Når Bella Center den 24.-26. maj lægger lokaler til »World Business Summit on Climate Change«, vil de deltagende erhvervsfolk, politikere og eksperter blive mødt med massiv protest, oplyser Mads fra aktivistnetværket »NotYourBusiness initiativet« til Modkraft.dk.
– Protesten vil være et »show of force« fra vores side. Vi vil vise, at vi ikke er bange for at ty til relativt radikale aktionsformer for at få vores stemme hørt, siger Mads, der ikke ønsker at løfte sløret for, hvordan man mere præcist har tænkt sig at aktionere under mødet, der fungerer som en slags optakt til klimatopmødet i december.
Han oplyser dog, at man har planer om at lave en større civil ulydighedsaktion, hvor man vil trodse politiets henstillinger, men uden at bruge vold.
På »World Business Summit on Climate Change« skal direktører fra store virksomheder, først og fremmest fra energi- og transportbranchen, mødes med politikere og eksperter for at komme med anbefalinger til den klimaaftale, der efter planen skal vedtages under klimatopmødet.
Blandt de mest prominente deltagere er direktørerne fra globale virksomheder som BP, Unilever og Virgin Airways samt FN’s Generalsekretær Ban Ki-Moon, José Barosso, præsident for EU-kommissionen samt Al Gore, tidligere amerikansk vicepræsident.
Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager også og skal efter planen tage de deltagende erhvervsfolks klimaanbefalinger med til topmødet til december.
Klimaaktivisterne er stærkt skeptiske overfor klimaminister Connie Hedegaards (K) erklæring om, at »forretningstopmødet« skal handle om at løse klimaproblemerne.
– Vi finder det illegitimt, at de virksomheder, der har været med til at skabe klimakrisen, nu skal komme med anbefalinger til, hvordan den kan løses. Det tror vi hverken, at de er interesserede i eller særligt gode til, siger Mads.
Men kan det private erhvervsliv ikke spille en vigtig rolle i forhold til at løse klimaproblemerne? F.eks. ved at udvikle nye grønne teknologier?
– I sidste ende er det kun de sociale bevægelser, der kan løse problemerne. For virksomhederne vil det handle om at redde indtjeningen, ikke klimaet. Dertil kommer, at deres anbefalinger vil være de velkendte forslag om brintbiler, handel med CO2-kvoter osv., tiltag der har vist sig at være virkningsløse.
For at være klar til mødet i slutningen af maj har danske og svenske aktivister søndag den 25. april afholdt træningsseminar i det nye ungdomshus på Dorteavej i Københavns Nordvestkvarter.
Her er aktivisterne blevet indført i politiets taktikker samt bl.a. øvet sig i, hvordan man kan bryde gennem politikæder.
Mads forventer, at der til selve aktionerne under mødet i Bella Center vil komme aktivister tilrejsende fra udlandet, især Sverige og Tyskland.
Mads’ fulde navn og identitet er Modkraft.dk bekendt.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96