Enhedslistens lokaler i Aarhus blev onsdag aften den 3. april atter engang udsat for hærværk.
I porten og på facaden ved lokalerne blev der malet graffiti med budskabet »White Pride Controlled Area« – med reference til den lokale, racistiske hooligangruppe af samme navn.
Desuden blev der sat klistermærker op for foreningen Vederfølner og skrevet foreningen hjemmesideadresse ved siden af sortmalede hagekors og såkaldte keltiske kors, som bruges som symbol af den yderste højrefløj.
– Det er trist at fascismen endnu engang viser tænder i, hvad der engang var kendt som Smilets By, siger Maria Sloth, Enhedslistens spidskandidat ved det kommende kommunalvalg i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Århus er desværre både herhjemme og i udlandet kendt som højreekstremismens hovedstad. Det er ikke tilfældigt, at det ekstremistiske netværk European Defence League sidste år valgte at holde demonstration i netop Århus.
Maria Sloth fortæller, at Enhedslisten i forbindelse med det kommende kommunalvalg vil forsøge at samle en bred politisk front til en indsats mod højreekstrem vold og hærværk.
– Det er afgørende for demokratiet, at vi på tværs af partier markerer vores afstandtagen til den slags metoder, slutter Maria Sloth.
Enhedslistens lokaler har flere gange tidligere været udsat for politisk hærværk, senest for blot et par måneder siden.
Læs artiklen »Nynazistisk graffiti mod venstrefløjen i Aarhus« hos Modkraft.
Se fotos af graffitihærværket fra 3. april her:

