Annonce

Valg i Afghanistan
4. april 2014 - 23:47

Nogle kandidater anklages for krigsforbrydelser

 

I Afghanistan afholdes der præsidentvalg lørdag d. 5. april 2014. Samme dag finder lokal– og regionalvalg sted.

Nogle af kandidaterne er tidligere warlords og anklages for voldtægt og mord af kvindeorganisationen RAWA (Revolutionary Association of the Women of Afghanistan).

 

Det er tredje gang, der afholdes valg i landet, siden de vestlige allierede interventionstropper indledte den militære besættelse af landet i oktober 2001.

Den nuværende præsident Hamid Karsai må ifølge landets forfatning gå af efter to perioder som landets overhoved. Omkring 12 millioner afghanere er stemmeberettigede, men ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP), er der udstedt 21 millioner valgkort... 

  • Billede: Skærpede kontrolforanstaltninger forud for valget i byen Jalalabad i det østlige Afghanistan.

Ialt opstiller 8 kandidater til præsidentembedet. Tre af dem præsenteres i medierne som favoriter: Abdullah Abdullah, som er Vestens foretrukne favorit, udenrigsminister Salmai Rassul som støttes af den afgående præsident Karsai, samt Ashraf Ghani som er en forhenværende funktionær i Verdensbanken.

De få meningsmålinger der findes i landet giver Vestens favorit Abdullah Abdullah 30 procent af stemmerne og dermed et lille forspring til den forhenværende finansjonglør Ashraf Ghani, der står til at få 25 procent af stemmerne, mens præsidentens favorit Rassul ifølge prognoserne er blevet hægtet af.

Alle tre kandidater stammer fra det gamle Nordalliance-miljø, hvis basis hovedsageligt er folkeslagene  tadsjiker, hazarere og usbekere. Nordalliancens militære kamp mod Talebanerne blev støttet af såvel USA som af Iran.

Den afghanske kvindebevægelse RAWA har tidligere kørt kampagner mod Nordalliancens ledere, der i lighed med Taleban anklages for at være mordere, voldtægtsmænd og korrupte politikere.

  • Billede: RAWA-protest mod Abdullah Abdullah, der opstiller som præsidentkandidat 

Alle kandidater må ifølge landets valglov præsentere to stedfortrædere:

Abdullah Abdullah’s to stedfortrædere – en hazara og en pashtuner (største folkeslag i  Afghanistan, der tæller ca. 35 procent af befolkningen), kommer begge fra militante fundamentalistiske organisationer.

Ashraf Ghani’s ene stedfortræder er den berygtede warlord, usbekeren Abdul Rashid Dostum, som bla. RAWA anklager for at være krigsforbryder.

Den nuværende udenrigsminister Salmai Rassul’s ene stedfortræder er tadsjiken Ahmad Zia Massud, der er bror til Nordalliancens warlord Ahmad Shah Massud, som blev myrdet den 11. september 2001. 

Talibanernes terror forud for valget på lørdag

  • Fire Taliban-teenagers overfaldt den 21. marts 2014 luksushotellet ’Serena’ i Kabuls centrum og dræbte 9 mennesker, før de selv blev skudt.
  • Et væbnet angreb på valgledelsens hovedkvarter i Kabul og mordet på en kandidat til lokalvalget fandt sted søndag, d. 30. marts 2014.
  • Et selvmordsattentat blev gennemført foran udenrigsministeriet onsdag den 2. april 2014.
  • I dag, fredag d. 4. april 2014, blev den tyske fotoreporter Anja Niedringhaus fra presseagenturet AP skudt af en afghansk politimand (formodet talebaner) i den østafghanske provins Khost (Matun). En anden AP-journalist blev såret ved samme angreb. 

  

  • Billede: Den myrdede fotoreporter Anja Niedringhaus fra Tyskland

Kilder: Det tyske dagblad Junge Welt, d. 5. april 2014 , RAWA-news og nyhedsbureauet AP (Associated Press)

______________

  • Relateret

- Revolutionary Association of the Women of Afghanistan: “Stages Protest Against Islamabad Peace Jirga”

- Modkrafts bibliotek: Afghanistan

  • BONUS

- Autonom infoservice: Historien om Taleban (2001/2009)

 

Redaktion: 
Emneord: 

Annonce