Under overskriften »den antiimperialistiske kamp efter 11. september« afholder Internationalt Forum 27. og 28. oktober en konference med fokus på frihedskamp i hele verden.
Venstreorienterede foredragsholdere fra hele verden heriblandt Egypten, Filippinerne, Columbia, Palæstina, Tyskland og Irland skal styrke det internationale solidaritetsarbejde.
– Vi vil vise, at der stadig er en antiimperialistisk kamp mange steder i verden, selvom medierne siger, at klassekampen er død, siger Irene Clausen til Modkraft.
Ifølge hende er det vigtigt, at vi lærer af hinanden, fordi vi også i Danmark møder undertrykkelse.
– Det er selvfølgelig en anden undertrykkelse vi oplever i Danmark. Men vi har stadig et kapitalistisk regime, der viser sig i forhold til EU, og kampen mod terror, der undertrykker forskellige former for solidaritetsarbejde, forklarer hun.
Man skal ikke tilmelde sig konferencen, men bare dukke op.
Lørdag aften er der 10-års fest for Boykot Israel, hvor den palæstinensiske hip-hop gruppe Darg Team skal spille og hvor en ny bog om Boykot af Israel bliver lanceret.