En 1. Maj-diagnose

Arbejdernes Internationale Kampdag er ikke en festdag det er en... ja en kampdag for fanden.

Klart nok! Arbejderne har noget at fejre, nemlig velfærdsstaten. Organisering og kampen for konkrete forbedringer for almindelige mennesker har skabt velfærdsstaten. Og det er jo fint!

Men velfærden er ikke for alle, men kun for de DANSKE arbejdere. Og rettighederne som velfærdsstaten er bygget på er under pres. Der er ikke meget at råbe hurra for, men masser at kæmpe for. 1. Maj er alt for meget pølser, dannebrog og store fadøl. Og alt for lidt international solidaritet, nytænkning og vrede.

Velfærdsstaten er blevet klaustrofobisk. Der er noget ved trygheden der minder om klaustrofobi. Den sociale krise forsøges afhjulpet med visitationszoner til de fattige og skattelettelser til de rige. Klimakrisen forsøges afhjulpet med international handel med varm luft. Den økonomiske krise forsøges afhjulpet med bankpakker og udgiftsstop. Det hænger slet ikke sammen. ”Systemet er ikke i krise. Systemet er krise” som der stod på assistents kirkegårdens mur den anden nat.

Velfærdsstaten er på den ene side i gang med, at privatisere sig selv. Den er i gang med, at gøre den store velfærdsmaskine til en lille trimmet privatiseret virksomhed.
På den anden side, bliver politirepressionen større, visitationszoner og overvågning bliver normaltilstand, alle uden arbejde skal gennemreguleres og med pisk tilbage til de arbejdspladser som ikke findes. Og folk vi ikke har brug for bliver sendt i lejre med fodlænke, uden rettigheder, hvor de bor tre voksne i en celle.

Velfærd betyder kontrol, pisk og regulering. Frihed og lighed er ikke aktuelt for tiden.
På den ene side er staten blevet en virksomhed, og på den anden side er den blevet krypto-fascistisk. Lige under den velsmurte statsvirksomhed lurer den totalitære, racistiske og populistiske kapital-parlamentarisme. Jo der er skam masser at kæmpe for.

Gå på gaden 1. Maj. Jeg foreslår demo kl. 12 fra Gammeltorv/Nytorv.

Kampen Fortsætter!