Bystyret i Hamborg har besluttet, at det besatte brugerstyrede kulturhus Rote Flora skal bevares. Husets aktivister stoler dog ikke på politikernes løfter og indkalder derfor til landsdækkende protester.
Det bedste forsvar er som bekendt et angreb.
Ud fra den devise opfordrer brugerne af kulturhuset Rote Flora, der næste år kan fejre 25 års jubilæum som besat kulturelt og politisk fristed i den tyske by Hamborg, til protester til trods for – eller netop på grund af – at, det lokale bystyre har besluttet, at stedet skal bevares.
Det fremgår af en ny udtalelse fra Rote Flora.
Årsagen til de kommende protester er, at bygningen ejes af en privat virksomhed, der har planer om at rive huset ned, og derfor forbereder et sagsanlæg mod politikerne for at få deres planer igennem.
De venstreradikale aktivister stoler ikke på politikernes løfter og har indkaldt til demonstrationer over hele landet den 21. december.
Læs udtalelsen »Hamburg Germany: Rote Flora will stay incompatible« hos Revolution News.