Annonce

6. maj 2009 - 13:52

Let og lækkert lir

Der findes uendelige mængder af dårlig porno. Men rundt omkring i verden forsøger enkelte, tapre filmproducenter at tage kampen op mod genrens trætte klichéer og vanemæssige sexisme. Er det muligt at lave porno, der er sexet uden at være sexistisk? Pirrende uden at være irriterende?

Fremover vil Queer-redaktionen følge slagets gang og bringe anmeldelser af alternativ, feministisk, queerpolitisk og/eller på anden måde eksperimenterende pornofilm. Anmelder er Mette Grimstrup, der også tidligere har skrevet om pornofilm på Modkraft.dk. Forslag til anmeldelsesværdige film modtages gerne.

Jeg har længe set frem til at få set Erika Lusts pornofilm Five Hot Stories For Her. Filmen har vundet et væld af priser på alternative pornofilmfestivaler rundt om i verden, og traileren emmer da også af lir og lummer, tætpakket action.
Så det var med høje forventninger om sex, drama, intriger, sex, spænding, sex... – at jeg satte dvd’en på. I første omgang blev jeg dog en smule skuffet. Pornogenrens umiskendelige skolekomedie-agtige spillestil lod sig ikke helt fornægte. Og der sad jeg vist ellers og troede, jeg skulle se en blanding af Farlige forbindelser og Sidste tango i Paris. Dét skulle jeg ikke.

Men på sine egne præmisser er Five Hot Stories for Her til gengæld en af de mest charmerende pornofilm, jeg til dato har set. Der er en lethed og humor over filmene, som jeg ikke har set andre steder, og at få det frem i en pornofilmsproduktion er efter min ringe mening noget af et kunststykke.

Et lille let porno-potpourri

Five Hot Stories For Her består af fem små, uafhængige fortællinger. Hver for sig med et enkelt, klassisk pornografisk tema. Something About Nadia følger en række kvinders fascination af den smukke Nadia, og en af de heldige kvinders hede nat i hendes lejlighed. Fuckyoucarlos.com er en forsmået kvindes hævn over sin utro mand – hun arrangerer da bare en trekant med to andre mænd og publicerer det på nettet, ha!

I Married With Children løser et (hetero-)par deres problem med at finde tid og overskud til sex i hverdagen ved i stedet at mødes, anonymt og maskeret i et hotelværelse, til veludstyrede SM-seancer. The Good Girl er et charmerende re-make af den klassiske pornohistorie om pizzabudet, der ringer på. Sådan noget sker jo aldrig i virkeligheden. Men hvad nu, hvis det gjorde..? Og endelig får vi i Breakup Sex to bøssers sidste knald, før de går fra hinanden.

JPEG - 24.4 kb
Something about Nadia

Således er vi altså både nået omkring lesbisk, bøsse-, straight, SM- og trekant-sex. Men denne noget programmatiske opdeling er dog i modsætning til det meste mainstream-porno leveret med humor, fortælleglæde og indlevelse. Erika Lust har sans for lyssætning og for ikke blot at dokumentere, men også iscenesætte sexscenerne, så de fremstår usædvanligt lækre og medrivende.

Flere af fortællingerne er desuden direkte opbygget som en slags kvindelige »svar« på typiske pornografiske tableauer. The Good Girl tager som nævnt fortællingen om pizzabudet under kærlig behandling. Og fuckyoucarlos.com vender en utilfredsstillende trekant til kvindens fordel, og lader selvironisk kvinden fotografere alle de typiske, pornografiske »højdepunkter« undervejs: Come-shottet, sandwichen osv.

Bliver det for lækkert?

Der er dog mange områder, filmene ikke udfordrer på. Der er sandt for dyden ikke megen genderbending i filmen. Mændene er mandede, kvinderne vældig kvindelige. Alle er glatbarberede, og enkelte af kvinderne udmærker sig ved at kunne fremvise de karakteristiske silicone-pornobryster. Generelt er de fleste, mænd som kvinder, bare helt klassisk smukke at kigge på. Skønt at skue, men også lidt for glat, kunne man mene.

Erika Lust udtaler selv i det medfølgende materiale på dvd’en, at hun ønsker at lave sine pornofilm som Sex and the City, og sammenligningen er ikke helt ved siden af. Filmen lokker med elegante, smukke, sjove og stærke kvinder – og irriterer med så klassiske kønsroller, at man tager sig selv i at sidde og ærgre sig over, at hvis manden der nu f.eks. bare hjalp sin trætte kone med opvasken, i stedet for at stå og tage hende utålmodigt på røven, så kunne det da være, hun fik lidt lyst og overskud til det sex, han plagede om!

JPEG - 22.7 kb
Jodetecarlos

Ikke desto mindre synes det også at være i de klassiske, kønnede spil, Erika har bedst fat i sit stof. Især Married With Children og The Good Girl har et så troværdigt spil mellem parterne, at sexscenerne fremstår som små fortællinger i sig selv. Vi er milevidt fra den traditionelle pornofilms pligtskyldige og fuldstændig usammenhængende gennemgang af genrens stillingskatalog. Hos Erika Lust fornemmer vi både den kejtede iver hos pizzabudet, der pludselig står med et forfjamsket, nøgent kvindemenneske i armene, den kåde overgivenhed hos begge parter, da de tillader sig selv at smide hæmningerne, og den efterhånden indforståede intensitet, der opstår på lagnerne.

Og Married With Children er simpelthen lækker. En klassisk SM-scene efter alle kunstens regler, filmet så smukt som en reklame for Agent Provocateur. Sammenlignet hermed fremstår de to homofilm knap så stærke. Something About Nadia kommer aldrig rigtigt tæt på personerne, skønt kameraet gør, og gør det smukt. Og selvom det indledende skænderi virker troværdigt nok i Breakup Sex, så lykkes det ikke rigtigt at få energien med over i sexscenen, der snarere fremstår som det sædvanlige lørdagsknald end som et sidste, intenst opgør.

JPEG - 26.9 kb
Married with Children

Men alene det, at det giver mening at diskutere scenernes dramaturgi, vidner selvfølgelig om et ambitionsniveau, der ligger langt over gennemsnittet.

Sprogforbistring

En enkelt, teknisk detalje spænder dog ben for projektets umiddelbart professionelle udtryk: Sproget! Filmen er lavet i Barcelona, og her tekster man altså ikke, man dubber. Så hvis man vil have en chance for at forstå, hvad der foregår, er man nødt til at leve med et højst kluntet, engelsk lydspor ind over den kælne, spanske småsnak. Jeg kan oplyse, at såvel skænderier som lummer sovekammersnak gør sig bedst på spansk. Married With Children og The Good Girl er dog indspillet på engelsk. Med en temmelig heftig accent: »It was ’uge and rrrock ’arrd, and it just kept grrrowing biggerr and biggerr..!«

Erika Lust er en feministisk filmproducent, hvis mål er at lave pornofilm med en »moderne, feminin og feministisk« tilgang. Hun benytter sig af pornofilmskuespillere, men lægger vægt på at instruere dem ordentligt og skabe troværdige figurer og fortællinger. Five Hot Stories For Her er hendes første film.

Men det skønne ved Five Hot Stories For Her er, at filmen ikke tager sig selv så seriøst, at det gør noget. Det kejtede, det tøvende, de små intime, personlige lyde og de kiksede fejl undervejs kan ikke undværes. De er med til at skabe den sexede og afvæbnende, humoristiske undertone, der gør filmene så umiddelbart indtagende.

Five Hot Stories For Her har altså ikke gang i noget vidtgående opgør med hverken kønnede eller seksuelle roller. Men filmen er et festfyrværkeri af charmerende, kejtet, intens og hardcore sex, der gør én glad i låget og giver lyst til mere. Og så kan man vist ikke forlange ret meget mere af en pornofilm. Endnu da.

Five Hot Stories For Her
Instruktion: Erika Lust
Produktion: Lust Films of Barcelona 2007
120 min.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce