Annonce

6. maj 2009 - 18:13

Massiv vold mod homoer overrasker

Mindst 3.430 mennesker blev i 2008 overfaldet på grund af deres seksualitet. Det viser en ny omfattende offerundersøgelse fra Justitsministeriet, og antallet af såkaldte hatecrimes – der også viser, at knap 8.600 blev udsat for racistiske overfald. Alt i alt udgør hatecrimes ifølge ofrenes opfattelse hele 14 procent af alle voldelige overfald, og det kommer bag på både politikere og forskere. Antallet er nemlig langt højere end det, politiets officielle statistikker viser.

Blandt ofrene er tallene knap så overraskende. I homokredse har det i årevis været kendt, at antallet af voldelige overfald, chikane og trusler mod bøsser, lesbiske og transpersoner var om ikke stigende, så i hvert fald konstant.

Og de samme kredse har i ligeså lang tid forgæves forsøgt at få politiet til at registrere overfaldene særskilt, så problemet kunne dokumenteres. Således afviste justitsminister Brian Mikkelsen (K) så sent som i efteråret 2008 at indføre særskilt registrering af hate crimes.

Fire homofober mod én bøsse

En af dem, der ikke er specielt overrasket over de mange overfald, er den 45-årige sygeplejerske Ove. Han er bøsse og får sig af og til en øl i Indre By i København, på et bydelens homo-værtshuse. Det gjorde han også natten til den 1. maj – og så gik det galt. Han havde ellers kigget sig over skulderen, da han forlod det ene værtshus for at gå videre til det næste – »det har livet lært mig«, som han siger – men havde ikke bemærket noget usædvanligt.

JPEG - 50 kb
Flere tusinde homoer overfaldes hvert år, viser en ny undersøgelse. Nogle af dem vælger at forsvare sig, og kritiserer politiet for ikke at tage problemet tilstrækkeligt alvorligt.

– Pludselig ligger jeg på ryggen omgivet af fire unge mennesker, der sparker mig overalt på kroppen. Jeg aner ikke, hvor de kommer fra, de dukker pludselig op af intetheden, siger Ove, der af hensyn til sin sikkerhed optræder anonymt.

Han har på fornemmelsen, at de fire unge – tre fyre og en pige, alle med indvandrerbaggrund – havde siddet i en bil og holdt øje med værtshuset.

– Jeg tænker bare tusind ting på én gang, men reagerer ved at krumme mig sammen til en kugle, så jeg kan beskytte mit ansigt og organer. Jeg forsøger at komme på benene for at flygte, men sparkes lynhurtigt ned igen. Han kan ikke huske om de råber noget, og har ingen fornemmelse af tid, alt foregår i et lukket vakuum.

Stak fingrene ind i hans øjne

Ove, der betegner sig selv som helt almindelig, og som aldrig har trænet kampsport eller selvforsvar, reagerer derefter med egne ord instinktivt, da han sætter et angreb ind mod den af sine angribere, der er i gang med at sparke ham i hovedet:

– Jeg ved ikke, hvor styrken kommer fra, men jeg får ham væltet omkuld og lagt mig oven på ham. Så stikker jeg to fingre langt ind i hans øjenhuler. Som sygeplejerske er jeg vant til at pille glasøjne ud, så jeg ved hvordan øjenhuler ser ud, og jeg tænkte at det i hvert fald ville blinde ham i noget tid. Jeg ved ikke, om det var det mindst hensigtsmæssige at gøre, men for mig handle det om overlevelse, og de var altså fire mod én.

– Min anden hånd får jeg fri og banker håndkantslag op i hans næsebor, simpelthen for at sætte ham ud af spillet. Og ligeså pludseligt, som det er opstået, ligeså pludseligt er det forbi. Jeg aner ikke, hvad der sker, men lige med et løber de derfra. Mine kontaktlinser er faldet ud, så jeg kan ikke se, hvor de forsvinder hen.

Ove kommer på benene, går omtumlet ned på et homoværtshus for at se, hvor slemme skaderne er, og ringer derefter 112 for at anmelde overfaldet som et hatecrime. Men det får han ikke meget ud af.

– Jeg får en betjent i røret, der giver mig en sludder for en sladder. Jeg skulle gå på Bispebjerg Skadestue og få en skadesanmeldelse før jeg kunne anmelde voldsepisoden. Men dels ved jeg, hvor travlt de har derude, og så var jeg altså skidebange for at møde dem igen, siger han med henvisning til overfaldsmanden, som han forestiller sig kan have brug for lægehjælp.

Politiet blev væk

Overfaldet bliver altså ikke registreret, og det er dybt problematisk, mener Ove.

– Jeg synes, det er ydmygende og udstillende, at jeg skal udlevere personnummer og pis og lort, før de tager mig seriøst. De kunne i det mindste have sendt en patruljevogn og ligesom så, at jeg var blevet lemlæstet og måske tog lidt hånd om mig. Men de gør intet. De prøver ikke at fange dem. Jeg tror ikke engang, det er registreret som et overfald. De kunne ligeså godt have sagt, »du kan rende mig i røven« til mig.

Ove har ikke været i byen siden, og skal det heller ikke foreløbigt. Han er bange for, at hans overfaldsmænd ligger på lur for at hævne sig, og han reagerer med egne ord irrationelt på uventede lyde. Men han nægter samtidig at ligge under for en offerrolle.

– Jeg skal bare videre i mit liv. Det her var noget lort, og jeg kom ud af det så godt som jeg nu kunne. Jeg har lyst til at lægge det bag mig, men der ligger nogle ting og nager. Det er en irrationel angst for, at der pludselig kommer nogen og overfalder mig igen.

Homoer skal forsvare sig

Ove har efterfølgende talt med flere andre, som er blevet overfaldet i området omkring Pisserenden og H.C. Ørstedsparken, og mener, at det er et fænomen, som er stigende eller i hvert fald tilbagevendende. Og diskussionen i bl.a. homomiljøet om, hvorvidt ofre for hatecrimes bør forsvare sig fysisk, eventuelt organiseret, kan med de nye tal forventes at blusse op igen.

Da den radikale gruppe Queerjihad for et års tid siden udgav et magasin med tips og tricks til, hvordan homoer kan forsvare sig selv mod »gay bashers«, vakte det både glæde og forargelse.

Både politiet og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske advarede mod at tage sagen i egen hånd, mens det for Queerjihad ganske enkelt var »et spørgsmål om at overleve«:

– Det handler om at få ændret en mentalitet også hos bøsserne selv. Mange bøsser tror, at hån og overfald er en del af deres liv, som de bliver nødt til at acceptere, fordi de ikke kan gøre noget ved det. Det passer ikke. Det passer, at det er en del af det at være bøsse, at man lever et farligt og udsat liv, og det mener jeg, man bliver nødt til at reagere på. En måde at reagere på, er ved at lære at slå igen, udtalte aktivisten Mads dengang til Modkraft.dk.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce