Verden NuHistorier fra andre medier nettet rundt
Aarhus
6. september 2012 - 16:22

Hærværk mod soldater-monument

En gruppe der kalder sig »Anonymous Danmark« har taget ansvaret for en hærværks-aktion den 4. september mod en mindesten opstillet i Mindeparken i Aarhus til ære for udsendte danske soldater.

I en pressemeddelelse sendt til Modkraft skriver aktivisterne, at hærværket er en protest mod den nationale flagdag den 5. september.

Læs hele erklæringen her:

»Her i nat har vi skændet jeres barbariske mindesmærke, som I har placeret til ære for den pinlige krig i Afghanistan, som alle ved for længst er tabt. Vi skammer os over at bo i et land, hvor militarismen hersker så uimodsagt og i fuld fordragelighed. Hvor ingen partier længere - selv ikke dem til venstre for midten - stiller spørgsmålstegn ved Danmarks udenrigspolitiske rolle og såkaldte 'indsats' i verdens brændpunkter.

Vi fordømmer og foragter jeres krigsliderlige, nationalistiske hyldest på denne septemberdag, og vi håber, at jeres illegitime flagdag snart må blive afskaffet, så vi atter, ligesom i gamle dage, kan fejre de sande frihedskæmpere, der forsvarer folket mod territoriale trusler. En oprigtig forsvarsstyrke og ikke en kynisk besættelsesmagt, der nu på 10. år endnu spilder tiden med at dræbe uskyldige børn og borgere, som verdens militære magter har taget som gidsler i et storpolitisk spil. En krig der handler om alt andet end 'kampen mod terrorisme', men mere om hvem, der har den globale magt og råder over naturressourcerne.

Vi skammer og ærgrer os over, at unge danskeres liv skal spildes som kanonføde for imperialismens interesser og har den dybeste medfølelse med de pårørende.

STØT MODSTANDSKAMPEN I AFGHANISTAN. KRIG MOD KRIG. STØT VORE SOLDATER - TRÆK DEM HJEM«

Læs artiklen »Soldater-monument udsat for hærværk« hos Jyllands-Posten.

Annonce