder ved at sige at dette er et forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager,« skriver skraldemændene i en pressemeddelelse.

John Pedersen, faglig sekretær i 3F Kastrup, hvor skraldemændene er medlemmer, siger til Modkraft, at arbejdsnedlæggelsen er overenskomsstridig, og at han derfor opfordrer medlemmerne til at genoptage arbejdet.Men han forstår godt skraldemændenes reaktion:

– De føler sig ganske enkelt taget ved næsen. Nu har de i halvandet år fået forsikringer fra kommunen om, at udbudsmaterialet garanterede, at arbejdet på Nørrebro og Østerbro skulle udføres af 56 personer. Og nu vil City Renovation nok overtage 56 personer ved virksomhedsoverdragelsen, men drifte opgaverne med kun 52 personer i de to kvarterer. De fire sidste vil blive sat til andre opgaver. Uanset hvordan man vender og drejer det, betydet det færre folk til at udføre opgaverne, siger han.

Læs også Modkraft-artiklen »Skraldemænd strejker imod fyringer i København«.

 

Redaktion: 

Annonce